Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2015 Nr.: 05 Børn&Unge som e-paper
TEMA: RADIKALISERING. På vej til radikalisering. Her er de tegn, som får advarselslampen til at blinke
Unge kan vise mange forskellige tegn på, at de er på vej ud i ekstremistiske og radikaliserede miljøer. Tegnene varierer fra ung til ung, men nogle tegn er gennemgående.
Af: Maja Hansen
Indadvendte
De unge holder op med at søge selskab. De kommer mindre i klubberne eller holder helt op med at komme. De bruger mere tid på ting, der ikke involverer andre mennesker, for eksempel at spille meget computer alene. De stopper med at se deres
ikkeekstremistiske venner.

Ekstreme holdninger
De unge giver udtryk for ekstreme holdninger, intolerance over for andres synspunkter, udemokratiske værdier og had mod andre befolkningsgrupper. Det kan for eksempel være jødehad, et ringeagtende syn på kvinder, eller at de støtter sharialoven eller terror-organisationer som IS eller Al Qaeda. De kan også hylde terror-
angreb som på Charlie Hebdo eller i København.

Intensiverer troen
De unge går fra at være meget troende til også at være prædikende. De går i moskeen hver dag og beder mange gange dagligt.

Udseende
De unge ændrer udseende ved for eksempel at gå i kjortler og få salafistskæg eller gå med tørklæde. Det kan være et tegn på, at de er kommet ud i mere ekstreme religiøse miljøer.

TV
De unge ser meget eller udelukkende arabisk tv fra deres hjemland. De ser mange pseudodokumentarer om konspirationsteorier. Gennem dem etablerer de en ’de er alle imod os’ -mentalitet.

Ændrer vaner
De unge forandrer sig meget og dropper ud af skolen. De begynder at hænge ud i miljøer med andre ekstremister eller tager til møder med Hizb ut-Tahrir.

Dehumanisering
De unge får fjendebilleder. De holder op med at se de personer, de betragter som deres fjender, som rigtige mennesker. Dehumaniseringen kan så bidrage til at legitimere voldshandlinger. De argumenterer for ’absolutte løsninger’, for eksempel at udrydde en bestemt befolkningsgruppe.

Det viser undersøgelsen
Vi spurgte:
»Hvilke tegn ser I på, at de unge er på vej til at blive radikaliserede?«
Sådan svarede de:
74 procent lægger mærke til, at de unge giver udtryk for intolerance over for andres synspunkter, afviser demokratiske principper eller udviser had mod bestemte grupper.
35 procent ser, at de unge får nye venner og har relationer til personer eller grupper, der giver anledning til bekymring, eventuelt personer som er kendt for kriminalitet eller ekstreme holdninger.
26 procent oplever, at de unge giver udtryk for ’absolutte løsninger’, for eksempel, at en bestemt gruppe skal fjernes, eller at noget skal bombes.

Kilde: Survey blandt 360 klubpædagoger, interview med pædagoger, 'Metoder i arbejdet med radikalisering' fra Social- og Integrationsministeriet, 2012.