Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2014 Nr.: 20
TEMA: PÆDAGOGERS UDFORDRINGER. Forældrene.
Vi giver en hånd med, når det brænder på
I Børnehuset ved Skoven er forældrene trygge ved institutionen, selv når de må være stand-in for pædagoger. Men de efterlyser, at pædagoger har mere tid til børnene.
Af: Marie Bille
Nicolaj Løvenhøj står på legepladsen og kigger ned i kassen med legetøj, sammen med en gruppe vuggestuebørn. Han er far til Sofus, som han er kommet for at hente, men lige nu holder han skansen alene med børnene på legepladsen, mens pædagogerne hjælper et par børn indenfor.
Det har han det helt fint med, for som forælder i institutionen har han ikke en oplevelse af, at hverdagen er presset, og det overrasker ham, at pædagogerne i børnehuset føler, at de mangler tid.
»Det afspejler sig heldigvis slet ikke i Sofus. Vi oplever institutionen som meget tryg. Men jeg er selv kommunalt ansat, og der bliver skåret ind til benet, så jeg kan godt forestille mig, at pædagogerne også er pressede,« siger han.
Den samme positive oplevelse af institutionen har Peter Elvang, der er far til Ida i vuggestuen og Asger i børnehaven.
»Vi oplever en utroligt stabil personalegruppe, og at ledelsen er tydelig,« siger han.
Men der er dage som i dag, hvor pædagogernes udfordringer er til at mærke også som forælder, fortæller han.
»I dag, da jeg kom for at hente, måtte jeg lige tage et barn, der stod på gangen, på armen og gå ud til en anden, der lå og græd i en barnevogn, for jeg kunne ikke lige se nogen pædagoger. Men det er jo ikke hver dag, det er sådan. Hvis man gør det med et smil, er personalet nok glade for, at man giver en hånd med, når det brænder på.«

Ikke en chance. Christine Frydensberg Jørgensen er mor til Marie i vuggestuen. Det er andet barn, hun har i institutionen, og hun har en overgang siddet i bestyrelsen. Da fik hun et andet indblik i pædagogernes hverdag.
»Jeg ser, at de har rigtig mange opgaver, som ikke er kerneopgaven. Mange planer og ting, som skal dokumenteres. Jeg kan mærke frustrationerne hos pædagogerne nogle gange,« siger hun.
»Der var en dag, hvor Cindie sad på gulvet med alle 15 vuggestuebørn, da jeg kom. Hun gjorde alt, hvad hun kunne, men hun havde ikke en chance for at slå til. Efter sådan en hektisk dag, kan vi godt mærke det på Marie derhjemme. Nogle gange kommer hun hjem og er nærmest sådan helt tom i øjnene.«
For Christine Frydensberg Jørgensen må pædagogernes dokumentation gerne blive mindre skrifttung, hvis det kan give dem mere tid til at være sammen med børnene.
»Den mundtlige overlevering er nok for mig,« siger hun
»Kravene til pædagogerne er jo lavet af folk, der sidder bag en computerskærm hele dagen. Det gør pædagogerne jo heldigvis ikke.«