Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2012 Nr.: 09
TEMA: DRUK OG SVIGT. Barndommen druknede i rødvin
Opvæksten i en familie med alvorlige alkoholproblemer har været en lang kamp for pædagog Rikke Krabsen Bredahl, der i dag, længe efter forældrenes død, stadig mærker konsekvenserne. I en årrække forsøgte hun forgæves at få kommunen til at hjælpe familien.
Af: Laura Philbert
En varm sommerdag i 2006 mærkede Rikke Krabsen Bredahl pludselig, hvordan al energi flød ud af hende. Efter 19 års kamp med en dybt alkoholiseret mor og en kommune, der ikke lyttede til hendes skrig om hjælp, kunne hun ikke mere.
»Jeg ventede mit andet barn, og det gik op for mig, at jeg ikke kunne byde mine børn og min nye lille familie det liv, min mors sygdom pålagde mig,« fortæller hun.
»Jeg kunne ingenting. Mindst af alt tage mig af mine mors problemer. Og så blev jeg sygemeldt med massive symptomer på stress og en belastningsreaktion.«
Forud lå en opvækst, der, fra Rikke var 12 år, var præget af moderens alkoholmisbrug og en årelang forgæves kamp for at råbe den daværende Arden Kommune op. Rikke mener, at hendes mor fik lov til at styre slagets gang og benægte det store alkoholproblem, der i sidste ende kostede hende livet.
Rikke, som er uddannet pædagog, har skrevet en bog om sin opvækst i alkoholens skygge og kommunens svigt. Bogen ’Til sidste dråbe’ består primært af et langt brev, som Rikke skrev til sin mor, efter at hun som voksen havde brudt kontakten. Hun vidste ikke, om hendes mor nogensinde skulle læse brevet, men skrev det for at få sat ord på sine oplevelser.
»Bogen blev en ventil, hvor jeg kunne få afløb for mine frustrationer og afmagt over for systemet,« siger Rikke, der i dag er 37 år og venter sit tredje barn. Siden 2006 har hun været sygemeldt og er nu blevet tilkendt fleksjob.

Tag børnene alvorligt. Da Rikke og hendes søskende kontaktede kommunen i 2003 og fortalte om situationen i hjemmet, fik de at vide, at der ikke var noget at gøre, medmindre de ville indberette deres mor.
»Når børnene selv kontakter kommunen, er de er så pressede, at de ikke ved, hvad de ellers skal gøre. Vi var nervøse for, hvad det ville betyde for vores familie, hvis vi underrettede vores mor. Det er forbundet med meget skyld at skulle stikke sin egen mor til kommunen på den måde,« fortæller Rikke om grunden til, at børnene ikke indberrettede moderen.
Det var Rikkes mand, Carsten, der indsendte en anonym underretning om omsorgssvigt over for den yngste bror, Mads, som på det tidspunkt var 15 år. Herefter håbede Rikke og hendes søskende på, at de fik hjælp til at håndtere moderens eskalerende alkohol­problem. Men støtten fra kommunen kom aldrig.
»Min mor fik lov til at styre showet og benægte, at hun havde et alvorligt problem. Alkoholikere skal selv ønske at få hjælp, men forældrene bør ikke have lov til at tage børnene med i faldet,« siger Rikke.

Da alting blev forandret. De første 12 år af Rikkes liv husker hun som lykkelige og ubekymrede i kernefamiliens trygge favn. Men da hendes far i 1987 blev ramt af en tidlig demens, der skyldtes et stort alkoholforbrug, vendte det op og ned på familiens tilværelse.
»Jeg var ikke klar over, at min far drak for meget, og det var ikke et problem for mig i min barndom. Men efter at han blev syg, ændrede han sig fuldstændig mentalt, og vores hverdag blev vendt på hovedet. Han gik fra at være et aktivt, udadvendt menneske til at sidde derhjemme på invalidepension,« fortæller Rikke.
Rikkes mor stod pludselig som 37-årig med en mand, hun knap kunne genkende, og eneansvaret for fem børn. Det var her, at hendes drikkeri begyndte og med tiden opslugte hende. Hun mistede sit arbejde og blev depressiv og indadvendt.
»Når jeg blev sendt af sted på indkøb, stod der flere og flere øl på indkøbslisten, og min mor blev gradvist mere fjern. Graden af omsorg for os børn svandt ind i takt med, at fokus på alkoholen voksede,« fortæller Rikke.
Rikkes forældre begyndte begge at drikke mere, og skænderierne tog til. Med tiden overtog børnene pligterne i hjemmet. Rikkes mor var efterhånden fuld hver eneste dag, og børnene gjorde rent, købte ind og lavede mad.
»Alt, hvad der kunne være dysfunktionelt i familien, var det. Min mor havde intet overskud, og min far var psykisk syg,« siger Rikke.
Rikke husker irritationen over moderens forsøg på at skjule sit drikkeri ved at drikke af kaffekrus. Hun drak i smug i bryggerset, og hun drak øl bag en høj køkkenlåge. Det var ingen hemmelighed, at moderen drak, hverken for børnene eller omgivelserne. Alle kunne se ølkasserne i carporten, og Rikke hadede det.

Det store ansvar. Rutinerne skred, og som den næstældste i søskendeflokken lærte Rikke at tage ansvar for familien, så godt hun kunne.
»Da far blev syg, havde mor eneansvaret for os børn, og derfor var det så meget værre, at hun blev alkoholiker. Hun kunne ikke engang tage ansvar for sit eget liv, så vi blev mere eller mindre overladt til os selv,« siger Rikke.
Familien havde før levet et udadvendt og socialt liv, men nu trak venner og naboer sig væk. De spurgte flygtigt ind til hendes familie og sendte nysgerrige blikke, når de passerede familiens hjem, men de færreste kontaktede forældrene.
»Når ingen andre tager sig af børn af alkoholikere, ender børnene med at tilsidesætte sig selv og deres behov. Og de mange års psykiske belastning fra min opvækst, hvor jeg ikke har levet mit eget liv, har givet mig store udfordringer med at blive et helt menneske igen. Når et barn står med så meget ansvar, bliver livets uskyld brudt,« siger Rikke om de mange års druk og svigt.
Alkoholproblemer i en familie efterlader ikke plads til børnene, som ikke får den anerkendelse og støtte, de har brug for, fortæller Rikke.
»Som barn har man hele tiden problemerne i hjemmet i baghovedet. Det er et kæmpe åg at bære, og man prøver bare at være til så lidt besvær som muligt,« siger hun.
De ældste søskende måtte gøre, hvad de kunne for de yngste, men der var ingen til at hjælpe Rikke og hendes ældste søster.
»Det var virkelig svært at flytte hjemmefra og vide, at man efterlod sine yngre søskende i et hjem, hvor alle mistrivedes,« fortæller
Rikke, der ved ved flere lejligheder blev nødt til at haste hjem til sit barndomshjem for at hjælpe sine søskende, der har været skrækslagne over at finde deres mor på gulvet i sit eget opkast, halvt eller helt bevidstløs af druk.

Indsatsen skal forbedres. Rikke håber, at udgivelsen af ’Til sidste dråbe’ kan bidrage til at nuancere debatten om alkoholisme og indsatsen over for familier med alkoholproblemer.
»Da min mor havde brug for hjælp, var kommunens eneste tilbud en antabusbehandling, som kun havde en midlertidig effekt, der på ingen måde var tilstrækkelig, og slet ikke, når det var frivilligt,« fortæller Rikke.
Et af problemerne er ifølge Rikke, at kommunerne mangler et beredskab og faglig viden om, hvordan man tackler alkoholmisbrug i en familie.
»Det er vigtigt at forstå, at det er en del af alkoholikerens sygdom ikke at ville erkende, at han eller hun har et problem med alkohol. Derfor skal den afhængige ikke bestemme, hvad der sker med familien,« mener Rikke.
»Som alkoholiker skal man i dag selv ønske at få hjælp for at blive behandlet. Man holder så meget fast i forældrenes juridiske rettigheder som forældremyndighedsindehavere, men jeg synes ikke, at forældrene skal have lov til at tage børnene med i faldet. Enhver har ret til at gå i hundene, men ikke til at tage sine børn med sig,« siger Rikke.

Dokumentation: Rikkes kamp mod kommunen
Her kan du læse en oversigt over Rikke Krabsen Bredahls oplevelser med moderens 21 år lange alkoholmisbrug og hendes kamp for at få myndighederne i det tidligere Arden Kommune (nu en del af Mariagerfjord Kommune) til at hjælpe familien.
1974
• Rikkes søster Trine bliver født.
1975
• Rikke bliver født.
1978
• Rikkes søster Mette bliver født.
1984
• Rikkes søster Sidse bliver født.
1987
• Rikkes far bliver ramt af en tidlig demens.
Rikkes mor begynder at drikke.
1988
• Rikkes bror Mads bliver født.
1995
• Rikke flytter hjemmefra
1996
• Rikkes mor mister sit sekretærjob.
2000
• Rikkes mor bryder fysisk og psykisk sammen. Rikkes far bliver flyttet til et ældrecenter.
• Moderen bliver diagnosticeret som maniodepressiv og kommer i medicinsk behandling og gruppeterapi. Hun dropper psykiateren til fordel for alkoholen.
2002
• Moderens alkoholforbrug styrer hjemmet. Forholdet til børnene er stærkt belastet.
2003
• Rikke og hendes søskende kontakter Arden Kommune. Kommunen vil ikke gribe ind, før de får en underretning.
• Rikkes mand skriver en anonym underretning til kommunen.
• Familien får tildelt en sagsbehandler, som stiller moderen et ultimatum: Hun skal indgå i et samarbejde med kommunen, hvis hun ikke vil miste sine to hjemmeboende børn.
• Moderen bliver sat på en antabusbehandling, som hun ikke holder. Sagsbehandleren holder ikke fast i sit ultimatum over for moderen.
• Sagsbehandleren har sagt sit job op, og familien venter på en ny sagsbehandler.
• Sidst på året klager Rikke over for langsom sagsbehandling til borgmesteren, social- og sundhedsudvalgsformanden og socialchefen i kommunen. Borgmesteren svarer, at han ikke kan finde noget at udsætte på sagsbehandlingen, og at moderen skal være modtagelig for hjælp, før kommunen kan stille noget op.
2004
• Rikke bliver gift.
2005
• Rikke og hendes familie har intet hørt fra en ny sagsbehandler.
• Mads på 15 år ønsker at flytte. Han er det sidste hjemmeboende barn.
• Rikke og hendes søskende får et møde med en ny sagsbehandler, der lover at finde en alternativ løsning for Mads, hvis moderen ikke holder op med at drikke.
• Moderen, Mads og sagsbehandleren mødes løbende. Moderen drikker stadig, men mindre op til møderne.
• Mads fortæller sagsbehandleren, at hans mor stadig drikker. Sagsbehandleren følger ikke op på sit løfte om at finde en alternativ løsning for ham.
2006
• Rikke går ned med stress og bliver sygemeldt fra sit arbejde. Hun beslutter sig for at bryde kontakten med sin mor.
• Mads flytter ind hos Rikke og hendes mand uden tilladelse fra moderen eller økonomisk støtte fra kommunen.
• Dagen efter, at Mads er fyldt 18 år, modtager han et brev fra kommunen. Her står, at kommunen anser sagen for afsluttet, fordi han er blevet myndig.
• Rikke og Mads klager til Ankestyrelsen og Socialforvaltningen over langsom sagsbehandling og manglende opfølgning. Klagen sendes videre til Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen, som svarer, at det ikke kan behandle en klage over kommunens sagsbehandling, når der ikke forelægger en afgørelse.
2008
• En ven af familien finder moderen i et blodbad. Moderen dør i ambulancen som følge af indre organsvigt. Hun blev 59 år.
Kilde: ’Til sidste dråbe’ af Rikke Krabsen Bredahl.