Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2008 Nr.: 27
Nyt om børnebøger: Krop og ånd, plot og spænding
Børnelitteratur til børn fra fem til ti år. Børn&Unges børnebogsekspert anbefaler splinternye og nyere børnebøger, der har fokus på kroppen og sjælen hos mere eller mindre vilde børn og voksne.
Af: Anne Petersen
Fornemmelse for eventyr
Fiktionspædagogik og fritidspædagogik hører sammen på en afslappende måde. Ligesom leg og gode historier gør. Børn er sultne efter historier med plot og med spænding. Her er bogen Josefine Ottesens 'Heltemod og kragelort' en perle.
Det er en helt ny bog, den første i serien om hullerikkerne fra syvstammetræet, og den foregår blandt de alfelignende hullerikker, som lever blandt krager, flagermus, egern, ugler og tudser. Vi følger tre børne-hullerikker på eventyr. Drengene Birk og Ask og Ella, den mindste, som 'bare' er en pige, og som ikke finder sig i noget, en pige, der taler, mens hun tænker, og som har temperament. Hun er en handlekraftig og eventyrlysten pige, som klarer sig hvor som helst i en farlig, spændende og udfordrende verden, selvom nogle synes, hun er så lille og irriterende, at det gælder om at slippe af med hende i en fart. Hun er et scoop som den yngste lidt Klods Hans-agtig og lidt femi-eventyrhelt. Hun er sej.

Eventyret foregår i landskabstyper som skov, eng, sø og mose - med andre ord steder, vi alle kan digte med på. Ottesen brugte også naturen som scene i sine fortællinger om alfen Roselil og hendes venner, der er et eventyr-univers med appel til samme aldersgruppes piger og pigernes foretrukne temaer, venskaber og konflikter. I den nye serie er der mere knald på og lidt mere gang i den på en anden måde, og begge køn er på banen. En farefuld rejse ud i verden og hjem igen. Som i Elsa Beskows gode gamle billedbog om de små skovnisser bliver planter og dyr brugt i fortællingen på en naturtro og eventyrlig måde. For eksempel bliver kæruld brugt til at rede op til natten ligesom hos Beskow.

"Lad os samle noget kæruld og lave en god seng."
Han pegede mod øst, hvor en tynd rosa stribe viste, at natten snart var forbi.
"Vi kan lige nå at få en ordentlig lur, inden solen
står op."
Det er klart, at både bogens tekst og illustrationer har et helt andet action-præget drive end Beskows rolige, set med nutidige øjne, langsommelige, fortælletempo.
At man skal vaske sig, spise og sove midt i rejsens eventyr er elementer, der giver stof til (pigers) fortællende legeforløb af den slags, som foregår over lang, lang tid og bruger fiktions-figurer, der går igen. Det er typiske og levende børnelitterære elementer med legeværdi. At man ustandselig bliver uvenner giver ideer til gode slåskampe ligeså.
Ask fór ind på ham og væltede ham ned i det bløde, sorte mosemudder. "Sådan," grinede han, men Birk havde ikke givet op. Splaaassh! Et øjeblik efter landede en kæmpeklat mudder lige i ansigtet på Ask.
Gode scener!

Claus Rye Schierbecks illustrationer er dejlige. De følger handlingen og er skønne og naturtætte. Man tror på hullerikkerne som en ny slags alfer.
Bogen har en cd indlagt bagi, så man kan lytte til forfatterens egen oplæsning, og hun er en god oplæser. I hendes egen fortolkning er der fokus på persontegning i replikker og tonefald. Fortællingens melodi kommer frem. Egenskaber som iver og selvhøjtidelighed, selvfedme, dumdristighed og overmod fortolkes med klarhed i det mundtlige.
Det primære publikum læser ikke denne bog selv, men vil have den læst op, her i bonusform som sagt af forfatteren selv. Ikke desto mindre ville jeg vælge denne bog som oplæsningsprojekt, hvis jeg havde en gruppe børn i alderen mellem fire-fem og ti-tolv år og havde brug for en god bog, hvor man kan vende tilbage til et kapitel hver gang. En bog med korte, velafgrænsede, handlingsmættede kapitler. Især hvis jeg havde adgang til naturnære legemiljøer. Skovnisser, alfer og hullerikker lever jo netop disse steder!

Josefine Ottesen: Heltemod og kragelort
Med tegninger af Claus Rye Schierbeck
Første del af serie. Forlaget Høst & søn, 120 sider, 199 kr.
Bøgerne om Roselil og Beskows om De små skovnisser er udsolgt fra forlagene, men kan lånes på biblioteket i ret nye udgaver.


Fornemmelse for tid
'Garmanns sommer' er en helt speciel billedbog, der virkelig bringer nyt med sig. Stian Hole har arbejdet i photoshop og leget med billedernes collage-elementer. Bogen er mærkelig, men det gør ikke noget. Den handler om en af de største begivenheder i tilværelsen, når man er fem til ti år.
De første hvepse besvimer allerede i vindueskarmen. Den sjette sommer gik alt for hurtigt. Da Garmann lukker skoletasken, mærker han en kølighed i luften. Ud af øjenkrogen ser han det første blad dale ned fra æbletræet. Før han går i seng, mærker han en sidste gang om nogle af tænderne er løse. Der er tretten timer til skolen starter.
Og Garmann er bange.

Garmann er muligvis et almindeligt navn i Norge - eller det er måske en hilsen til den kendte norske roman, Kiellands Garman og Worse, en kollektivroman fra det moderne gennembrud, som beskriver et stort handelshus i Stavanger.
Vi skal alle ud i samfundet, hvor historien og tiden går sin gang, selvom det muligvis er noget at være bange for, selvom det måske er lettere at være i barndommens poetiske univers end i udviklingstvangens trædemølle. Dér hvor voksne kan finde på at spørge, om man har sommerfugle i maven, og man spekulerer på, hvordan sommerfuglene kommer ind i maven.

Slutter barndommen med skolens start? Er alle bange for noget? Hvad vil du være, når du bliver stor? Vokser gamle damer nedad? Har du nogensinde været barn? Tiden går, og barndommens oplevelse af, at hver dag er som en tidløs evighed må ubønhørligt blive afløst af rokketænder, kommende gebis og skoleurets ringen ind til samfundets tid og tændernes løsnen sig fra kroppen. Eller hvad det nu er, denne bog handler om. Den er i hvert fald en stor oplevelse. Næste gang jeg åbner den, vil den give mig noget nyt. Poetisk, drømmeagtig og flertydig som den er. Billederne kan minde en lille smule om Monthy Pytons Flying Cirkus eller den danske billedbogskunstner Helle-Vibeke Jensens billedverden.

Jeg glæder mig til at læse den sammen med en fire-årig, jeg kender. Som mange fire-årige er han filosof og billedoplever. Men jeg ved ikke, om jeg ville læse den med ham, når han skal i skole... Men på den anden side er det vel et menneskeligt grundvilkår at kunne være bange, også når noget nyt skal ske. Og så er det jo selvfølgeligt også et børnelitterært tema.
Mange vil måske synes, den er en billedbog for voksne. Den er i hvert fald også for voksne.

Stian Hole: Garmanns sommer
På dansk ved Naja Marie Aidt
Forlaget Branner og Korch, 25 sider, 179 kr.


Ingen fine fornemmelser her
Anders Lund Madsen og Signe Lindkvist er et fast makkerpar. I bogen 'Blod, tis og tårer' er deres projekt at fortælle om kroppens funktioner på en sjov måde. Uden at være en lærebog gennemgår bogen en række forskellige kropsfunktioner på den måde, at hver oplæring kommer naturligt som svar på nogle af bogens hændelser. Den er ind imellem ret sjov, og mange væsentlige ting bliver berørt. Hvorfor får man for eksempel stribet hud af at falde i søvn på radiatoren? Hvad sker der med det, som føres igennem fordøjelsessystemet? Hvis det nu er éns mors yndlingsfingerring, gælder det om at få fat i den igen i en vis fart. Og hvad gør man så? Bogen anviser praktiske løsninger - en slags sjov anskuelsesundervisning i fordøjelsesprocesser.

Vi kommer også en tur på hospitalet, Signe har nemlig (nok) brækket benet:
"Jeg tror det er brækket," siger Signe glad.
"Så skal man have gips på og måske have krykker eller måske sidde i en rullestol."
Forfatterne bruger sig selv som faste karakterer med det samme samspil, man kender fra tv. I kapitlet om tis - som er et af de sjoveste - holder Signe op med at drikke vand, da der går konkurrence i den, og hun véd, at Anders vil drikke et glas vand mere end hende, hvis hun bliver ved. Man kan næsten se hende kigge skælmsk ud på seerne, mens hun signalerer, at vi kvinder jo må passe på sådan nogle som Anders. Vi møder også en hip hop-læge, hvis sprog man skal synes er sjovt for at kunne læse det op. Det kan det nok også blive, når han trøstende siger: "Det er ikke så wacked, som du stener over lige nu, Fætter Guf", som er en af de mere almindeligt lydende replikker fra den særprægede læge.

Tegningerne i bogen er temmelig ulækre, og det fungerer fint. Kaffepletter, snotklatter, døde dyr og makabre tandlægestole. Dejlig bog, selvom den har lidt for mange forstyrrende korrekturfejl.
Anders og Signe har aftalt at være venner for livet. Det virker postuleret og bliver ikke mere troværdigt af at blive gentaget. Som et aspekt af fortællingen vises selvfølgelig venskab i bogens handling, så venskabet er dog ikke helt uden fiktivt liv, men hvorfor det skal ledsages af gentagne, livløse kategoriske påstande, forstår jeg ikke: "På den måde lykkes det de to venner at blive ven med Sophus Emil. Men helt tætte venner bliver de aldrig." Jaså! Hvordan kan de vide, at de aldrig bliver helt tætte venner, og hvad skal læser og lytter bruge den oplysning til, når det ikke har nogen funktion i fortællingen?

Anders Lund Madsen og Signe Lindkvist:
Blod, tis og tårer - historier om kroppen
Med tegninger af Troels Carlsen
Politikens Forlag, 87 sider, 149 kr.


Fornemmelse for kropsfryd
Lilja Scherfigs 'Putte og de andre' indeholder tre historier, som på hver sin måde fortæller om følelser, om drift, venskab og mod. Der er tre meget forskellige tegnere på, og hver historie har sin egen stil, opsætning og lay-out. Det er en novellesamling som tre-i-én-billedbog.

Den første novelle, 'Putte og ræven', er en dramatisk fortælling om en hønes forelskelse i ræven. Hun er så betaget af ham, at hun om natten drømmer, at han tager en bid af hendes tæer. Når de andre høns snakker om ham, kilder det så dejligt i puttehønens mave. Forelskelser handler vist ikke altid om at være skabt for hinanden eller om, at man bliver betaget af en, der passer ind i omgivelserne. Næ, en ræv, der kommer og tager én om natten, dét er der bid i. Hønen Putte drømmer om ræven:
Putte ligger og drømmer, at hun går op ad kirkegulvet på en rød løber. Hun har en smuk kjole på. Ræven er i smoking, og bag dem går deres fem børn og holder det lange slør.

Ræven drømmer også om Putte, og til sidst får de lov at ses på prøve. Først siger de voksne selvfølgelig nul putte. Men så bliver ræven vegetar...
En virkelig dejlig fortælling om at følge sin lyst, uanset hvad samfundet, de andre, de voksne og normerne i hønsegården siger om passende og upassende kærlighedspartier. Til denne novelle hører et fantastisk dobbeltopslag, hvor Camilla Wichmann har tegnet hønen Putte hvilende trygt og godt i rævens favn. Det er sådan et billede, der egner sig til plakat. Helt vildt skønt.

Bogens anden novelle er 'Historien om elefanten Ib'. Indeni Ib bor en mus, som er elefantens sande jeg. Den lille mus fylder dog ikke meget i en elefants væsen og krop. Ib lever med en fornemmelse af at være populær udenpå og ensom indeni. Men i elefant-flokken, der lever som alle normale elefanter nu en gang som bekendt gør - med beach-volley og vandede vitser - vil problemet med at fylde sin krop ud med selvtillid også kunne løse sig. Læs selv efter.
I den sidste og tredje novelle møder vi koen Linda, som under titlen 'Linda tager kampen op' redder sin elskede Guitar-Steen fra slagteren Dræber-Bjarne. En splatterfortælling på vers:

Linda gumler græs og glor forelsket efter én,
hun er nemlig blevet vild med ham der Guitar-Steen.
Han er gårdens guitarhelt med sej og svedig smag,
Linda hvisker lidt genert: - Øh, hva' skal du i dag?
Øve spade som en gal og du skal ikke med!
smiler frække Guitar-Steen og skynder sig af sted.
Linda bøjer nakken tungt og snøfter inden i,
men så svinger Susan glad og fløjtende forbi.

Som titlen siger, tager Linda kampen op. Da slagterbilen kommer, redder hun sine venner - heriblandt Guitar-Steen - fra slagteren Dræber-Bjarne. Tegneren Otto Dickmeiss har på et helsidesopslag illustreret med en drabelig splatterscene, hvor køerne, Linda, Guitar-Steen og den rare Harry kører Dræber-Bjarne igennem kødhakkeren.
Linda får sin Guitar-helt til sidst: "Steen kan ikke vente mer', han kysser sin heltinde."
Jeg synes ikke helt, at Guitar-Steen fortjener det. Han er lidt for selvoptaget. Men sådan er det jo af og til med kvinder. De falder sommetider for de tyre, der er mere optagede af at spille guitar og kæmme deres hår, end for dem, der virkelig elsker dem! Og som er gårdens steg.

Lilja Scherfig: Putte og de andre
Tre historier med tegninger af Camilla Wichmann, Rasmus Bregnhøi og Otto Dickmeiss
Forlaget Fahrenheit, 31 sider, 129 kr.


Usynlighedsfornemmelser
Den usynlige ven er en af fantasiens problemløsningsmuligheder. I bogen 'Slip aldrig Samiras hånd' brugt som leg i en fortælling om Nadim, der ikke vil gå alene i skole. Hans mor er begyndt at arbejde og kan derfor ikke følge ham. Han må gå alene og er derfor bag en lukket dør sur og vred over, at mor ikke kan holde ham i hånden. Onklen bliver tilkaldt, og han finder på den leg, at Nadim skal holde sin usynlige lillesøster i hånden. Nadim er ikke selv bange, når der er en, han skal passe på. Nu er det sådan, at Samira, Nadims søster, er død. Men hun lever i Nadims fantasi og hjælper ham ved at skulle passes på. Det hjælper, når man skal tænke på andre end sig selv. Det er måske én af fordelene ved at begynde i skolen, mens ens fantasi stadig er magisk.

Samira forsvinder selvfølgelig, da Nadim får en rigtig ven. Historien er rørende og langt bedre, end min lille introduktion lader til at kunne få frem. Bogen er forsynet med lix-tal og har hele tiden understøttende og velfungerende billeder. Den starter med den lukkede dør allerede i opslaget. Nysgerrighedsvækkende appetitvækker. Godt med noget ordenligt læsestof, når man lige har fået hul på dette her med at læse.

Morten Dürr: Slip aldrig SAMIRAS hånd
Med tegninger af Peter Bay Alexandersen
Carlsens stribede, 50 sider, 70 kr.


Fornemmelse for hvad der skal gøres
Det sker, at børn bliver slået. Og når børn og andre mennesker ikke har det godt, kan omgivelserne se det. Men man skal have en vilje til at tage konsekvensen af det, man ser. Det handler 'Hviskelegen' om. En meget vigtig bog om vold mod børn.

En gruppe piger har en hemmelig klub, hvor de leger hviskeleg:
Anna er ny. Hun siger aldrig noget.
Vi fik ondt af hende og spurgte, om hun ville være med i hviskelegen.
Hun sad ved siden af mig i rundkredsen.
Hun hviskede så lavt, at jeg næsten ikke kunne høre hende.
Det kildede i mit øre.
Hendes ånde var varm mod min kind.
Hun hviskede: "Min far slår mig."
Jeg stirrede overrasket på Anna.
"Hvad var det, du sagde?" spurgte jeg.
Når man leger hviskeleg, sker det, man ikke er helt sikker på, hvad der bliver sagt. Anna hvisker noget, som ikke kan gå ind af det ene øre og ud af det andet.
Min far slår mig. Det er så ubærlig en sætning, at de voksne ikke mener, det kan være rigtigt, og Annas far er da meget flink. Derfor bliver den sociale sandhed om Anna, at Anna lyver. Det er det nemmeste.
Men bogens jeg-fortæller er et menneske, som nok véd, hvad der skal gøres. Så bogen bliver også en bog om, at det kan betale sig at fortælle de voksne, når noget ikke er, som det skal være. Og at hjælpen kommer, når man gør det.

Samtidig med emnets alvor griber bogen en helt almindelig hverdagsstemning, et miljø blandt piger omkring syv til elleve år, den har lege- og hverdagskultur med i de små doser, der giver liv og gør persontegning troværdig. En gennemarbejdet fortælling. Kort, vigtig og fuld af indhold. Peter Bay Alexandersens tegninger medvirker til en lun stemning uden at tage tænderne ud af et alvorligt emne.

Morten Dürr: Hviskelegen
Carlsen, 39 sider, 169,95 kr.
Udkommer 15. september


Fornemmelse for hævn
'Bomben i madkassen' er ikke ny, men den er en ny-klassiker, som er svaret på alle mobbeofres drømme om hævn. Man skal bare ikke finde sig i mobning. Michael bliver kaldt Gummi af de store drenge. Michaels far er opfinder af ting, der ikke virker. Og så er han kendt for at være lidt skør. Og fortælleren er Michaels bedste ven, Esben. Tom er chefmobber, og han er grusom, men nem at narre. Det opdager Michael heldigvis.
Denne bog er også forsynet med lix-tal. Den er stramt skrevet med et klart sprog uden dikkedarer, nærmest som en drejebog.

Og så har den et vildt godt plot. Mads Bergs tegninger er fortryllende gode, sort-hvide silhuetter, en lille smule manga-agtige. Femte kapitel hedder 'Tom din idiot'. Det er bogens spændende vendepunkt. Denne bog er et must på SFO-boghylden mellem billedbøger, kapitelbøger og tegneserier.
Dürr er utrolig god til at skrive. Tænk, at man kan skrive så gode bøger med så lave lix-tal. Da jeg var barn, var de bøger, der var forsynet med lix-tal simpelthen kedelige. Sådan er det heldigvis ikke længere. Ikke her i hvert fald. Det er en af de største udfordringer at lave gode bøger til børn, der læser lige præcis en lille smule selv, har læst et stykke tid og derfor gerne vil læse noget med lidt kød på.

Morten Dürr: Bomben i madkassen
Med tegninger af Mads Berg
Carlsens stribede, 31 sider, 70 kr.


Fornemmelse for svovl,
ild og enæggede engle

I serien 'Bibelstærk' findes nu seks bøger, der alle med god ret kan stå på fritterens boghylde. Det drejer sig om bibelfortællinger, gendigtet kort, præcist, lunt og saftigt af Peter Mouritzen. 'De onde byer' kom i 2007 som den sidste i serien. Her er de to enæggede engle-
tvillinger hemmelige agenter for Gud, sendt ud for at se, om der måske skulle være et par gode mennesker i Sodoma, bare nogle enkelte stykker, der fortjener at blive reddet inden byens udslettelse:

Oppe på sin kommando-sky havde Gud kontakt med englebrødrene. De havde alle tre spionofoner, så de kunne tale sammen i kodesprog.
- Hallo, Skjulemanden kalder jorden, sagde Gud.
- Hvor mange gode har I fundet?
Og så går operation Sodoma i gang.
Den detaljebegejstrede tegner Otto Dickmeiss har illustreret, ligesom han også med sin surrealistiske glansbillede-streg har illustreret Religionspædagogisk Centers billedudgave af 'Fadervor'. Skal man have denne billedbog i sin fritidsordning, skal man være klar til en dialog med ungerne om trosspørgsmål. Bogen er forkyndende og har en fortællerstemme, der forudsætter en fælles referenceramme hos børnene. Billederne herfra er udkommet som plakater, og illustrationen af 'Komme dit rige' forestiller et tænksomt barn med englevinger som ører og en hjerne, som bogstavelig talt og synligt for beskueren åbner sig mod himlen og er fyldt op med paradisforestillinger. Denne plakat kunne jeg godt tænke mig at have hængende i min fritidsordning.
Mouritzens lune gendigtninger af de gammeltestamentlige fortællinger om Abraham og Sarah, Sodoma og Gomorra og Lot og hans hustru fungerer med de fantastiske illustrationer selvstændigt som de gode fortællinger, de er.

Og som nævnt er de ret lune. Hør bare:
Gud sagde farvel til Abraham. Og til Sara. Han kaldte atter Sara for Hebrons rose. Gud kunne være streng, men han var god til komplimenter. Sara rødmede. Hun havde en lille svaghed for Gud.

Peter Mouritzen: De onde byer
Med tegninger af Otto Dickmeiss
ALFA, 32 sider, 218 kr.


Bodil og Lars Busk Sørensen: En bog om fadervor - og om at sidde sammen et fortroligt sted
Med tegninger af Otto Dickmeiss Religionspædagogisk Center, 56 sider, 129 kr.