Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2017 Nr.: 20 Børn&Unge som e-paper
TEMA. Æstetikken skal tilbage i pædagogikken
Der er brug for mere sanselighed i pædagoguddannelsen, mener lektor Nils Falk Hansen. Han håber, at ny bog om æstetik i pædagogik og etablering af en kreativ-æstetisk profiluddannelse kan give akademiseringen af uddannelsen modspil.
Af: Trine Vinther Larsen
Pædagogstuderende burde danse og rappelle op og ned ad de høje betonsøjler her i foyeren,« påpeger Nils Falk Hansen, lektor på pædagoguddannelsen på Professionshøjskolen Absalon, hvor Børn&Unge møder ham.
Men her i den stilrene, moderne bygning ses ingen tegn på udskejelser. Nærmeste nabo er Roskilde Universitet, og Absalon ligner også mere et universitet end en professionshøjskole.
»Det er nærmest som at træde ind i et mausoleum over de døde kroppe, og man kunne et øjeblik tro, at vi uddannede antropologer eller adfærdspsykologer, der skal ud at være kritiske observatører – ikke pædagoger, der også skal være handlekompetente praktikere,« konstaterer lektoren, som er bekymret for de senere års udprægede akademisering af pædagoguddannelsen.
»De studerende trænes i at dekonstruere teoretiske begreber helt tilbage til antikken, men hvis man som pædagog skal kunne facilitere dannelsesmiljøer for børn, handler det især om at have samme legende og undersøgende tilgang til verden, som børnene har. Men legelysten er det første, der dræbes, når ens uddannelsesmiljø ligner en revisorskole, og man bliver bænket i et auditorie til tre timers teorieksercits om dannelsesbegrebets historie,« siger Nils Falk Hansen.

Savner sanseligheden. Tidligere lå fokus i uddannelsen meget mere på kropslige, kreative, sanselige og æstetiske udfoldelser som musik, drama, teater og billedkunst. Det er nogle af traditionerne fra dengang, som Nils Falk Hansen savner i pædagoguddannelsen.
Sammen med en række praktikere og teoretikere indenfor de mere æstetiske tilgange til pædagogik har han netop udgivet grundbogen ’Æstetikken tilbage i pædagogikken’. På Professionshøjskolen Absalon er han involveret i en ny kreativ-æstetisk profiluddannelse, som ventes udbudt for pædagoger fra efteråret 2018.
»Jeg ønsker ikke et nostalgitrip tilbage til 1970’erne, hvor seminarierne genlød af bongotrommer, og man udforskede, hvordan det var at være blind ved at mørklægge hele skolen. Men jeg mener, at vi har mistet et værdifuldt element i uddannelsen ved at lade akademiseringen tage overhånd,« siger Nils Falk Hansen, der dog også har meget godt at sige om akademiseringen.
»Jeg er ikke ude på at polarisere. Når jeg taler for en styrkelse af kroppen i pædagoguddannelsen, betyder det ikke, at teori er ligegyldig. Man taler meget om den upåagtede faglighed, og her har de teoretiske begreber hjulpet os med at se og sætte ord på, hvad vi pædagoger fagligt kan byde ind med, også på en måde, så policymakers forstår det,« siger Nils Falk Hansen.

Nillers ninjaskole. Lektorens håb er, at bogen og profiluddannelsen kan bygge bedre bro mellem teori og praksis og krop og tanke for fremtidens pædagoger.
»På den nye profiluddannelse vil vi lægge vægt på at facilitere eksperimenterende, improvisatoriske og sanselige pædagogiske miljøer. Børns egne læreprocesser er et magisk eksempel på, at når vi engageres i et materiale eller udforsker kroppens muligheder, så sætter det tankeprocesser i gang,« siger Nils Falk Hansen, der selv forsøger at få mere krop ind i sin egen undervisning på uddannelsen.
I et forløb om kroppen i rummet dansede han boogie woogie med de studerende og Lavede Onkel Nillers ninjaskole rundt på Campus. Og Bourdieus habitusbegreb præsenterede han gennem en fortælling om Bordieu som postfunktionærens søn, der kom fra beskedne kår og ind på eliteuniversitetet i Frankrig.
»Så bliver sociologen Bordieu pludselig en kindred spirit, der også syntes, at lange ord var svære. Vi skal bruge teorierne på en måde, så de bliver vedkommende og ikke går i karussel om sig selv. Den viden, vi får på uddannelsen, skal vi kunne få til at leve i os selv, og dermed også ude i praksis, hvor vi møder børnene og brugerne,« siger Nils Falk Hansen.

BOGTIP!
’Æstetikken tilbage i pædagogikken’, Forlaget Dafolo 2017, giver med indlæg fra blandt andre Lene Tanggaard, Bennyé D. Austring og Lulle Zahle inspiration til debat om den æstetiske fagligheds vilkår på pædagoguddannelsen, i dagtilbuddet og på kunstværkstedet. Lektor ved Professionshøjskolen Absalon Nils Falk Hansen har redigeret den.