Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2017 Nr.: 12 Børn&Unge som e-paper
TEMA. Min rejse fra minilærer til pædagog

Det er slut med at være minilærer. Pædagog Steffen Rasmussen har skabt et undervisningsmateriale til pædagoger og sætter altid pædagogfaglige mål
for sin undervisning. I dag gælder det om at være ærlig.
Af: Steffen Hagemann
Fanerne er placeret i hver sin ende af en lille bitte skov bag Søndermarkskolen i Randers. Eleverne fra 2.b er bevæbnede til tænderne, hvilket vil sige med en papirkugle i hver hånd. De skal til at spille det populære kampspil battle.
»Der er krig,« råber en dreng.
Og der er også understøttende undervisning med pædagog Steffen Rasmussen, der bliver en af de første, der falder i kugleregnen. Heldigvis skal han bare løbe ud og runde et rødt plasticskib, så er han med igen.
Målet med battle er simpelt: Det gælder om at stjæle det andet holds fane – og selvfølgelig helst få dræbt så mange modstandere som muligt.

Har altid et mål. Men for 2.b er der også et andet mål med legen. Steffen Rasmussen arbejder nemlig bevidst med målstyret pædagogisk undervisning.
»Der skal være et mål med, hvorfor vi er med i folkeskolen. Der skal også være et mål for vores arbejde i fritiden. Hvis vi ikke har et tydeligt mål, og hvis vi ikke evaluerer målet med eleverne, så kan vi lige så godt lade være,« siger Steffen Rasmussen, der er inspireret af den new zealandske forsker John Hattie og hans begreb ’synlig læring’.
Pædagoger skal passe på, at de ikke ender som minilærere, advarer han:
»Det giver jo ingen mening. Det giver mening, at jeg laver det, jeg er god til som pædagog. Jeg kan få børnene til at trives, jeg kan snakke om følelser, jeg kan snakke med dem om, hvordan vi skal være sammen som kammerater.«
Men det har taget tid for Steffen Rasmussen at nå frem til den erkendelse. Han har nemlig også selv tidligere set det som en vigtig opgave at byde ind på lærerens opgaver.
»De første ni år, jeg har været i skolen, har mine elever nok troet, at ’Steffens mål er, at vi skal lære tal og abc’. Det er totalt forfejlet. Det er ikke derfor, jeg er med i undervisningen.
Jeg går ind og sætter pædagogfaglige mål for, hvordan børnene har det, hvordan de samarbejder i klassen og lærer dem sociale spilleregler,« siger han.

Forfatter. Steffen Rasmussens rejse fra minilærer til pædagog i skolen har også ført til, at han har udviklet sit eget undervisningsmateriale: ’Målstyret pædagogisk undervisning’ med en arbejdsbog og en fagpædagogisk bog. Systemet henvender sig til børn i 0.-1. klasse og kommer snart i 3. oplag.
Idéen fik han, da han som pædagog gik på jagt efter egnet undervisningsmateriale til pædagogisk undervisning. Han fandt lidt i programmerne ’Trin for Trin’ og ’Fri for mobberi’.
»Men jeg kunne ikke finde noget, der kunne følge mig gennem hele skoleåret – ligesom en dansklærer eller matematiklærer har. De har jo et bogsystem, de kan bruge og holde sig til, og så springer idéerne ud fra det, men vi skal hele tiden opfinde den dybe tallerken.
Jeg har gået gennem skolen i mange år og tænkt: ’Hvad skal jeg lave nu, hvad skal jeg lave nu?’ Og så er jeg gået ind i klassen og har fundet på det. Det er jo ikke god undervisning,« siger han.
Tidligere var han også meget produktorienteret, fortæller han. Hvis børnene skulle lave en elefant i modellervoks, så var det målet.
»Men jeg ville jo ikke have en modellervoksfigur ud af det. Det er processen, der er spændende: Hvordan deles vi om at få skåret ler ud? Hvordan får vi snakket om det? Kan vi lave en elefant hver, eller skal vi lave den sammen? Det giver mening.«

Vær ærlig. I Steffen Rasmussens målstyrede pædagogiske undervisning er eleverne selv med til at definere målet med undervisningen. Og det skal være på plads, inden de kan gå i skoven og i gang med at spille battle.
Og hvad kan målet være i battle, spørger Steffen Rasmussen ud i klassen, inden de går ud og spiller.
»Man skal trøste hinanden, hvis der sker noget,« foreslår en.
»Man må ikke tyre, hvis man er tæt på,« siger en anden.
»Man skal være ærlig, når man bliver ramt,« siger en tredje.
Steffen Rasmussen skriver forslagene op på smartboardet, og så skal eleverne stemme. De må kun stemme på én ting. En pige stemmer alligevel på alle tre forslag.
»Jeg kan ikke bestemme mig,« siger hun.
Selv med stemmefusk er der ingen tvivl: Målet med spillet er at være ærlig.
Men som Steffen Rasmussen tilføjer:
»Selvom målet er at være ærlig, kan man stadig godt trøste hinanden og lade være med at tyre.«

En vinder. Ude i skoven raser krigen. Steffen Rasmussen er et populært mål for krigsboldene, så han må tit tage genoplivningsturen ud forbi det røde plasticskib.
»Jeg er død,« råber Steffen Rasmussen.
»Jah, vi dræbte ham,« jubler Frida og Elvira.
Et andet sted i skoven bliver en pige ramt i ryggen.
»Du ramte mig ikke,« siger hun.
Børn&Unges krigskorrespondent kan her melde om en klar overtrædelse af ærlighedskonventionerne.
Til sidst falder fanen, og det ene hold kan smage sejrens sødme.
»Vi vandt, ja, vi vandt, ja …,« lyder det triumferende.
Midt i sejrsglæden har Steffen Rasmussen travlt med at trøste en pige.
»Hun løb bare væk og sagde, hun ikke var død,« græder hun over bruddet på reglerne.
»Det er derfor, vi har målet,« forklarer Steffen Rasmussen.
»Næste gang, så tror jeg, hun vil gøre det anderledes.«

Positivt fokus. 2.b bliver samlet, for nu skal de evaluere. Steffen Rasmussen har indført et nemt evalueringssystem, hvor børnene skal evaluere på en skala fra 1-5, hvor 5 er bedst. Børnene skal vise med antallet af fingre, hvordan det er gået med at leve op til det mål, der blev sat.
»Nu vil jeg ikke høre, hvis der var andre, der ikke var ærlige. Jeg vil have, at man mærker efter: Var man selv ærlig?« siger han.
En pige funderer: »Var jeg ærlig?«
»Jeg var,« siger en anden og stikker alle fem fingre i vejret.
Stort set alle har fem fingre oppe. Set udefra kniber det altså lidt med et objektivt syn på sin egen ærlighed, men det er ikke så vigtigt, siger Steffen Rasmussen senere.
»Når jeg sætter et mål op, fokuserer jeg på det positive. For det positive smitter. Hvis man giver positiv feedback til eleverne, så ser de alle den positive vej og vil forsøge at arbejde sig hen, hvor de kan få ros,« siger Steffen Rasmussen.
Fokuserer man derimod på det negative som pædagog, vil børnene spejle én og fokusere på det negative, påpeger han.
»Derfor siger jeg hele tiden: ’Jeg vil høre de positive ting, jeg vil ikke høre de negative ting’. Det er sjældent, at jeg taler om negative ting i et stort forum. Jeg fremhæver det positive, så de ser og følger det gode eksempel,« siger Steffen Rasmussen.
Men selvom han fokuserer på det positive, holder han godt øje med, om nogle børn med kun en eller to fingre fortæller, at lige den her aktivitet ikke gik så godt for dem.
»Hvis den samme elev i en leg kun har en finger oppe bagefter, kan jeg vende tilbage til eleven og spørge: ’Hvorfor har du hele tiden kun én finger oppe?’. Måske er svaret: ’Det er faktisk, fordi jeg føler mig udenfor i den her leg, der er ikke nogen, der kommer hen til mig’. Og så kan jeg gøre mit virke som pædagog,« siger Steffen Rasmussen.