Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2011 Nr.: 20
Alle har råd til et ordforråd
Pædagoger spiller en stor rolle, når børn skal udvikle deres ordforråd. Nærvær, snak og engagement er nøgleordene, siger pædagogisk konsulent Lis Pøhler.
Af: Amrit Maria Pal Hansen
Selvom det i de fleste institutioner er knapt med ressourcerne, er der dog én ting, som stadig er gratis at give børnene: Et ordforråd. Lige­som børn skal lære at gå, skal de også lære at læse og skrive - det er en fundamental forudsætning for at kunne begå sig i vores samfund. I forskningsverdenen er man blevet mere og mere opmærksom på ordforrådets grundlæggende betydning for børns læseglæde. Højtlæsning og en snak om det læste er en af måderne at gøre barnet klar til selv at læse på, fordi det giver en dybere forståelse af det læste. Det fastslår pæda­gogisk konsulent og redaktør af Læsepædagogen Lis Pøhler.
Mens bogfolk fra hele verden besøger verdens største bogmesse i Frankfurt, sidder Lis Pøhler hjemme i Danmark og arbejder med sin kæphest gennem de seneste 20 år: Børn og læsning.

Ord ind mange gange. Lis Pøhler fortæller, at et gennemsnitsmenneske skal høre et ord cirka 60 gange, før det sidder fast. Nogle skal høre ordet 500 gange, mens andre kun skal høre det 10 gange. Sagt på en anden måde skal barnet have ordene ind mange gange, før de bliver en aktiv del af dets ordforråd. Ud over at et godt ordforråd højner selvværdet, fordi barnet forstår sin omverden og kan sætte ord på den, giver det også læseglæde, hvilket i sidste ende er en afgørende faktor for at kunne gennemføre en uddannelse. Og barnet gør sit for at blive klogere på sprog - undersøgelser viser nemlig, at det, at et lille barn peger, hænger uløseligt sammen med opbygningen af et ordforråd.
"Når barnet peger på et fælles tredje - og det kan være alt muligt uden for barnet og den voksne - opstår der en masse ritualer, som er meget vigtige for små børns udvikling af ordforrådet, fordi den voksne pr. automatik sætter ord på det, som barnet peger på: 'Ja, der er et svømmebassin, ja, det er kaffekanden, ja, der er far'. Dermed kommer ordene strømmende til barnet. Det er altså ikke pegningen i sig selv, der gør det, men den respons, barnet opnår ved at pege. Et godt forhold til at læse starter med to ting: Samværet, hvor barnet mærker, at den voksne er glad og tryg ved læsningen, og så alle ordene. De to ting kan ikke skilles ad," pointerer Lis Pøhler.

Masser af højtlæsning. Snakken og nærkontakten er altafgørende for udviklingen af det vigtige ordforråd. Derfor er det så betydningsfuldt, at højtlæsning og arbejdet med at stimulere barnets ordforråd allerede sker i 0-3-års alderen. Jo tidligere, jo bedre. Her er det nemmere at opnå en til en-kontakten, der er så vigtig for at kunne snakke om det læste, end senere i livet - både i forhold til forældrene, men også i forhold til det pædagogiske arbejde, da normeringen ofte er bedre i vuggestuer end i børnehaver.
"Bøger er en kilde til stimulering af ordforrådet, fordi jeg, den voksne, bruger ord sammen med barnet, som jeg ellers ikke ville bruge naturligt. For eksempel sætningen: 'De skyller det ned med brus og likør'. Det ville man jo aldrig naturligt sige til et barn, man ville sige sodavand i stedet for 'brus'. Så jeg putter en masse ord ind i vores samvær, som ikke ville komme ad anden vej. Bøger er fabelagtige, fordi vi kan komme så langt omkring. Vi kan få mus til at tale og folk til at dø, uden at der sker noget ved det," siger Lis Pøhler.

Læs mellem linjerne. Ifølge Lis Pøhler er kunsten ikke at lære de 28 bogstaver og deres lyde, men at forstå, hvilken nytte bogstaverne er til. Og det er det, som er svært at lære børn: At læse for at forstå, hvad der står mellem linjerne. Allerede når de starter i skolen, skal de have ind på rygmarven, at der står noget på linjerne, men at der også er en hel masse ekstra, der skal forstås i form af morale, følelser og stemninger. Nuancerne får børn netop gennem det at tale med en voksen om teksten, og det skal gerne ske, fra barnet ligger på puslebordet, til det selv kan læse.
"Første gang, børn hører en bog, er de interesserede i selve historien: Hvem er Kasper Kanin, kommer han gennem skoven, og kommer han hjem og får kage? Men efterhånden som de ved, at han kommer hjem og får kage, begynder de at koncentrere sig om andre ting, som er spændende i historien. Og det er også derfor, at de vil høre historien mange gange, fordi de selv begynder at danne spor fra den konkrete handling til alt det, der ligger nedenunder. I starten kan man sige, at for det 2-3-årige barn er det nok bare at kunne holde fast i, hvad der sker, og finde ud af måske at kunne identificere sig med lidt af historien eller at kende ordene. Næste skridt er at lære at danne billeder inde i hovedet. Her begynder de at danne de forbindelser i hjernen, der gør, at de er i stand til at lave deres egen indre film. Og vi ved, at det er en forudsætning for at kunne forstå en tekst," siger Lis Pøhler.
Forskning viser, at en vigtig faktor for at kunne forstå en tekst netop er inferens: det at kunne læse mellem linjerne. Lis Pøhler kommer i denne sammenhæng med følgende eksempel:
"'Han åbner køleskabet og tager mælken'. Her skal barnet kunne konkludere, at der er en dør i køleskabet. En slutning, som vi voksne tager fuldstændig for givet. Et andet eksempel er 'H.C. Andersen er født i Odense, som er Danmarks tredjestørste by' - altså er H.C. Andersen født i Danmark. De konklusioner, som barnet skal skabe i teksten, og som vi andre overhovedet ikke registrerer, at vi drager, drager børn selv langt oppe i skoleforløbet. Blandt de børn er der flere, der falder fra. Det kan der selvfølgelig også være andre grunde til, for eksempel sociale vanskeligheder eller koncentrationsvanskeligheder, men vi ved, at de skal kunne læse og skrive for at gebærde sig i samfundet, og det skal vi hjælpe dem med genem nærkontakten."

Jumbobogen er okay. Mange børn, der kan lide at læse, slipper læsningen af romaner i en periode, men det bekymrer ikke Lis Pøhler. Hun peger på, at de læser på andre måder og får læst for eksempel manualer til rollespil, chat på nettet, sms'er, sportsreportager i lokalavisen, brugsanvisninger og så videre.
"De behøver altså ikke at sidde og svømme ud over Søren Kirkegaards samlede værker som 12-årige, og mange børn er måske lidt flove over at sige, at de helst vil læse jumbobøger, men det er fint at læse jumbobøger. Og det er en god ting for den sprogsvage, fordi der kommer lidt støtte til teksten i billederne. Og selv om de ikke kan alle ordene, får de læst, og det er det væsentligste. Det gør ikke så meget, hvad børn læser - bare de læser."

6 måder at styrke børns ordforråd og læseglæde på:

1. Dialogisk oplæsning: At du taler med børnene om det, du læser højt, og skaber en dialog omkring bogen, så barnet på den måde 'læser med'.

2. Lad barnet fortælle en historie ud fra billederne i en bog. Det giver barnet en fornemmelse af, hvordan en historie er skruet sammen, det får øvet sit ordforråd, og det får blod på tanden til at læse bogstaver. Husk at give barnet tid til at formulere sig.

3. Hav papir og blyanter liggende fremme, så barnet kan 'skrive' til det, det får læst højt eller synger. Og tegn, og skriv gerne selv, det inspirerer barnet. For eksempel: 'Nu tegner jeg til Ved vejen lå et hus. Jeg tegner et hus, en mand og en kone.' På den måde har du og barnet arbejdet med læsning og skrivning på en legende måde, uden at du sidder og underviser i det.

4. Tag på biblioteket, eller hiv biblioteket ind i institutionen, og gør bøgerne tilgængelige for børnene. Hvis I skulle være så heldige at have computere, iPads eller MP3-afspillere med lydbøger, så lad dem være en naturlig del af hverdagen. Børnene skal læse, de skal tale, de skal skrive, og de skal lytte, og de skal gøre det hele i en sammenhæng.

5. Bliv inde på stuen med dit skrivearbejde, og lad dermed børnene opleve det at skrive som en naturlig del af hverdagen.

6. Spil brætspil - det bringer masser af ord med sig. I kan for eksempel snakke om turtagning, retninger og tælle frem og tilbage. Der er mange funktioner med i spil, som er med til at stimulere ordforrådet. Og det samme gør sig gældende med sange.

Kilde: Lis Pøhler, pædagogisk konsulent og redaktør af Læsepædagogen

Lis Pøhler:
• Pædagogisk konsulent på Nationalt Videnscenter for Læsning. Centret har blandt andet som mål at styrke læse-, skrive- og sprogkompetencer på nationalt plan.
• Ansvarshavende redaktør af Læsepædagogen. Et tidsskrift, der indeholder såvel teoretiske artikler om læsning og læseundervisning som praktiske/pædagogiske forslag.
• Forfatter til bøger om undervisning i læsning og skrivning.
• Pædagogisk konsulent i Undervisningsministeriet 2004-2007
• Specialundervisningskonsulent i Glostrup Kommune, 1994 - 2004.
• Lærer i folkeskolen, 1982 - 1994.