Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2012 Nr.: 07
TEMA: TRAUMATISERET. Fordomme skygger for den rigtige pædagogik
Abdullah Hamidi er pædagog og flygtning fra Afghanistan. Han har erfaret, at fordomme om flygtningebørns adfærd kan forhindre pædagoger i at hjælpe traumatiserede børn med at komme videre.
Af: Vibeke Bye Jensen
Abdullah Hamidi var kun to år, da hans familie flygtede fra Afghanistan. Familien boede i Iran, indtil krigen mod Irak gjorde tilværelsen umulig, og familie måtte flygte til Indien. Også her følte faderen, der havde været i opposition til styret i Afghanistan, sig truet på livet, og han flygtede til Danmark. Tre år senere fik resten af familien lov til komme hertil. På det tidspunkt var Abdullah Hamidi 15 år.
Abdullah Hamidi er nu 32 år og er faldet godt til i Kolding, hvor hans familie bosatte sig, og det er også her, han har uddannet sig til pædagog sidste år. Han arbejder i dag i en børnehave. Abdullah Hamidis liv har været præget af de mange flytninger og den sene ankomst til Danmark. Hans far var påvirket af forfølgelserne, flugten og usikkerheden om familiens skæbne.

Fri af traumer. Men i dag betragter Abdullah Hamidi sig som dansker. Han mener, at han har klaret sig fri af invaliderende traumer, fordi hans forældre har sørget for at værne ham og hans søskende mod de svære ting i familiens liv.
Så heldige er alle flygtningebørn ikke. De lider selv af svære traumer eller lever i familier, hvor forældrenes traumer præger deres opvækst. Det kan give forskellige adfærdsmæssige problemer og gøre det vanskeligt for børnene at indgå i relationer og dermed fungere i daginstitutionens fællesskab. Derfor har disse børn særlig brug for hjælp og støtte fra pædagogerne.
Ifølge Abdullah Hamidi sker det desværre ikke altid. Den største forhindring er pædagogers fordomme over for de tosprogede børn og deres familier.
»Mange pædagoger misforstår signalerne og giver barnets kulturelle baggrund skylden for den anderledes adfærd. Eller de har direkte fordomme om, at mange etniske familier ikke opdrager deres små børn, og at de derfor har en forstyrret adfærd, som det er svært at gøre noget ved. Men det er synd, at man kategoriserer disse flygtningebørn på den måde, for de har virkelig brug for, at deres vanskeligheder bliver set, og at de bliver hjulpet,« siger han.

Overser signaler. Et andet problem er, at pædagogerne ikke altid ved, at de børn af anden etnisk herkomst, som kommer i daginstitutionerne, er flygtninge og derfor kan have haft traumatiserende oplevelser. Det betyder, at pædagogerne overser signalerne om behov for hjælp, som disse børn sender.
Et tredje problem er berøringsangsten for at involvere sig i de ofte uhyggelige oplevelser, som flygtningebørn og deres familier har været udsat for. Måske af misforstået angst for at gøre slemt værre, mener Abdullah Hamidi.
»Mange af de børn, som er flygtninge, eller som kommer fra flygtningefamilier, er ofte meget lukkede, fordi de ikke er vant til at blive set. Man skal grave meget dybt for at finde frem til den egentlige årsag til deres problemer, og det tager lang tid, fordi de har mistet tilliden til voksne. Børnene viser, at de har brug for hjælp, men de gør det måske på en måde, så man ikke umiddelbart kan regne ud, hvad årsagen til deres problemer er. Derfor er det ikke godt, hvis pædagogerne slet ikke prøver og ikke tør involvere sig og finde ind til kernen af problemet,« siger han.

Prøver at overleve. Når man som pædagog møder børn med traumer eller børn, som kommer fra traumatiserede familier, har de ofte ikke fået nogen behandling eller hjælp. Abdullah Hamidi oplevede i et asylcenter, hvor han arbejdede, at ingen behandlede flygtningenes problematikker eller bare lyttede til deres beretninger om krig, tortur, forfølgelse, fængselsophold, drab af nærmeste familie og meget mere af det, der kan give traumer.
Det betyder, at pædagogerne i daginstitutionen kan være nogle af de første, der viser interesse for familiens og barnets baggrund, hvilket gør det endnu vigtigere, at det sker. Også selvom det kan være svært at opdage, at et barn er traumatiseret.
Børnene selv eller deres forældre kan have oplevet så skræmmende ting, at det måske har påvirket deres udvikling og personlighed. Det kan gå ud over forældrenes evne til at være ansvarlige forældre for deres børn, fortæller Abdullah Hamidi.
»Det betyder, at børnene hurtigt bliver små voksne, der tager stort ansvar for sig selv, for søskende og også ofte for forældrene. Deres mulighed for tidlig tilknytning har måske ikke haft de bedste vilkår, og de har svært ved at indgå i venskaber og i et fællesskab. De udvikler en overlevelsesstrategi i stedet for en strategi for at mestre alt det nye, og det betyder, at de ikke lærer noget af alt det, der foregår i børnehaven – snarere tværtimod,« siger han.

Brug for forudsigelighed. Abdullah Hamidi mener, at flygtningebørn i særlig grad har brug for forudsigelighed og ro.
»Der skal skabes tryghed, så de børn, der har det svært, kan finde ro. De skal føle, at der er styr på tingene, og at nogle voksne ved, hvad man skal. Mange har også godt af at få taget et ansvar fra sig og få lov til at være børn. De har brug for at blive mødt af en tydelig og autentisk voksen. Værdsættelse og anerkendelse bliver man stor af, man får selvtillid og selvværd, som måske er noget, de her børn ikke har så meget af,« siger han.
Mange af børnene er måske blevet truet, angrebet eller svinet til eller det, der er værre, af soldater, myndigheder og andre folk i deres hjemland. Så de er mistroiske og fjendtligt indstillet over for alle, de møder. Derfor ved de ikke, hvordan man indgår i samspil med andre børn og med voksne. De ved ikke, hvordan man kommer med i en leg, så det skal de hjælpes til at lære, mener Abdullah Hamidi.
»Vi udfører et meget vigtigt arbejde, og mange gør det godt, men vi kan også gøre det bedre. Det sætter måske begrænsninger, at vi ikke har de bedste ressourcer. Men jeg synes ikke, at pædagoger må holde op med at være nysgerrige i forhold til de børn, der kommer i daginstitutionen, for ofte er der kun os til at gøre opmærksom på barnets problemer og hjælpe det,« siger han.
Pædagoger kan også være med til at give flygtningene et godt indtryk af Danmark og det at være dansk.
»Vi repræsenterer jo også danskhed, som gerne skulle være respekt og tolerance for forskellighed. Ved at efterleve det kan vi være med til at give disse børn og deres familier en god start, så vi i sidste ende får nye danskere, der vil bidrage med noget godt,« siger han.

Gode råd fra Abdullah
• Giv ikke barnets kulturbaggrund skylden for dets adfærd. Langt alvorligere problemer kan ligge til grund.
• Kig grundigt på dine egne fordomme.
• Vær nysgerrig i forhold til barnet og familien.
• Vær anerkendende og en tydelig og autentisk voksen.
• Behandl familierne med respekt. De er her i landet, fordi de ikke kan være i deres hjemland, ikke fordi de vil nasse på vores samfund.
• Spørg, og lyt, selvom det kan være ubehageligt at høre de ofte voldsomme historier.