Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2016 Nr.: 12 Børn&Unge som e-paper
TEMA: PRESSEDE SENIORER. Nedslidte
seniorer vil ud af vagten
Hver anden pædagog over 55 år tager medicin eller får anden behandling på grund af nedslidning. Mange kan ikke se sig selv arbejde frem til pensionsalderen.
Af: Marie Bille
De var unge i en svunden tid, hvor pædagoger tog på koloni med børnene om sommeren og røg cigaretter på legepladsen. De har oplevet og gennemlevet et hav af pædagogiske trends, omstruktureringer og nedskæringer. Med andre ord: De har en erfaring, der er til at tage og føle på. Men et langt arbejdsliv som pædagog har også sin pris.
Mere end hver anden pædagog over 55 år oplever tegn på nedslidning, der kræver behandling, som for eksempel smertestillende medicin. Det svarer pædagogerne i en ny undersøgelse, som BUPL har foretaget blandt medlemmer over 55 år.
’Det er rigtig hårdt fysisk og psykisk at arbejde i en kommunal daginstitution, der år efter år udsætter medarbejderne for store besparelser og færre og færre hænder til det pædagogiske arbejde. Jeg er allerede slidt op nu i en alder af 55 år, har rygproblemer og stressproblemer’, skriver en pædagog i undersøgelsen og fortsætter:
’Jeg kan ikke se mig selv have kræfter og fysik til at arbejde frem til min pensionsalder’.

Kronisk ondt. Gaby Petersen er 56 år og arbejder som pædagog i den private institution Sydvestmors Børnehave og Vuggestue på fuld tid. Et arbejdsliv gennem næsten 40 år som pædagog kan mærkes i kroppen.
»Jeg har nærmest kronisk ondt i ryggen. Det betyder, at når jeg når til fredag, så er jeg mere end godt brugt. Herhjemme har jeg ikke overskud til at gå i haven. Altså, det er der slet ikke overskud til, « siger hun.
Især de mange daglige løft op og ned af både børn og inventar i institutionen giver Gaby Petersen problemer med smerter.
»Kroppen begynder at sige fra. Når vi ikke er så mange til at deles om arbejdet, skal man være hurtigere, og vi er færre til at dele slæbet,« siger Gaby Petersen, der også oplever, at arbejdet sætter spor på det mentale plan. Det går ud over fritiden.
»Jeg oplever dårligere nattesøvn og har svært ved at overkomme noget som helst, når jeg kommer hjem. Hvis jeg sætter mig på en stol, falder jeg nærmest i søvn i utide. Det er sådan nogle ting,« siger hun.

På medicin. I BUPL’s undersøgelse blandt de ældste pædagoger svarer 53 procent, at de oplever tegn på nedslidning, der kræver behandling som for eksempel smertestillende medicin.
Størstedelen – 30 procent – melder, at de oplever fysisk nedslidning, mens 4 procent oplever psykisk nedslidning og 18 procent oplever begge dele.
Det resultat vækker genklang hos Mette Aagaard Larsen, faglig sekretær i BUPL. Hun er ikke overrasket over resultatet, men kalder det trist.
»Når jeg har arbejdet med pædagoger, der har været mange år i faget, har jeg også selv oplevet, at de er nedslidte. Det er et ekstremt krævende job både fysisk og psykisk at være pædagog,« siger hun.
De senere år er den gennemsnitlige pensionsalder for pædagoger steget stødt fra 62,8 år i 2012 til 64,5 år i 2016, viser de nyeste tal fra PBU – Pædagogernes Pensionskasse.
Stigningen hænger først og fremmest ­sammen med de ændrede efterlønsregler, der har udskudt pensionisttilværelsen for mange. Og nu har regeringen planer om at sætte pensionsalderen yderlige op.
Det forholder BUPL sig stærkt kritisk til. Mette Aagaard Larsen mener, at der er behov for at se med alvor på de konsekvenser, det har for pædagogerne, hvis de skal arbejde endnu længere, før de kan trække sig tilbage. Hun efterlyser en dialog med arbejdsgiverne om, hvordan de ældre pædagoger kan få bedre vilkår, så de kan holde til de ekstra år på arbejdsmarkedet.
»Altså, kan man virkelig leve med, at halvdelen af pædagogerne på 55+ bliver nødt til at tage medicin for at gå på arbejde hver dag?« spørger hun.

Aldersbetingede skavanker. Det spørgsmål sender Børn&Unge videre til Kommunernes Landsorganisation (KL). Men her virker Marianne Brinch-Fisher, afdelingschef i Arbejdsgiverpolitisk Center, ikke alarmeret over undersøgelsens resultater. Hun sætter i stedet spørgsmål tegn ved, om pædagogernes svar i undersøgelsen mere dækker over ’aldersbetingede skavanker’ end egentlig nedslidning.
»Jeg synes, at man skal passe på med at anvende begrebet nedslidning i flæng. Man bør skelne mellem egentlig nedslidning, og hvornår vi kan mærke alderen i forhold til fysikken,« siger hun.
Marianne Brinch-Fisher mener, at problemerne skal løses i den enkelte kommune og på den enkelte arbejdsplads, og kolleger og ledelsen i institutionerne må tage hensyn til de ældre pædagoger i hverdagen, hvis behovet er der.
»Man må jo sørge for at have en dialog på arbejdspladsen, hvor også ledelsen tager højde for, at vi kan byde ind med forskellige ting. På mange arbejdspladser har man fået hjælpemidler, der kan afhjælpe tunge løft, og så skal man være opmærksom på at hjælpe hinanden i hverdagen,« siger hun.
Marianne Brinch-Fisher mener ikke, der er behov for, at arbejdsgiverne sikrer seniorer bedre vilkår på arbejdspladserne i form af særlige rettigheder.
»Jeg mener ikke, at det er rettigheder, der er påkrævet i forhold til det her,« siger hun.
Hvad er det så?
»At man tager ansvar for hinanden i hverdagen.«

Smutter hurtigt. I BUPL-undersøgelsen giver flere af pædagogerne udtryk for, at de ønsker at trække sig fra arbejdsmarkedet, så snart økonomien tillader det. Det gælder også Gaby Petersen, som har otte år tilbage på arbejde endnu, før hun kan gå på efterløn.
»Jeg skal blive ved, til jeg er 64 år, så der er ikke så meget at rafle om,« siger hun med et suk.
Pædagogerne angiver forringede vilkår og øget arbejdspres som årsager til, at de gerne vil ud af vagten så hurtigt, som muligt.
’Arbejdsvilkårene i de kommunale daginstitutioner er blevet meget barske og præget af dårlige normeringer. Arbejdsglæden går
fløjten, når man ikke kan være glad for og stolt over det arbejde, man udfører’, skriver en pædagog i en kommentar i undersøgelsen.
’Arbejdspresset og opgaverne er blevet større og mere komplekse i de senere år, ikke mindst efter den nye skolereform’, skriver en anden.
I pensionskassen PBU oplever markedskonsulent Susanne Waage Brinch, at især omstruktureringer kan få betydning for pædagogernes lyst, eller mangel på samme, til at arbejde i en høj alder.
»Når der sker omstrukturering på arbejdet, så tænker folk på at stoppe. Det oplever jeg rigtigt meget. Der er jo mange omstruktureringer, og er man omkring de 60 år, så tænker man: Ej, jeg orker det ikke,« siger hun.

Nedsat tid hjælper. Et job med færre timer vil kunne holde flere af de ældre på arbejdsmarkedet længere, viser undersøgelsen. 25 procent af pædagogerne svarer, at de ville blive længere på arbejdsmarkedet, hvis de fik mulighed for at gå ned i tid. 26 procent svarer, at de ville blive, hvis de kunne gå på nedsat tid og samtidig få udbetalt pension som supplement til lønnen.
Den mulighed eksisterer faktisk, men næsten ingen benytter sig af den, forklarer Susanne Waage Brinch fra PBU.
»Hvis man går 5 eller 10 timer ned i tid, så kan man få en ordning med delpension, så man kun får noget af pensionen udbetalt,« forklarer hun.
Man kan også vælge at få alderssummen udbetalt, og på den måde har pædagoger faktisk en mulighed for at trække sig tidligere, end hvis de venter, til de kan gå på efterløn.  
»Mange kan få den udbetalt allerede ved 60 år,« siger Susanne Waage Brinch og forklarer, at en fordel ved det er, at man bevarer sine forsikringer på pensionsordningen, og at man gemmer sin løbende pension til senere.
»Det kan være, at pædagogerne ikke er opmærksomme på det, for almindeligvis tænker man, at der er efterløn eller pension. Man tænker ikke på, at der er mellemveje,« siger hun.

Om undersøgelsen
Undersøgelsen af de 55+ årige pædagogers vilkår og forventninger til arbejdsliv og pension er sendt til 2.021 medlemmer af BUPL, som er over 55 år. Undersøgelsen er gennemført fra 7. juni til 20. juni 2016. 40 procent har svaret på alle spørgsmål.

Se grafik fra resultaterne af undersøgelsen på side 15 i Børn&Unge nr.12:
Børn&Unge nr. 12