Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2009 Nr.: 03
Pædagoger skal ind i EU-debatten
EU får større og større indflydelse på daginstitutioner og skoler. Derfor skal pædagoger og lærere sætte EU og værdier på dagsordenen, mener EU-politikeren Christel Schaldemose. BUPL-formand Henning Pedersen er enig.
Af: Jesper Nørby
Hvis du tror, at den danske skole- og institutionspolitik udelukkende styres af kommunalpolitikerne og Folketinget, kan du godt tro om. Stadig flere af beslutningerne vedrørende Danmarks børn og unge bliver taget i Bruxelles af politikere, hvis navne danske børn ville have meget svært ved at udtale.
Det var meldingen fra Christel Schaldemose, medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet, på BUPL og Danmarks Lærerforenings fælles konference på Hotel Nyborg Strand 15. januar i år.
Hun påpegede, at EU får størreog større indflydelse på hverdagen i danske daginstitutioner og skoler. Og med et borgerligt flertal i såvel ministerråd, kommission og parlament er der efter hendes mening grund til bekymring.
"De sidste otte-ti år er farven skiftet fra rød til blå. Fra socialdemokratisk til borgerlig, og det betyder noget for retningen," sagde Christel Schaldemose ifølge Folkeskolen.dk.
Hun mener, at fagforeningerne skal gøre en indsats for at informere deres medlemmer og andre borgere om, at det har afgørende betydning, hvem de vælger som Danmarks repræsentanter i Europa-Parlamentet.
"Vi skal have sat valget på dagsordenen, for EU handler både om udvikling af velfærdssamfundet, vilkår for medlemmer af fagforeninger og om uddannelsespolitik," sagde hun.

BUPL-formand Henning Pedersen påpeger, at BUPL fremover vil fokusere på at få øget indflydelse på de EU-beslutninger, som har konsekvenser for de danske daginstitutioner.
"Vi skal have knyttet kontakter til de danske EU-parlamentarikere. Men det skal kun ses som en del af vores samlede indsats," siger han og påpeger, at BUPL også skal koncentrere indsatsen mod kommissionen og ministerrådet.
"Hvis vi skal have øget indflydelse - og det skal vi, fordi EU-beslutningerne påvirker de danske beslutninger - så skal vi arbejde på flere forskellige fronter," siger Henning Pedersen og påpeger, at den direkte vej til ministerrådet går gennem ministrene i den danske regering.