Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2011 Nr.: 11
Under samme tag
54 daginstitutioner i Københavns Kommune har fået deres egen socialrådgiver. Det tætte samarbejde mellem pædagoger og socialforvaltning skal føre til en bedre og tidligere indsats for de udsatte børn. Pædagogerne får hurtigere afklaret deres bekymringer for børnene og lærer at skrive bedre underretninger.
Af: Vibeke Bye Jensen
Det, der før føltes som et tykt rockwool-lag mellem socialforvaltning og daginstitution, er nu papirtyndt.
På den måde beskriver leder Margot Clemmensen fra Utterslev Kirkes Børnegård på Bispebjerg i København det nye tætte samarbejde med institutionens helt egen socialrådgiver.
Den store børnehave i et af byens mest belastede områder er en af 54 daginstitu­tioner, der siden januar i år haft tilknyttet i alt ni socialrådgivere, der ikke laver andet end at afdække og afhjælpe sociale problemer. Ordningen har før været afprøvet på skolerne og er nu gjort permanent, fordi den var en overvældende succes. Nu skal succesen fortsætte i daginstitutionerne, foreløbig indtil udgangen af 2012.
En første evaluering har vist, at pædagogerne er begejstrede.
I Utterslev Kirkes Børnegård tilslutter leder Margot Clemmensen sig det glade kor.
"Vi er indtil videre rigtig tilfredse med samarbejdet med 'vores' socialrådgiver, fordi det giver begge parter anledning til at arbejde på en særdeles fagligt kompetent måde, hvilket vi skylder vores udsatte børn og familier. Vi ser det som en ressource og en mulighed for at hjælpe børnene meget tidligere. Der har været en tendens til, at pædagoger kommer til at lege psykologer eller terapeuter. Men vi skal hellere pege på det, der skal sættes i gang for et barn eller en familie, og samarbejdet skærper vores fokus på det, som reelt er vores opgave, nemlig det pædagogiske arbejde. Derfor har vi brug for, at socialrådgiveren er på banen, når vi får vores første bekymringer, så vi hurtigere får afklaret, hvilken indsats der passer bedst," siger hun.
Socialrådgiver Katja Bendix deler sig mellem fem daginstitutioner og cirka 400 børn, hvoraf Utterslev Kirkes Børnegårds 122 børn er nogle af dem. Hun mener, at hendes arbejde går ud på at sætte så tidligt ind som muligt for måske at kunne gøre indsatsen mindre indgribende i børns og forældres liv.
"Hvis vi kan være med til at give børn og deres forældre det rigtige tilbud fra starten, er chancerne for succes større. Derfor er det først og fremmest det enkelte barn og familierne, der drager fordel af samarbejdet. Hvis jeg kan være med til at bygge bro mellem socialforvaltning og institutioner, vil samspillet blive lettere og hurtigere til glæde for alle," siger hun.

Bekymringer bliver konkrete. Katja Bendix skal være i institutionen mindst to gange om måneden. Men foreløbig er det blevet til meget mere i Utterslev Kirkes Børnegård, fordi der har været et stort behov for at få klaret nogle tunge sager.
I det daglige består hendes arbejde mest i at hjælpe pædagogerne med at afklare deres bekymringer i forhold til de udsatte børn. For ofte kan en bekymring være alt for diffus at bygge en underretning på.
"Det behøver ikke at betyde, at det ikke er en reel bekymring, men det betyder, at der skal sættes nogle ord på, så vi sammen kan finde ud af, hvad der præcis gør os bekymrede," siger Katja Bendix.
Hun benytter sig af en australsk metode, der hedder 'Signs of Safety', som i den danske udgave kan kaldes 'Tegn på Bekymring'. Samtalerne om bekymringsbørnene foregår altid anonymt. Katja Bendix kender ikke barnets navn, før forældrene har givet deres samtykke til, at hun må involveres.
"Når vi snakker om børnene med Signs of Safety-metoden, bliver det hurtigt meget konkret. Jeg bliver ved med at spørge: 'Hvad er det, der bekymrer dig?'. Når pædagogerne siger: 'Han er flagrende eller udadreagerende', spørger jeg: 'Hvad er det bekymrende ved det?' eller 'Hvis der ikke sker noget, hvad vil du så være bekymret for?'. Og ved at blive ved med at snævre problemet ind, får vi konkretiseret bekymringen. Det bliver måske klart for os, om der skal skrives en underretning, eller om der skal sættes ind med pædagogiske tiltag først. Jeg har allerede nu set, at rigtig meget kan klares med en pædagogisk indsats, og så skal vi selvfølgelig holde øje med, om det hjælper, eller om vi skal prøve noget andet," siger hun.

Inklusion i metermål. Katja Bendix stopper ikke underretninger, hvis pædagogerne mener, at det er nødvendigt. Men hun kan med sit kendskab til lovgivningen være med til fra begyndelsen at afklare, om det er det, der skal til.
"Ofte viser det sig jo, at det bare handler om små ændringer i forhold til barnet og samspillet med pædagogerne eller de andre børn, for at et barn kan vise vise andre sider af sig selv," siger hun.
Margot Clemmensen mener, at afklaringen højner pædagogernes faglighed.
"Vi tvinges til at være mere specifikke og målrettede på, hvad den rigtige bekymring om barnet er. Selvom der stadig er usikkerhed blandt pædagogerne, synes de, der har prøvet at bliver sparret af Katja, at de får både systematik og faglig kunnen ud af det," siger hun.
Margot Clemmensen mener, at institutionerne nu får børn med meget sværere problemstillinger end før.
"Det stiller krav til den hjælp, som vi har brug for udefra, og til de ekstra ressourcer, vi har mulighed for at få tildelt. Vi leverer inklusion som elastik i metermål, men vi får ikke ressourcer nok til at klare opgaven. Og det kan den her ordning ikke råde bod på," siger hun.

Nødvendige underretninger. Katja Bendix kan også hjælpe pædagogerne med at skrive underretninger. Og at skrive dem bedre, så de med det samme kan bruges af sagsbehandleren.
"Pædagogerne skal ikke skrive underretninger på en bestemt måde, men de skal skrive velafbalancerede underretninger. Det betyder, at en underretning præcis skal beskrive barnets problematik og adfærd, familiens problemer, pædagogernes konkrete bekymringer og ikke mindst, hvad pædagogerne allerede har gjort. En god underretning skal med det samme kunne føre til, at sagsbehandleren kan indkalde forældrene til en samtale, for så sparer vi tid til fordel for barnet," siger hun.
Margot Clemmensen er ikke i tvivl om, at pædagogerne har brug for hjælp til at formulere underretningerne.
"Vi pædagoger har en tendens til at være meget følelsesladede i vores skriftlighed, og det forhindrer en objektiv måde at skille det væsentlige ud på. Det handler om at levere konkrete facts, for dem skal vi og systemet arbejde ud fra. Jeg har set pædagoger, der trækker vejret lettere, når de oplever, at de skal sætte ind med det, de faktisk ved en masse om. Det er meget effektivt, når man bliver bedt om at finde helt ind til den sande bekymring og holde fast i den, når den føles rigtig," siger hun.

Hjælp til forældrene. Samarbejdet mellem institution og socialforvaltning er også et tilbud til forældrene. De kan kontakte deres institutions socialrådgiver pr. telefon anonymt og uforpligtende. Men lyder det for alvorligt til at kunne klares med en telefonsamtale, kan hun sige, at der er brug for, at man mødes. Socialrådgiveren kan også deltage i de svære samtaler, som pædagogerne har med forældrene. Derudover kan Katja Bendix og hendes kolleger tilbyde forløb ved andre kriser i barnets og familiens liv som for eksempel død eller skilsmisse.
"Det kan være traumatisk at håndtere i familien, men sammen med institutionen og forældrene kan jeg sørge for, at alle parter får klarlagt, hvordan barnet skal mødes i den situation derhjemme og i institutionen. Jeg oplever, at pædagogerne gerne vil rumme de traumatiske oplevelser og også er gode til det, hvis der lige er et lille sikkerhedsnet i forhold til, at der kommer styr over det i familien. Og det kan jeg snakke med forældrene om, så pædagogerne 'slipper'," siger hun.
Margot Clemmensen mener, at en væsentlig pointe i samarbejdet er, at pædagogerne kan få hjælp til et stykke arbejde, som ofte kommer oven i det pædagogiske arbejde.
"Efterhånden som samarbejdet mellem os bliver mere implementeret, tror jeg, at vi kan sige til forældrene, at der er ting, som de vil have mere glæde af at snakke med Katja om," siger hun.

Den store samfundspung. Både Katja Bendix og Margot Clemmensen afviser, at det tætte samarbejde går ud på at spare penge her og nu, for faktisk er der brugt mange penge på at sætte det i gang. Men de er begge sikre på, at der er mange penge at spare på længere sigt, hvis man tager den tidlige forebyggende indsats alvorligt.
Margot Clemmensen mener ikke, at det bør stoppe ved socialrådgiverne. Hvem siger, at ikke også psykologer og andre kan lave supervision med pædagogerne?
"I stedet for, at vi altid skal være opsøgende i forhold til de andre faggrupper, må de forskellige professionelle komme hen, hvor livet leves. Og der vil være noget at hente til den store samfundspung, fordi vi bliver mere effektive. Nogle børn og familier vil få et bedre liv, fordi de får hurtigere og bedre hjælp," siger hun.
Oplevelsen af, at man som institution skal 'mose meget på' i forhold til Børne- og ungeforvaltningen eller Socialforvaltningen for at få ekstra ressourcer til de udsatte børn, er meget udbredt, mener Margot Clemmensen. Hun gør det, så meget som hun orker, men nu håber hun, at ordningen med 'egen socialrådgiver' er en smartere og bedre måde at få kontakt med systemet på.
Katja Bendix giver hende ret.
"Er man bekymret for et barn, er det jo ikke meningen, at man skal 'mose på'. Så skal man mødes og have hjælp til det barn, som har vanskeligheder, og det skal være lige nu og her. Pædagogerne kan jo fortælle reelle historier om, at de ikke kan få hjælp hurtigt nok, selv om jeg ved, at mine kolleger gør, hvad de kan. Det kniber med ordentlige vilkår og rammer," siger hun og tilføjer:
"Nu skal vi til at fortælle nye historier, hvor der sker noget hurtigt. Min drøm er, at jeg kan blive en ufarlig person for pædagogerne, for alt for mange er usikre på, hvad der kan ske, når de snakker med mig. Det er vigtigt for mig og ikke mindst for børnene, at pædagogerne tør tale om den der mavefornemmelse, de kan have om et barn, for den er meget ofte rigtig," siger hun.

Fakta
SIGNS OF SAFETY
• Signs of Safety (SOS) er en metode, der bruges i myndighedsarbejdet med udsatte familier.
• SOS skaber overblik over familiens situation, og hvad der skal ske af forandringer i familien, for at der ikke længere er en bekymring for barnet.
• SOS bygger på et anerkendende, ressource- og løsningsfokuseret grundlag. Metoden har fokus på, at forældrene informeres og involveres i alle led i myndighedsarbejdet - og at de inviteres til at tage ansvar for at finde løsninger på de problemer, som beskrives.
• I den danske udgave bruger socialrådgiverne også metoden til at afklare og afdække pædagogernes bekymringer.
• SOS er udviklet i Australien i 1990'erne, hvor mange sagsbehandlere havde store problemer med at få kontakt med de etniske aboriginals, det ofte nægtede at samarbejde med det sociale system om deres børns trivsel