Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2001 Nr.: 24
Et liv med flygtninge
Den danske pædagog Anni Kanafani mistede i 1972 sin mand ved et attentat i Beirut. På trods af den stigende politiske uro i området valgte hun alligevel at blive med sine to børn. I dag er hun grundlægger af otte børnehaver i de palæstinensiske flygtningelejre i Libanon.
Af: Birgit Baunehøj Sørensen
Hornet i bund og en heftig gestikuleren med hånden ud af bilvinduet. Hurtig og elegant fletter den grå Renault sig ind og ud mellem de andre bulede biler. Det er med livet som indsats, at Anni Kanafani hver dag kommer gennem Beiruts mildest talt sindssyge trafik. Men for hende er det hverdag. Og livet har trods alt budt på ting, der var langt farligere og mere ubehagelige end en slem morgentrafik. Alligevel viser hendes ansigt tydelige tegn på, at hun har smilet meget. Måske fra hendes mange ugentlige besøg i de børnehaver, hun i dag kan bryste sig af at være grundlægger af.
Anni Kanafani er i dag 66 år, men energiniveauet minder mere om en 25-årigs mikset med en uvurderlig bunke erfaring i bagagen. Sådan er det også nødt til at være. Anni Kanafani er nemlig leder af Ghassan Kanafanis Kulturfond, der driver otte børnehaver og to børnebiblioteker fordelt på seks forskellige palæstinensiske flygtningelejre i Libanon. Det er en opgave, der kræver alt hendes tid og bevågenhed. Men vigtigst af alt en opgave, der har spredt glæde og respekt fra de mange tusinde familier, der gennem årene har benyttet sig af børnehavetilbuddet i lejrene.

Afleverede brev i Beirut. Det var et rent tilfælde, at Anni Kanafani havnede i Libanon. Hun blev færdig som pædagog i 1958 på Kursus for småbørnspædagoger på Østerbro i København, og i 1960 tog hun sammen med to andre unge pædagoger til en konference i Zagreb og derpå videre til Dubrovnik i Jugoslavien. Her mødte hun for første gang nogle unge palæstinensere. Hun hørte deres historie, som hverken hun eller danskerne i al almindelighed havde hørt så meget om på daværende tidspunkt. Det var mest israelerne og deres nyvundne land, der var i fokus. Hun blev chokeret over at høre, at et helt folk var blevet fordrevet fra deres byer i hjemlandet, Palæstina, og nu var bosat i flygtningelejre rundt om i nabolandene. Alt sammen for at staten Israel kunne blive oprettet.
»Jeg kommer fra en venstreorienteret familie med en far, der var fagpolitisk engageret og var med i frihedskampen under Anden Verdenskrig. Som ung var jeg selv politisk aktiv og gik med i en masse fredsmarcher. Hjemmefra har jeg lært at føle solidaritet med undertrykte folk. Netop derfor var det ikke vanskeligt for mig at forstå den situation, palæstinenserne befandt sig i,« siger hun.
Igen tog hun til Jugoslavien, videre til Damaskus i Syrien og endte i Beirut, hvor hun skulle aflevere et brev til en vis Ghassan Kanafani. Det var i september 1961. Få måneder senere var de gift.
»Det var kærlighed ved første blik,« siger hun og smiler. I de næste 10 år fik de to børn sammen, Fayez og Laila. I 1964 tog de til Danmark og besøgte hendes familie, som i begyndelsen var en smule nervøse over alliancen. I Beirut nåede Anni Kanafani at arbejde i en engelsksproget børnehave, gå til arabisk, arbejde kortvarigt på den danske ambassade, undervise i rytmik på en skole, og i 1967 blev hun leder af en stor arabisk- og engelsktalende børnehave. I 1970 begyndte hun så at arbejde med et projekt for psykisk handicappede børn.
Der var hun indtil 1972.

En tragisk anledning. Når Anni Kanafani taler om sit liv og fondens børnehaver, er det ikke sorg, trods eller bitterhed, der kommer i forgrunden. Snarere en glæde, vilje- og råstyrke, der hører til de yderst sjældne. Og selvom det mest er glæde, der styrer børnehaverne i dag, så var det ikke just lutter glæde, de otte børnehaver blev grundlagt på. For anledningen var temmelig tragisk.
I juli 1972 blev Anni Kanafanis mand dræbt. Ghassan Kanafani var en særdeles kendt forfatter, journalist og chefredaktør for en stor libanesisk ugeavis, der hed Al Hadaf, som betyder "målet". Avisen skrev primært om den palæstinensiske sag. Ud-over at være forfatter til et hav af romaner, noveller og teaterstykker brugte han meget tid på at fremlægge den palæstinensiske sag og dermed sin egen sag. Noget han
evnede så godt, at selv udlandet hørte efter og forstod. Noget, som skulle komme til at koste ham livet.
En lørdag morgen satte han sig ind i sin bil foran sin bopæl i det nordøstlige Beirut sammen med sin 17-årige niece Lamees, der var på sommerferie fra Kuwait. Kort
efter sprang en bilbombe, der formentlig blev placeret af den israelske efterretningstjeneste Mossad. Han var den første af de ledende intellektuelle, der blev dræbt. Mange skulle følge efter.
Tilbage stod Anni Kanafani med to små børn, Fayez på ni år og Laila på fem år.
Familien hjemme i Danmark bad hende komme hjem, men hun valgte at blive af mange grunde. Blandt andet for børnenes skyld.
»Selvfølgelig var jeg utrolig ulykkelig, men samtidig omsatte jeg sorgen til en endnu større foragt for israelerne og så det også som en udfordring. Desuden ville jeg ikke flytte vores børn herfra. De var jo født her, var begyndt at vokse op her og havde en familie her.«

En fond blev til. Anni Kanafani samlede kræfter, og to år senere oprettede hun sammen med familie og venner fonden i hendes mands navn. Fonden blev godkendt som libanesisk NGO den 8. juli 1974, præcist to år efter drabet på Ghassan. Fondens umiddelbare mål var at udgive og fremme Ghassan Kanafanis litterære værker på så mange sprog som muligt samt lave kulturelt og socialt arbejde. For Anni Kanafani var det også et tegn til omverdenen om afsky og trods overfor hendes mands mordere.
»Nok kunne de dræbe ham fysisk, men hans stemme kunne de ikke dræbe,« siger hun med ro og overbevisning i stemmen.
Kort efter blev formålet dog ændret til også at omfatte oprettelse og drift af børnehaver, specialbørnehaver og uddannelse af pædagoger. Den første børnehave blev allerede indviet i 1974. I dag har de otte børnehaver og de to børnebiblioteker til sammen over 100 ansatte og budgettet ligger på omkring 3,5 millioner kroner. Pengene kommer fra blandt andre svenske Red Barnet, Folkekirkens Nødhjælp, Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, Norsk Folkehjælp, en masse andre internationale organisationer samt en række privatpersoner. BUPLs kongres i år 2000 bevilgede 50.000 kroner til fonden.

En borgerkrig kom i vejen. Efter indvielsen af den første børnehave i Burj Al-Barajneh lejren i Beirut i 1974 gik der kun et år, før den næste åbnede i Ain Al-Helweh lejren i Saida (på fransk: Sidon, red.). I mellemtiden begyndte borgerkrigen, og til tider var det så farligt, at Anni Kanafani flere gange måtte tage til Danmark i kortere perioder, hvor hun arbejdede som pædagog eller tog kurser. Men hun vendte altid tilbage og arbejdede videre på børnehaverne.
»Jeg var aldrig i tvivl om, at jeg ville tilbage igen,« siger hun om tiden under borgerkrigen.
Flere børnehaver blev oprettet på trods af, at borgerkrigen rasede uden en afslutning i sigte. Alle børnehaver blev beskudt under den israelske invasion i 1982, men også under lejrkrigene i perioden 1985-87. Nogle børnehaver blev så slemt tilredte, at de måtte være i deres beskyttelsesrum et helt år ad gangen. Andre måtte helt droppe at køre en normal hverdag, omend de forsøgte.
»Jeg kan huske, der var en lang periode, hvor fonden og de andre ledere ikke kunne få kontakt med de to nordlige børnehaver på grund af kontrolposter hele vejen. Det betød, at de heller ikke kunne få penge til driften,« fortæller Anni Kanafani.
Mange af børnehavernes bygninger bærer stadig præg af krigen, utallige reparationer og genopbygninger. Ligesom resten af landet.

Sommerferie i Danmark. Anni Kanafani tilbringer en længere sommerferie i Danmark hvert år. Men hun regner ikke med nogensinde at vende permanent tilbage til Danmark
»Jeg har det lige godt i begge lande. Og her i Libanon siger vi jo "en dag ad gangen". Så det er det, jeg gør: Tager en dag ad gangen Det lærte man også under krigen, for her kunne man ikke lægge planer.«
Og man ved jo aldrig. Situationen er stadig anspændt i Libanon, selvom libanesere såvel som palæstinensere lige har fejret etårsdagen for den israelske tilbagetræk-ning fra Sydlibanon efter 22 års besættelse. Det er ikke et sjældent syn, at israelske jagerfly krænker libanesisk luftrum og overflyver Libanon i lav højde. Det sker især, når der er stor uro i Gaza og på Vestbredden. Overflyvningerne gælder både de sydlige byer og Beirut, men også den nordlige by Tripoli får besøg af israelerne. Så sent som sidste år bombede israelerne elværket i Tripoli. En tydelig manifestation, der fortæller libaneserne, hvem der bestemmer.

______________________________________________________________


Ghassan Kanafanis Kulturfond
I lejrene råder Ghassan Kanafanis Kulturfond over seks børnehaver fordelt fra Tripoli i nord til Tyre i syd. Derudover er der to specialbørnehaver for udviklingshæmmede børn, hvoraf den ene arbejder med at integrere med normaltfungerende børn.
Fonden råder også over to børnebiblioteker, der tilbyder lektiehjælp, samt et projekt med gadebørn, et projekt med integration af blinde børn og et større koordineret kunstprojekt, som alle børnehaverne efterhånden har integreret i deres dagligdag. Fonden er medstifter af et pædagogseminarium, hvor de hjælper især unge palæstinensere til at få en pædagoguddannelse.
De seks børnehaver kan i alt rumme omkring 790 børn, og de tre største kører med formiddags- og eftermiddagshold. Specialbørnehaverne har plads til 35 børn, og 500 større børn benytter sig af bibliotekerne. Bibliotekerne kom først til i 1996 og 1999.
Den første børnehave blev oprettet i 1974, og den seneste blev indviet i 1981. De to specialbørnehaver kom til i 1986. Alle børnehaverne ligger i eller tæt ved de palæstinensiske flygtningelejre, som der i dag findes 11 af i Libanon.
Fonden var oprindeligt oprettet med det formål at udgive Ghassan Kanafanis litterære værker på arabisk og andre sprog samt stå for kulturelle og sociale aktiviteter blandt palæstinensere. Fonden udgiver stadig Ghassan Kanafanis bøger, hvoraf nogle er udkommet på 17 sprog i over 20 lande. To af værkerne er filmatiseret, mens andre er blevet dramatiseret på radio og teater.

______________________________________________________________


Flygtning i Libanon
Da staten Israel blev oprettet i 1948 flygtede mange palæstinensere fra Palæstina til de arabiske nabolande, blandt andet Libanon, der i dag huser 350.000 palæstinensere. Heraf bor halvdelen i flygtningelejre - områder leaset af FN. I dag eksisterer de som små, tætbebyggede byer, eftersom de ikke må bygge ud i bredden for den libanesiske stat. I Libanon har palæstinenserne ingen civile rettigheder. Det betyder blandt andet, at der er store restriktioner på, hvilke uddannelser de må tage, og de må ikke arbejde i Libanon eller eje jord eller fast ejendom. Derfor foregår der også en hel del sort arbejde indenfor lejrene. Disse vilkår betyder, at de fleste familier har børn, som uddanner sig eller bruger deres profession i udlandet og sender penge hjem til de fattige flygtningefamilier i Libanon.

______________________________________________________________


Den libanesiske borgerkrig
Den libanesiske borgerkrig varede fra 1975 til 1990. Udadtil lignede det til tider mest af alt en religiøs krig, hvilket det også til dels blev undervejs. Men krigen startede oprindeligt som følge af de store forskelle mellem rig og fattig. Det var primært højrefløjen (falangister, nationalliberale og andre hovedsaligt kristne grupper), der sad på magten. Venstrefløjen i Libanon, som primært bestod af den arabiske nationale bevægelse, socialister og kommunister (både kristne og muslimer) og forskellige muslimske grupper opponerede mod forholdene i landet.
Krigen kan i store træk deles ind i tre dele. Første del strækker sig fra 1975 til 1982, hvor venstre- og højrefløjen udkæmpede kampe, der efterhånden også blev til kristne grupper mod muslimske. Det var på det tidspunkt, at Beirut blev opdelt i en øst- og vestdel.
Anden fase af krigen gik fra 6. juni 1982 til 1984. Israel havde allerede invaderet Sydlibanon i 1978, men denne gang besatte israelerne hele landet. Invasionen stod på indtil sidste år, hvor Israel trak de sidste styrker ud af Sydlibanon. Israels invasion var primært rettet mod PLO-folk, men civile palæstinensere blev også ramt i stort omfang.
Tredje fase af krigen gik fra 1985 til 1987. Den betegnes i dag "lejrkrigene".
I 1990 sluttede den libanesiske borgerkrig officielt. Krigen skønnes at have krævet omkring 150.000 døde.
I dag har Syrien omkring 35.000 soldater udstationeret i det østlige og nordlige Libanon. Man skal gennem et utal af syriske kontrolposter, når man bevæger sig i den del af landet. I resten af landet er det den libanesiske hær, der har kontrolposter overalt. Også omkring lejrene, hvor de kontrollerer palæstinensere for våben og byggematerialer. Libanon vil ikke have, at lejrene bliver større.

Kilde: "En stat for enhver pris" af Birgitte Rahbek, Forlaget Fremad, 2000

I Libanon lever der i dag omkring 350.000 statsløse palæstinensere. Halvdelen bor under kummerlige forhold i flygtningelejre. Børn&Unge har besøgt børnehaverne og fondens danske leder. Det kan du læse om i dette og de kommende numre.