Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2016 Nr.: 08 Børn&Unge som e-paper
TEMA: KAMPEN FOR ERSTATNING. Børnepsykologen. Børns vold er et udtryk for afmagt
Hvis børn bliver voldelige, skyldes det ofte, at situationen er for voldsom for dem,forklarer specialist i børneneuropsykologi Dorte Damm.
Af: Maja Hansen
Det er hen på eftermiddagen, og Mikkel og Lukas leger med klodser på gulvet. ’Giv mig den’ råber Mikkel. ’Nej, jeg vil ej!’ svarer Lukas. Mikkel bliver rasende. En pædagog går hen for at få ham til at falde ned, men før hun når at reagere, har Mikkel slået hende hårdt med en plastikklods. Men hvorfor reagerer nogle børn med vold i situationer som den? Det kommer psykolog og specialist i børneneuropsykologi Dorte Damm med bud på her.
»At reagere med vold er et udtryk for afmagt
Enten har barnet ikke lært andre måder at reagere på, eller også er situationen for overvældende og uoverskuelig. Hvis kravene er for store, bliver barnet stresset. Jo mere stresset man bliver, jo mere vil man være tilbøjelig til at reagere med vold. Nogle vil reagere indad ved for eksempel at slå sig selv i hovedet eller banke hovedet ind i væggen. Andre vil reagere udad og for eksempel sparke til møblerne.
Det er i nogen grad et temperamentsspørgsmål, men det handler også om, hvad man har lært.«
Kan alle børn reagere voldeligt?
»I princippet vil de fleste børn kunne blive voldelige. Det afhænger af temperament, men nogle børn er fra starten lidt mere vanskelige end andre. Et opmærksomhedsforstyrret barn vil lettere komme i et negativt samspil med omverdenen, men næsten alle børn vil kunne blive voldelige ved betingelser, de ikke kan magte.« »Nogle børn kommer ind i en voldelig spiral, fordi omverdenen belønner negativ adfærd. Det lyder måske mærkeligt, at voksne skulle gøre det, men det er faktisk logisk: Får vanskelige børn mest opmærksomhed, når de slår, eller når de sidder stille og leger med legoklodser? Det er et ufint spørgsmål, for et meget vanskeligt barn kræver mange ressourcer, så når barnet endelig sidder stille, kan den voksne nå noget andet. Men et barn, der er kommet ind i en ond spiral, får ofte kun opmærksomhed, når han gør noget, han ikke må, og på den måde risikerer man at understøtte den negative adfærd. Det betyder ikke, at man skal lade som ingenting, når han slår. Man skal stoppe det kort og klart, og derefter skal man gå videre til noget andet. Jo lavere normeringerne er i en institution, jo mere vil man være tilbøjelig til at praktisere ’krisepædagogik’, hvor man kun kan bruge ressourcer på barnet, når det opfører sig dårligt, og man ikke har tid til at give barnet opmærksomhed når det opfører sig positivt.«
Findes der onde børn?
»Normalt vil man sige, at adfærdsforstyrrede børn skyldes miljøet, men nyere forskning viser, at en meget lille del af de børn har reelle problemer med at aflæse bestemte følelser, som for eksempel hvornår folk er kede af det eller bange. De mangler en stopklods, for de stopper ikke nødvendigvis med at slå, fordi det gør ondt på andre. Man vil nok ikke kalde dem onde børn, men man kan godt komme til at opfatte dem sådan.
De børn behøver ikke at blive voldelige, men når de bliver voksne, vil andres angst og sorg måske ikke give særlig meget mening for dem. Nogle af dem vil leve i miljøer, hvor de bliver adfærdsforstyrrede, og hvor det ikke generer dem, hvis andre bliver kede af det. De kommer så til at fungere som en slags ’onde’ mennesker.«
»Men det er vigtigt at understrege, at ikke alle voldelige børn er sådan. Og børns adfærdsvanskeligheder behøver ikke at skyldes forældrene. Man kan sagtens have gode forældre, som man er trygt knyttet til, og alligevel komme ind i en negativ spiral i institutionen eller i hjemmet. Det kan godt være, at barnet fungerer fint det ene sted, men ikke gør det et andet sted. Barnet behøver ikke have adfærdsproblemer i alle regier. Det kan give samarbejdsproblemer mellem pædagoger og forældre, fordi man kan have svært ved at tro på, at barnet kun er adfærdsforstyrret det ene sted.«
Er der kommet flere adfærdsvanskelige børn?
»Adfærdsforstyrrelser hænger tæt sammen med kulturelle betingelser. Man ser flere adfærdsforstyrrede børn i samfund, der fokuserer på individualisme og selv
forvaltning, i modsætning til samfund, hvor man lægger vægt på social lighed og sociale egenskaber. Voldeligt tv og voldelige computerspil spiller også ind. Samfund, der forherliger vold, vil se en stigning i antallet af adfærdsvanskelige børn. Man øger også antallet af adfærdsforstyrrede børn, når familierne er fattige, og de bor i fattige omgivelser, som for eksempel i ghettoer, eller når der er dårlige institutioner med lave normeringer. Børn har brug for tid til omsorg i institutionen, især børn med dårlige hjemmebetingelser.
I Danmark har vi de seneste 10 år set en øget ulighed, og der er kommet mere fokus på individet, samtidig med at normeringerne i børneinstitutionerne er blevet dårligere. Det er med til at øge mængden af vanskelige børn.«