Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2015 Nr.: 09 Børn&Unge som e-paper
Lær af os. Vandaktivitet styrker både motorik og relationer
Ressourcepædagog Karin A. Rasmussen arrangerer i Svendborg vandaktiviteter for børn med særlige behov, deres forældre og pædagoger. Pædagogikken i aktiviteten er effektiv.
Af: Vibeke Bye Jensen
Det ville vi
Vi ville udvide et tilbud om svømning til børn med motoriske udfordringer til at gælde for børn fra 3-6 år med særlige behov – og deres forældre. Vi har samarbejdet med barnets pædagoger, som har været med, hvis forældrene ikke har kunnet. Vi ville give fif og redskaber til at være i tættere relation med barnet. De børn, der er blevet bevilget vandaktivitet, er blandt andet sensitive og urolige børn, børn, som er udfordret på opmærksomhed og sanseintegration, børn med tilknytningsproblemer, hybermobile børn, præmature børn og børn med Downs syndrom og andre psykiske og fysiske handicap.

Sådan gjorde vi
Forældre og pædagoger har hjulpet børnene med at skabe rutiner i omklædningsrum. De har støttet børnene i at træne omklædning, gå i bad, sidde på kanten af bassinet samt at vente med at gå i vandet, til de har fået lov. Hver time har været planlagt. Vi har altid startet med den samme genkendelige sang og en samling. Herefter har børnene dykket og svømmet, gået balance på en flydemåtte og slået koldbøtter ud i vandet. De har spillet vandbilledlotteri med bolde, pustet til ’æg’ og svømmet gennem ringe. Til sidst har de slappet af ved at flyde eller ligge i en voksens arme til musik.

Det lærte vi
Vi har lært at benytte forældrenes ressourcer og kompetencer. Ved at give dem praksisviden om pædagogik i samværet med deres barn har de oplevet, at de kan guide og opmuntre barnet gennem legen og læringen i vandet. Forældrene er blevet bevidste om, at nærvær, opmærksomhed og øjenkontakt er en vigtig del af den gode relation. De har for hver svømmetime oplevet og deltaget i deres barns udvikling af rigtig mange kompetencer og udvidelse af grænser. Børnene har fået mange små sikre succeser.

Vores råd til andre
● Få aftaler om økonomi, organisering og leje af et varmtvandsbassin med ledelsen.
● Find en pædagog med erfaring vedrørende vand, motorik og sanseintegration.
● Organisering skal ske i det ressourcepædagogiske felt, hvor der er kendskab til børn med motoriske udfordringer.

Om projektet
Vandaktivitet i Svendborg Kommuner er en fast bestanddel af den ressourcepædagogiske indsats. Tiltaget har eksisteret i mere end 20 år. Der arbejdes ud fra Gudrun Gjesings bog ’Vandaktivitet – mulighedernes ocean’ og med inspiration fra Inga Friis Mogensen, motorik og handicapkonsulent. For mere information kontakt Karin Rasmussen på mail: rasmussen@svendborg.dk