Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2012 Nr.: 15
TEMA: SPROG. Sprog i samspil skal leges ind
Børn med pragmatiske sprogvanskeligheder har svært ved at kommunikere med andre børn. I strukturerede lege kan de øve sig og komme med i fællesskabet.
Af: Vibeke Bye Jensen
Jaaah, vi skal have ’Sprog og Leg’ selvom det ikke er onsdag!«
Fem små elever på Lundagerskolen i Horsens Kommune var glade, da de fik at vide, at de skulle vise, hvordan de leger sig til at blive bedre til at kommunikere.
William, Esther, Nicki, Ida og Christian går i indskolingen på specialskolen, fordi de har generelle indlæringsvanskeligheder. Det betyder blandt meget andet, at de har svært ved at finde ud af at indgå i fællesskaber og lege.
Det har Charlotte Gørtz Andersen og Ulla Runge Bertelsen (pædagoger og talepædagoger) sat sig for at træne med dem. De mener, at børn med såkaldte pragmatiske sprogvanskeligheder – altså børn, som har svært ved kommunikation i samspil – bliver stækket i deres identitetsudvikling og rammes hårdt på deres selvværd. Begge dele kan være årsag til, at børnene ikke udvikler deres fulde potentiale. Faktisk er børn med kommunikationsvanskeligheder dårligere stillet end børn med udtaleproblemer.
»Den kommunikation, vi træner her, handler ikke bare om leg. Det er vigtigt for børns relationer og dermed deres udvikling, at de kan kommunikere med andre. Og det er ikke kun de børn, som går her, der har brug for at lære det. Også børn i almindelige daginstitutioner kan have svært ved at komme med i de andres leg. I disse inklusionstider vil der være flere børn, som har brug for støtte til at klare sig i almentilbuddets fællesskab,« siger Ulla Runge Bertelsen.
De to pædagoger har uddannet sig til tale­pædagoger for to år siden. På uddannelsen stiftede de bekendtskab med pragmatiske sprogvanskeligheder. De blev klar over, hvor essentielt det er for børn at kunne bruge og forstå det sprog, som bruges i det sociale samspil.
»Ofte bliver et barn med pragmatiske sprogvanskeligheder fastlåst i rollen som den, der driller, fordi det ikke kan finde ud af, hvordan man kommer med i en leg. Som pædagog kan man ændre det ved at gå ind i gruppen og hjælpe både dette barn og de andre til at lege sammen på en måde, så alle får noget ud af det. Det, vi gør, er meget struktureret, og nogle vil måske tænke, så lad dog børnene lege. Men vi gør det ikke for legenes skyld, men for at træne deres kommunikationskompetencer. Det skal vores børn have meget hjælp til, mens de almene børn, måske bare skal hjælpes lidt,« siger Charlotte Gørtz Andersen.
Skjult sprogproblem. Teoretisk er pragmatiske sprogvanskeligheder velbeskrevet. Men på uddannelsen fandt de to pædagoger ud af, at der ikke findes meget litteratur om, hvordan man overfører teorien til praksis. Derfor har de selv udviklet de lege, som de bruger sammen med børnene. Ud over den skemalagte træning har pædagogerne også fokus på kommunikationen mellem børnene i dagligdagen. Desuden forsøger de at udbrede kendskabet til pragmatiske sprogvanskeligheder til deres pædagog- og lærerkolleger.
»Det er ikke svært for lærere og pædagoger at finde ud af, at et barn har massive udtalevanskeligheder, og så kontakte talepædagogen. Vi vil gerne have, at de også lægger mærke til, hvis et barn har problemer med at indgå i legen. Selv de børn, der har et godt sprog, kan have disse vanskeligheder, og de kommer ud i konflikter, som skyldes deres kommunikationsvanskeligheder generelt. Denne sprogvanskelighed er lidt mere skjult end udtaleproblemer,« siger Charlotte Gørtz Andersen.
De to pædagoger vil også gerne have viden om pragmatisk sprogtræning ud til pædagoger i almentilbuddet.
»Der er fokus på sproget i forhold til læsning og udtale i de fleste daginstitutioner. At der er børn, som har kommunikationsproblemer i det sociale samspil, er der måske knap så mange, der tænker over. Men det er vigtigt at vide, for det er påvist, at de børn er i størst risiko for at få problemer senere,« siger Ulla Runge Bertelsen.
Kender ikke samtaleregler. Et barn, der har svært ved at aflæse andres mimik og kropssprog og har svært ved at holde fokus, har sværere ved at kommunikere. Det giver store problemer i forhold til selvværdet, fordi barnet oplever, at det mislykkes i forhold til andre.
Børn med pragmatiske sprogvanskeligheder kan ikke forstå eller beherske de mest gængse samtaleregler. De kan ikke holde den røde tråd i en samtale, har svært ved at aflæse ansigtsmimik og misforstår kropssproget. De bliver ofte for detaljerede og snakker for meget eller i en helt anden retning end den, de taler med.
En del af de her børn har også en manglende situationsfornemmelse og kan virke provokerende eller ’uopdragne’, fordi de misforstår situationen og gør det modsatte af, hvad alle andre gør eller forventer.
»De har svært ved at sætte sig i andres sted, fordi de ikke kan aflæse, hvad de andre vil eller mener. Det er det, vi træner med spejløvelsen,« forklarer Charlotte Gørtz Andersen.
Børn med pragmatiske sprogvanskeligheder har ofte problemer med øjenkontakten og vil hellere kommunikere gennem pædagogerne.
»De vil spørge pædagogerne, hvorfor de andre gør sådan eller sådan i stedet for at spørge de andre børn selv. Så derfor træner vi, at man skal kigge på hinanden, når man leger eller siger noget til hinanden,« forklarer Charlotte Gørtz Andersen.
De mest sårbare børn. Et barn med pragmatiske sprogvanskeligheder vil ofte ende med at stå uden for fællesskabet. Barnet vil få mere negativ end positiv respons. Sociale vanskeligheder er derfor en direkte konsekvens af at have begrænsede kommunikative evner. Det er påvist i forskningen, at pragmatiske vanskeligheder giver en højere risiko for, at barnet får vedvarende problemer med sproget og med relationer til andre, end udtale- eller ordforrådsvanskeligheder. Dermed er børn med pragmatiske sprogvanskeligheder mere sårbare end andre ’sprogbørn’, og der er god grund til at få afklaret problemet og sætte en indsats i gang.
Hvis man mistænker et barn for at have pragmatiske sprogvanskeligheder, kan første skridt til en afklaring være, at man kigger i den sprogvurdering, som man måske allerede har udarbejdet om barnet. I afsnittet om kommunikation og samspil vil det afsløres, om barnets vanskeligheder har rod her.
»Hvis man i sprogvurderingen kan se, at det også er på det område, at et barn ikke scorer så højt, indikerer det, at her kan det være vigtigt gøre en indsats,« siger Ulla Run
Pædagogen er hjælper. Pædagoger i almene daginstitutioner kan efter Ulla Runge Bertelsen og Charlotte Gørtz Andersens
mening gøre det samme som dem, nemlig samle en gruppe børn og lege de forskellige lege. Aktiviteterne er strukturerede og voksenstyrede, men det er nødvendigt for at hjælpe børn med pragmatiske sprogvanskeligheder. Man kan også iagttage barnet i den frie leg og se, hvor barnet behøver støtte.
»Barnet skal have den støtte, der skal til, så det bedre kan indgå i legens forhandlinger. Og så skal man blive der, mens de leger, så barnet også kan støttes i at overvinde vanskeligheder undervejs og forblive i legen i stedet for at droppe ud, som det ofte sker for disse børn,« siger Charlotte Gørtz Andersen.
Det er en god ide at planlægge legeøvelserne og lægge dem fast i ugens skema, mener Ulla Runge Bertelsen. For én gang er ikke nok, der skal virkelig trænes med børnene, før de forstår, hvad de skal gøre. Børn, der har haft dårlige erfaringer med at blive udelukket fra legen, har måske en særlig interesse, og den kan man udnytte til at gøre barnet interessant for de andre børn.
»Man kan selv gå i gang med at lege med barnet med netop det, der interesserer barnet og måske foreslå en udvidelse. Når de andre ser, at pædagogen og barnet laver noget spændende sammen, vil de også synes, at barnet er spændende, og de vil være med. På den måde vil barnet opleve at være en succes, fordi de andre gerne vil lege med det samme. De andre børn vil opdage, at han er interessant, og måske vælge ham som legekammerat en anden gang,« siger hun.

1. Den første leg. I rummet, hvor ’Sprog og leg’-træningen foregår, samles de fem børn og de to pædagoger på en lille madras for at lege ’spejlleg’. Børnene skal sidde, så de kan se hinandens ansigter. Ulla stiller sig op og gør nogle bevægelser, og Esther, som ivrigt har meldt sig til at være den første, stiller sig overfor. Ulla strækker armene op i vejret, og Esther gør det samme, Ulla piller næse, sætter det ene ben frem, tramper med foden, og Esther gør det samme. Herefter går det på tur blandt børnene, så de både er den, der viser, og den, der skal spejle sig.
»Spejlleg træner børnenes kompetence i at aflæse kropssprog. De er nødt til at se, hvad den anden gør, fordi de skal gøre det samme. Det kan være grænseoverskridende for nogle, men ofte synes de, at det er så sjovt, at de overvinder deres generthed, ulyst eller evne til at se på den anden. Ofte vil de også opleve, at det kan være rart at blive set, både af dem, der kigger på og af den, der står overfor. Det er bevidst, at de både skal vise og spejle, for begge dele træner opmærksomhed på den anden og følelsen af at blive set,« forklarer Charlotte Gørtz Andersen.
2. Den anden leg. Legen hedder ’Blindebriller’. Charlotte tager en lille grøn kuffert frem, og børnene er straks med på, hvad legen går ud på. I kufferten ligger nogle stofbriller, som bruges af folk, som vil undgå, at lyset generer, når de skal sove. Charlotte begynder at sige noget med en meget sur stemme, og Esther, der har taget brillerne på, gætter med det samme, at hun er sur. Esther fortæller om en lagkage og en fødselsdag, og William gætter helt rigtigt, at hun er glad. Sådan fortsætter legen raden rundt, indtil den slutter hos Charlotte, der prøver børnene med noget meget svært. Hun fortæller en sørgelig historie om sin hund, der døde, med en glad stemme, men Ida gætter trods det triste indhold, at Charlottes stemme signalerer, at hun er glad.
»Med denne leg trænes opmærksomheden på stemmen. For i kommunikation er man også nødt til at være opmærksom på, hvordan den anden lyder. Det, der går galt, er måske, at man ikke hører eller misforstår, hvad den anden vil, eller hvordan den anden har det, fordi man ikke lytter. Evnen til at lytte er vigtig i kommunikation, og den bliver skærpet, fordi vi fratager dem muligheden for at se den andens mimik og kropssprog,« forklarer Charlotte Gørtz Andersen.
3. Den tredje leg. Børnene skal øve sig at lave aftaler om, hvem de vil lege med, hvad de skal lege, og hvad de skal være i legen. William, Esther og Nicki vil spille fodbold, Ida forslår ’far, mor og børn i campingvogn’ og bakkes op af Christian. Ida foreslår også ’badeland’.
»Og så skal vi spise og i seng,« siger William.
Alle er enige om, at det er nogle gode lege, og de siger ja til at lege dem. Hvert barn skal dernæst sige, hvad de vil være, og der er heller ikke nogen slinger i valsen. Ida er storesøster Sofie, Christian og Nicki er far og William og Esther er storebror, og med et dyk i udklædningskufferten passer tøjet snart til rollerne. Ida er først iført en lyserød og siden en rød kjole, men hendes adfærd er alligevel en lidt krævende storesøster, der kalder på Nicki-faderen for at få ly under hans paraply i det imaginære regnvejr. Til sidste er der ’mad’ i campingvognen, hvor Ida har lavet havregryn med havregrød. William synes, at det nu er tid til at sove. Ulla og Charlotte siger, at de gerne må lege lidt mere.
»De børn, der kan lege, aftaler konstant med hinanden uden at tænke over det. Mens børn, der ikke er gode til at lege og til at kommunikere, skal lære, hvordan man forhandler, og hvordan opbygningen af en leg fungerer,« forklarer Charlotte Gørtz Andersen.
»Børnene skal også lære, at de ikke altid kan få deres vilje. Hvis de ikke er enige, må vi gå demokratisk til værks, og de der flertalsafgørelser kan være hårde at skulle underlægge sig. Børn kan også opdage, at i stedet for at gå i vrede, kan de få noget ud af at blive og kæmpe for deres idé, så den også bliver valgt. Det er god læring,« siger Ulla Runge Bertelsen.

HAR BARNET PRAGMATISKE SPROGVANSKELIGHEDER?
Et barn med pragmatiske sprogvanskeligheder har svært ved at bruge sproget hensigtsmæssigt i sociale samspil. Det kan hverken tolke det nonverbale eller det verbale i kommunikationen. Et barn med disse sproglige problemer kan have et velfungerende ekspressivt sprog, men alligevel have svært ved at indgå i sociale relationer med succes. Barnet kan ikke opfatte stemninger omkring sig og mangler kompetencer til at se tingene fra en andens perspektiv, tilpasse sig og forstå kommunikationspartneren. Det kan have svært ved øjenkontakt og kommer i konflikter, fordi det misforstår eller ikke ser andre børns signaler.
Et eller flere af følgende er typiske kendetegn hos et barn med pragmatiske vanskeligheder:
• At barnet bryder samtaleregler, for eksempel begynder at tale ’uden varsel’.
• At barnet ofte ikke vil svare.
• At barnet ordret gentager, hvad samtalepartneren lige har sagt.
• At barnet foretager umotiverede emneskift.
• At barnet ikke kan holde den røde tråd i en samtale.
• At barnet kommer med tilsyneladende irrelevante kommentarer.
• At barnet ikke mærker, at samtalepartneren misforstår.
• At barnet ikke magter at udrede misforståelser.
• At barnets sprog er påfaldende omstændeligt og overtydeligt, at barnet taler om detaljer, der er indlysende for samtalepartneren.
• At barnet giver for lidt information og uden videre forudsætter, at samtalepartneren forstår.
Kilde: 'Børn udvikler deres sprog' af Louise Bjar og Caroline Liberg (red). Listen er fra kapitlet 'Når samspillet ikke fungerer – pragmatisk sprogforstyrrelse', der er skrevet af Ulrika Nettelbladt og Christina Reuterskiôld Wagner. Alle fire er forskere i børns sprogudvikling og logopædi i Sverige.