Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2003 Nr.: 21
Historier fra BUPL; Det behøver ikke at være nemt
Fagforeningen er Anni Tribes "sag", og den brænder hun for. Efter næsten 30 års fagligt arbejde og 18 år i BUPL's hovedbestyrelse er hun stolt over at have været med til at vende bøtten for pædagogfaget. Fra et image som højtskrydende, fanesvingende, røde sataner med lilla bleer og 2CV'er er pædagoger nu respekteret for deres viden og det pædagogiske arbejde
Af: Vibeke Bye Jensen
Iført praktiske, sorte støvler i kondistil, der kan klare en tur på legepladsen og i hønsehuset, er 58-årige Anni Tribe klar til endnu en dag i Børnehaven Krudthuset i Solrød Kommune. Her har hun været leder i 26 år og hedder Anni T, fordi der engang har været en anden Anni i huset. Lederjobbet har Anni T haft næsten lige så længe, som hun har været fagligt aktiv i BUPL. Hun kan lide, at hendes arbejde i afdelingsbestyrelsen i Roskilde Amt og i hovedbestyrelsen (HB) veksler med arbejdet i Krudthuset. På den måde taber hun aldrig af syne, hvad det vil sige at være pædagog. Tanken om at blive ansat i fagforeningen har aldrig tiltalt hende. Kontakten til kernen i arbejdet som pædagog har givet et jordnært udgangspunkt for arbejdet som fagligt aktiv i næsten 30 år.
"Børnehaven er mit andet hjem. Men jeg brænder også for arbejdet i fagforeningen. Og jeg er stolt over, at jeg har været med til at få ændret på pædagogfagets image. Før var pædagoger kendt som sådan nogle højtskrydende, fanesvingende røde sataner med lilla bleer og 2CV'er. Nu tør pædagoger med stolthed sige højt, at de er pædagoger. Det har taget 15 år, og det kan hurtigt vende igen sådan her," siger hun. Et knips med fingrene gjalder i luften.
Bag det ene af de to store, lyse skriveborde på kontoret i Krudthuset syner lille, spinkle Anni Tribe ikke af meget. Men ingen i Annis omgivelser kan undgå at mærke, at hun er der. Anni Tribe er kendt for sin ligefremme og direkte facon og et bramfrit sprog, når ivrigheden tager over.
Og det gør den nemt. Når talen falder på det daglige pædagogiske arbejde, på jobbet som leder, på de sidste kommunale nedskæringer og på risikoen for, at BUPL igen bevæger sig i en politisk retning, som Anni Tribe slet ikke bryder sig om. Hun er nervøs for, at det kan give et tilbageslag for pædagogers anseelse.
"BUPL skal også beskæftige sig med pædagogik. Det skal være omdrejningspunktet for vores arbejde, og den måde vi skal overleve som fagforening på. Hvis det, der sker i fagforeningen, ikke er tæt på medlemmernes hverdag, gider de da ikke at være med. Jeg er bange for, at nogle af de nye i forretningsudvalget vil noget andet. De vil igen have ideologierne ind i BUPL, og det synes jeg ikke om. For alle de resultater, vi har opnået, skulle nødig gå på gulvet på grund af en ideologi af en slags. Vi skal ikke op på nogen barrikader igen," siger hun.

Børnene i centrum. Efter et kort besøg på børnehavens kontor skal Anni T lige forsikre sig om, at alt står godt til i huset. Først vender hun brikken med sit navn, så billedet af Anni med det halvlange, grålige hår viser, at nu er hun kommet. På store tavler lige inden for døren kan alle orientere sig om, hvem i den 14 personer store personalegruppe, der lige nu er på arbejde, og hvem af de 80 børn, der er i børnehave. Og systemet, som er resultatet af en studerendes opgave, fungerer. Anni T kan også lide at udtænke systemer. Ikke for deres egen skyld, men for at lette arbejdet og overblikket.
Anni T viser stolt sin institution frem. Den blev ud- og ombygget i 1999-2000. Det har betydet bedre kontor- og personalefaciliteter, plads til flere børn og et stort, lyst og meget brugt køkken-alrum. Og selv om børnehaven ligner andre børnehaver med lange gange, garderober til børnenes tøj, og døre ind til grupperummene, er her er ingen gul, grøn eller rød stue. I Krudthuset er børnene delt i grupper på 10 børn og en voksen - for en del nedskæringer siden var der kun otte børn pr. voksen. Grupperne har navne som Sprællehvalerne, Spøgelserne og Myreklubben, og de gamle grupperum kaldes Legerummet, Hopperummet, Lerværkstedet, Beskæftigelsen og Naturrummet. Hver gruppe laver noget sammen enten formiddag eller eftermiddag, og ellers er funktionsrummene åbne og bemandet med en voksen, der kan hjælpe med leret, malingen eller de vilde lege i puderne. Anni T og de andre pædagoger tror, at på den måde har de bedre tid til hvert enkelt barn. De får et mere nært kendskab til, hvem barnet er, og hvad det har brug for.
"Vores målsætning ligger ikke og mugner i skuffen. Vi bruger den hver dag. Men desværre kan vi ikke gør det så godt, som vi har kunnet, på grund af de mange nedskæringer. Det vil sige, vi er jo "tossede" nok til at prøve alligevel. Vi løber bare meget hurtigere," siger hun.
På vejen rundt møder Anni T mange af børnene, og alle nævnes ved navn. Dem sætter hun en ære i at kunne. Ligesom hun gør alt for at være hundrede procent til stede, når hun er i børnehaven. Mellem det administrative arbejde og møder i BUPL bliver det til cirka et par timer om dagen hos børnene.
"Alt det BUPL-halløj betyder, at jeg ikke kan være så meget hos børnene, som jeg gerne vil. Men jeg forsøger at afveje, hvor meget jeg kan være væk uden at miste fornemmelsen for, hvad der sker i huset. For gør jeg det, er jeg ikke meget bevendt for personalet. Eller forældrene. Hvis de spørger mig om noget, vil jeg nødig ligne et stort spørgsmålstegn," siger hun.

Lige ud af posen. Nu er det tid til formiddagens kaffemøde. Alle voksne skiftes til at møde op i personalerummet for at dele vigtige beskeder med hinanden. Imens drikker de en kop kaffe, og rygerne får stillet hungeren. Anni T tænder en af de uundværlige Prince Light 100-cigaretter og snakker med om den nye arbejdsplan, som hun har kæmpet for at få strikket sammen dagen før. Det har ikke har været en nem opgave, efter institutionen i år har mistet 20 timer og fået pålagt at holde lukket på bestemte feriedage. En af de ansatte gør Anni T opmærksom på, at farverne på de to arbejdsplaner for ulige og lige uger er blevet byttet om i forhold til den gamle plan. Anni T siger, at det laver hun om, selv om hun sukkende og skævt grinende gør opmærksom på, at det må være det mindste problem i forhold til alle de andre, hun har haft, med at få planen til at gå op.
"Nogle får vaner mere end andre. Det må vi hellere respektere," siger hun alligevel.
De store kalendere på kontoret og i personalerummet bliver flittigt brugt. Alle aftaler og opgaver skrives ind, og selv om det ind imellem kan se uoverskueligt ud med alt det, der skal ordnes, så finder man tiden. Når man ser det over et år, er der jo mange dage at tage af, er Anni T's filosofi. Hun holder af at tage en ting ad gangen, japperi giver ofte bagslag.
Kommunikation er vigtig, og personalet mødes både til kaffemøde om morgenen og middagsmøde efter frokost. Desuden er der personalemøde hver anden onsdag og personalelørdage to gange om året. Anni T og gruppen af medarbejdere sørger for at give hinanden besked om alt, hvad der sker. Også hvis der er problemer mellem to medarbejdere eller med en forældre og en fra personalet. Anni T vil have, at der tales lige ud af posen. Det gør hun selv, og det forventer hun også af andre.
"Jeg vil have, at tingene siges lige ud hen over bordet. Der skal ikke gemmes på noget, der kan give anledning til sladder i krogene. Det er en latent mulighed på den slags arbejdsplads, som en institution er. Vi bruger hele tiden vores personlighed og er en relativt lille og tæt samarbejdende gruppe, så der skal ikke være noget, vi ikke kan tåle at tale om. Det er vi blevet gode til ved at gøre det," siger Anni T.

Min historie. Resten af formiddagen går med "sådan nogle idiotiske ting" som at få booket et lokale til et medlemsarrangement, et forsøg på at få fat i en sagsbehandler, der er involveret i en børnesag, og at få flyttet en dato for et sikkerhedssyn af legepladsen. Inden middagsmødet vil Anni T lige ud for at se, om der er noget, hun kan hjælpe med. Et par børn trænger til en hånd med overtøjet, inden de skal på legepladsen.
I garderober og på gange hænger billeder af alle de børn og voksne, som gennem årene har været i børnehaven.
"Det er min historie og også mine børns," siger Anni T. Hendes egne tre børn har gået i børnehaven. Hun finder sig selv i en yngre udgave på nogle af billederne. Forskellen fra dengang og nu ses mest i hårfarven, der førhen var mørkebrun - og så den hjemmegjorte pinkfarvede hønsestrikbluse - et modefænomen fra ungdommens tid.
Anni T's energi ser ud til stadig at være den samme. Hun kan lide at have travlt og kan slet ikke lade være med at involvere sig. Bag hårtjavserne fra det lange pandehår og de mørke, ovale briller, der korrigerer for langsynetheden, er glimtet i de lyseblå øjne altid på spring. Problemer er til for at løses, og kan man have det sjovt samtidig med, er det en dag efter Anni T's hoved.
"Jeg brænder for, at det skal fungere her, og at det fungerer godt. Også selv om der er nogle, der gør det svært for en. Men man skal jo håndtere det uanset, hvor det kommer fra. Jeg forsøger at bruge min kreative side til at finde en vej ud af problemerne. Og så har jeg lært hjemmefra, at man ikke skal lade sig byde noget. Det sagde min far altid," siger hun.

Genert pige med slag i. Hun lærte det tidligt. Pigen fra Korsør-egnen, datter af landposten, der senere blev slagtermester i Slagelse. Der var ingen grund til at bøje nakken, sagde faren hver gang, han skulle til torskegilde hos kommunen. Barndomshjemmet var et arbejdsomt sted, hvor Anni og de tre søskende tidligt fik lært at tage fat. Én krone om ugen fik de i lommepenge. Og det var ikke mange penge - selv ikke dengang i slutningen af 50'erne. Ville man tjene en ekstra skilling stod den på rengøring af slagterbutikken efter lukketid om lørdagen. Anni kunne godt finde ud af at holde sig væk fra den tjans. Den lidt vilde drengepige ville hellere hænge i de yderste grene på et træ. Sporten var, hvor langt ud man turde kravle. Belønningen fik man, når det lykkedes at dunke grenene ned på taget af de forbikørende lastbiler.
I skolen var hun et hidsigt monster, der ikke gad at finde sig ikke i noget. Hvis de andre børn forsøgte at bruge hende som boksebold, fik de bank. Så det holdt de hurtigt op med. Det blomstrende sprog fangede Anni i slagterbutikkens baglokale, hvor salgsrepræsentanterne øste af deres ordforråd. Trods den bramfrie fremtræden, som også kendetegner hende i dag, mener hun, at hun var et genert Guds Ord fra landet.
Det frie liv som cowboy bumpende på en hurtig cykelhest ud ad skovstierne i Slagelse og den manglende autoritetstro fik hende senere til at vælge pædagogfaget. Hun ville ikke spærres inde på et kontor, men have mulighed for at være ude i naturen. Anni blev tiltrukket af, at hun som pædagog selv havde indflydelse på, hvordan arbejdet skulle organiseres.
Som 18-årig flyttede Anni fra Slagelse til København med de mange fede jazzklubber. Hun havde indrykket en annonce i avisen, og snart var hun forpraktikant i institutionen Bispebjerg Terrasse. Senere mødte hun engelske Steven og blev gift. Det har de været lige siden.
Det kreative i pædagogfaget var også noget for kunstneriske Anni. Hun malede oliebilleder og solgte faktisk nogle. Troede en tid på en fremtid som maler, men fik snart hænderne fulde af både mand og børn, og det gik ikke så godt i spænd med dunsten fra oliemalingen og et erhverv uden fast indtjening.
Og så opdagede hun, at hun var vild med børnene i børnehaven. De var sjove og berigende at være sammen med. De bragte hele tiden nye vinkler ind i ens verden, hvis man havde øje for det. Og det havde Anni. Børnene skulle være i centrum. Det syntes hun dengang, og det synes hun stadig.

Fokus på det pædagogiske. I 1966, da Anni Tribes første barn kun var to måneder, begyndte hun uddannelsen til pædagog på Holte Børnehaveseminarium. Da Anni var uddannet i 1968, var det Stevens tur til at gøre sin uddannelse færdig i England. I tre år boede den lille familie i udkanten af London, Anni Tribe arbejdede et år i en såkaldt Play-group og fik sit andet barn. Kort tid efter hjemkomsten bosatte Anni og Steven sig i Solrød Kommune sydøst for København.
Anni Tribe er pragmatiker - resultatsøgende. Og så skal der helst ske noget hele tiden. Begge dele fik hun brug for, da de første alvorlige nedskæringer hærgede daginstitutionerne i begyndelsen og midten af 1970'erne. Det ville Anni ikke finde sig i. Sammen med mange andre var hun aktiv i aktionsgrupper, der planlagde og udførte aktiviteter for at gøre opmærksom på, at der ikke skulle røres ved normeringerne. Anni Tribe, der aldrig havde tænkt på at gå ind i noget politisk, var tændt. Hun kunne se, at der var behov for, at der blev gjort noget og syntes, at man skulle være ualmindelig doven, ligeglad og have store skyklapper på, hvis man ikke gik med i kampen mod nedskæringerne.
I BUPL havde man fået øje på Annis entusiasme, og i oktober 1974 valgtes hun ind i afdelingsbestyrelsen i Roskilde. Hun arbejdede mest med uddannelse og pædagogik, men gik også på kurser i forhandlingsteknik, politisk økonomi og organisation og arbejdsret. Fra 1985 repræsenterede hun sin afdeling i hovedbestyrelsen.
I begyndelsen var hun ikke imponeret over arbejdet i HB.
"Der var alt for mange, der sad og klamrede sig med arme og ben til det kartelsamarbejde med pædagogmedhjælperne, som lige var kuldsejlet. De kunne ikke have, at det var tid at tænke fremad og anderledes. Jeg havde det sådan dengang, og det har jeg stadig, at når fagforeningen lægger en strategi, skal medlemmerne synes, at det er en god ide, at tingene gøres sådan. Og strategien skal være, at der er fokus på det pædagogiske arbejde, medlemmerne udfører hver dag," siger hun.

Som i gamle dage. Dagen efter, at Anni Tribe har passet sit arbejde i Krudthuset, er de praktiske støvler skiftet ud med "mødestøvlerne". I et par sorte, korte skindstøvler med hæl og knapt så fodformet look møder hun op til hovedbestyrelsesmøde på kursus- og konferencecentret KolleKolle i Værløse ved København. Anni bliver kørt til mødet af ægtemanden Steven, der får lov at bruge bilen, mens hun er væk. Og nu kan Anni Tribe sammen med de andre HB-medlemmer fra hele landet se frem til to dages arbejde med at gnave sig gennem en lang dagsorden. Trods 18 år i HB synes hun stadig, at arbejdet med at fastlægge politikken for BUPL er lige spændende - og vigtig.
Anni Tribe er spændt på netop dette møde, for på dagsordenen er der et punkt om forbundets engagement i Fagligt Ansvar, et landsdækkende netværk af tillidsmænd og fagforeninger, der - synes Anni Tribe - vil vise deres modstand mod regeringens politik på den gammeldags måde, som var moderne i 70'erne og 80'erne med Tillidsmandsringen og alt det halløj, som hun kalder det.
"Vi har prøvet det der med at stå i Nørrebrohallen hvert andet øjeblik og svinge med fanerne. Og det tror jeg ikke, at pædagogerne gider at blive identificeret med mere. Jeg taler for den pragmatiske linje, at der skal løsninger på bordet, og at vi skal kunne færdes de steder, hvor vi kan få indflydelse. Vi skal tages alvorlig som fagforening, og det tror jeg ikke, at vi bliver, hvis vi bare render rundt på barrikaderne og demonstrerer hele tiden. Det vil pine mig, hvis vi nu skal på vej væk fra det, som mange af os har arbejdet for i de sidste 15 år," siger Anni Tribe.

Jeg siger min mening. Punkt 10 på dagsordenen, BUPL's engagement i Fagligt Ansvar, er først på dagsordenen på HB-mødets anden dag. Og det giver anledning til en heftig debat på to timer med 28, der vil på talerlisten. Anni Tribe er en aktiv deltager og beder om ordet flere gange. Hun siger blandt andet:
"Jeg har været med så længe, at jeg ved, at det er ufatteligt vigtigt, at vi afvejer, hvad vi går med i. Det her ligner en protestbevægelse, og det får vi aldrig medlemmerne til at gå med til. Der er mange måder at rejse sig på, gøre modstand på, få indflydelse på. Men det, jeg hører her, er problematisk."
I en pause skal Anni Tribe have en velfortjent kop kaffe, og heftigheden i debatten skal pustes ud af kroppen med røgen fra mindst en cigaret. Kollegerne fra hovedbestyrelsen finder efterhånden også vej til pausekaffen, og Anni og et par stykker mere genoptager diskussionen fra mødet. Brudstykker af forskellige meninger baner sig vej gennem røgen. Nogle af de HB-medlemmer, som er stærkt engagerede i Fagligt Ansvar, taler for, at det er nødvendigt at gøre modstand mod regeringens mening om, hvordan den offentlige sektor skal udvikle sig.
Teskeen fordeler i et hidsigt tempo mælken i kaffen. Cigaretten vipper ivrigt mellem højre hånds fingre og forsøger at understrege den pointe, som Annis lidt hæse, nasale stemme vedholdende gentager:
"Det er ikke det, vores medlemmer ønsker. Vi risikerer at støde dem fra os. Jeg er bange for, at vi mister medlemmer, hvis vi melder os for kraftigt ind i en protestbevægelse en bloc."
Andre i HB er knap så bange for at det vil ske, så efter endnu noget debat vedtages punkt 10.
Anni Tribe har mange års erfaring i at lugte sig frem til det politiske spil, der foregår. Og én ting er hun sikker på:
"Jeg sidder her jo for at sige min mening. Det politiske spil kan være frustrerende, men der er hele tiden noget at lære, så det er da interessant. Det kan godt blive lidt træls, hvis det kører i ring, og vi ikke når nogen steder. Men det skal til nogle gange, så det er i orden. Det behøver ikke at være nemt."