Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2019 Nr.: 02 Børn&Unge som e-paper
LEDER. Talgymnastik
er ikke for børn
Af: Elisa Rimpler
Halvdelen af landets kommuner lever op til BUPL’s anbefalede normeringer, lød det fejlagtigt fra børneminister Mai Mercado (K), da SF for nylig havde et forslag om minimumsnormeringer til førstebehandling i Folketinget. Forslagets hensigt var at lukke de sorte normeringshuller i kommunerne og at sikre en lovmæssig bundgrænse. Ministerens udmelding satte ikke overraskende gang i endnu en omgang talgymnastiske diskussioner på blandt andet de sociale medier.
For faktum er jo desværre, at sparekniven til stadighed svinges over børnene, og at kun en brøkdel af kommunerne gennemsnitligt har én pædagog til tre børn i vuggestuen eller én til seks børn i børnehaven. Og så skal det lige understreges, at BUPL’s minimumsnormeringer ikke er en anbefaling, men en absolut bundgrænse for hvad vi anstændigvis kan byde vores børn.
Desværre er det også et faktum, at politikere og meningsdanneres ­diskussion af de tørre normeringstal, og hvordan de skal forstås, ­skygger for selve problemet: Den kritisable virkelighed bag tallene. Den er ikke til at misforstå. Ude på stuerne er det de fleste steder hverdagskost, at der er alt, alt for få pædagoger til alt for mange børn. Her skulle vi ­hellere lægge kræfterne. Endnu et faktum er jo, at det kræver et anstændigt minimum af pædagoger at løse den ofte komplekse pædagogiske opgave, som det er at sikre det gode børneliv. For alle børn.
Børn har ikke brug for de voksnes talgymnastik. De har brug for en lang­sigtet, national genopretningsplan, som kan lukke de gabende normerings­huller efter års hårde besparelser.
Der er et folketingsvalg i sigte. Vi har en enestående mulighed for at holde politikerne fast på, at alle børn har krav på nok pædagoger i deres dag­institution. Og at minimumsnormeringer er en nødvendig del af den ­genopretningsplan, der skal være en del af et kommende regeringsgrundlag.
Så kære politikere: Skru låget på syltekrukken, stop talgymnastikken og vær med i kampen for et godt børneliv.

Elisa Rimpler