Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2003 Nr.: 36
Projekt slår gnister
Oversete, svigtede og ensomme. Sådan er de stille pigers lod, men ikke i Lyngby, hvor projektet Gnisterne gennem syv år har hjulpet stille piger ud af deres isolation. For det kan nemlig lade sig gøre at give de stille piger stemme, viser en bog, der dokumenterer effekten af Gnisternes indsats
Af: Steffen Hagemann
Ude i køkkenet er der dækket op med rundstykker, snegl, kaffe, ost, marmelade, pålægschokolade og melon. Blandt andet. Køleskabet er vel nærmest blevet tømt. To fyrfadslys kæmper for at blive set på det fyldte bord, som vi sidder rundt om i det lille køkken. Det hele emmer af hjemlig hygge.
Oppe på køkkenbordet står en buket blomster. Det er nemlig en helt særlig dag i dag, fortæller Kirsten Juul Frandsen, den ene af to fastansatte medarbejdere i Gnisterne, pludselig midt i interviewet:
"Det er vores syv års fødselsdag i dag. I dag sad vi for syv år siden og anede ikke, om vi var ansat eller ej. Vi fik det at vide kl. 17 om aftenen. Du var oppe og forhandle (hun kigger på kollegaen Sissi Stoltze), og jeg sad bare og ventede. Vi havde ikke engang et bord, vi havde kun en stol, jeg sad på. "Hvornår kommer hun?" Så kom du: "Vi er ansat". Nu er vi sgu en institution," konstaterer Kirsten Juul Frandsen.

Ingen teenagemødre. Gnisterne er nemlig blevet en institution for stille piger i Lyngby-Taarbæk Kommune, og pædagogerne Kirsten Juul Frandsen, 52 år, og Sissi Stoltze, 43 år, har konstant omkring 10 gnister indskrevet i projektet, der holder til i et stort skrummel af en villa, som kommunen ejer.
Gnisterne begyndte med penge fra Socialministeriets KLUB-pulje i 1997, året efter var det OBS-puljen, der gav penge. Dengang var der kun råd til 20 timer om ugen til hver af de to pædagoger. I 1999 kom Gnisterne på det kommunale budget, og Sissi og Kirsten gik op på 30 timer om ugen. Og når man er fast på kommunens budget, så er man vel en institution.
"Men vi vil helst hedde projekt, for så kan det hele tiden forandre sig," påpeger Kirsten Juul Frandsen.
Og nu er der kommet en bog, "Gnisterne - stille piger", om projektet. Med midler fra Socialministeriet har Udviklings- og Formidlingscenter for Socialt arbejde med Unge lavet en dokumentation af arbejdet i Gnisterne.
"Vi har gået længe og tænkt, om det her virker. Og så var vi spændt på, om alle de tøser, der er gået ud, kan bruge det til noget. Hvordan ser det ud, når de har sluppet gnisterne," siger Kirsten Juul Frandsen.
Ifølge dokumentationen virker Gnisterne fortræffeligt. Pigerne selv, forældre og samarbejdspartnere er alle sammen fulde af lovord overfor projektet. 28 piger ud af de 45, der har været forbi Gnisterne, har deltaget i dokumentationen, og samtlige medvirkende er enten i gang med en uddannelse eller i arbejde.
Og det er også piger, der er i fare for at få børn tidligt, påpeger Sissi Stoltze:
"Det var et af de mål, vi havde, da vi startede, at vi ikke ville have nogen teenagemødre. Og vi har ikke nogen gnister, der har fået børn endnu. Er det ikke fantastisk?"
"De ældste må nu godt begynde snart," tilføjer Kirsten Juul Frandsen.

Evig dårlig samvittighed. En gnist er en stille pige. En af dem, der stort set findes i hver eneste skoleklasse, der aldrig gør opmærksom på sig selv, der er ensom, overset og blottet for selvtillid og selvværd.
Mange af dem pjækker ofte fra skolen.
"De er vant til, at det ikke har nogen betydning, om de dropper ud. Der er ikke nogen, der griber fat i dem. Det er faktisk en lettelse, når de ikke er der, for så er ens dårlige samvittighed væk. Man kan jo mærke, at de har det skidt, men man ved ikke, hvad man kan gøre ved det. De er en evig dårlig samvittighed for pædagoger, der ikke kan nå dem. Altså for de pædagoger, der lægger mærke til, at de har nogle piger, der ikke trives," konstaterer Sissi Stoltze.
Ofte opfatter pigerne ikke sig selv som stille, men de får alligevel kun munden på gled, når de er sammen med folk, som de er trygge ved.

Ikke behandling. Nede hos Gnisterne er de stille piger ikke stille ret længe. Kirsten Juul Frandsen og Sissi Stoltze har nemlig udviklet nogle metoder, der får pigerne til at overvinde det forbehold, som de ellers har rustet sig med. Blandt andet får de små opgaver, der kan lyde sådan her:
Hvordan er ugen gået? To og to skal I interviewe hinanden. I får 10 minutter hver. Hvad er der sket af godt i ugens løb? Er der sket noget mindre godt? Den, der interviewede, skal finde det vigtigste at fortælle om den anden i runden bagefter.
Andre emner kan handle om at sætte grænser eller "hvad er jeg god til".
"Vi bruger meget at snakke om følelser, men de har jo meget dårlige erfaringer med det. Der er jo ikke nogen af os, der vil sidde i en rundkreds og snakke om følelser. Så vi gør også det, at vi spiller dem," siger Sissi Stoltze og går ud og henter en skål med nogle små, gule sedler i. Jeg trækker en seddel. "Misundelse" står der.
"Så kan det være, at du skal spille den følelse overfor os andre. I går lavede vi to hold, så hvert hold trak tre følelser, og så skulle de spille de tre følelser i et mimespil, og de andre skulle så gætte det - en slags gæt og grimasser. Så leger vi, men du finder følelser fra dig selv. Så der er både noget med at komme i kontakt med sine egne følelser og for de andre at lære empatien, at sætte sig ind i når andre har en følelse og aflæse den," siger Sissi Stoltze.
Er I ikke bange for at sætte for meget i gang i de piger?
"Nej, for de siger kun det, de har lyst til, og vi tror på, at man kun lukker op for det, man er klar til. Vi borer ikke," understreger Sissi Stoltze.
Men I ryger vel over i nærheden af behandling?
"Det gør vi, vi er i sådan en gråzone. Men egentlig er det en følelse, der er der. Du kan jo kun fortælle mig det, du har om misundelse," siger Sissi Stoltze.
Kirsten Juul Frandsen supplerer:
"Man skal aldrig nærme sig grænsen til behandling, hvis man ikke har forstand på, hvad man gør. Så skal man bruge de ting, vi gør, hvor man får samtalen, og man bruger kroppen. Det er så givtigt," siger Kirsten Juul Frandsen, der selv har en fireårig uddannelse som krops- og psykoterapeut. Sissi er godt i gang med en uddannelse til massageterapeut.
Og begge to afviser, at Gnisterne får pigerne til at åbne op for ting, som de ikke er klar til at snakke om.
"De lag kommer vi slet ikke ned i. Vi har sådan en respekt for den enkelte pige, at det er hende, der bestemmer. Vi går ikke ind og roder rundt i hendes indre og laver et eller andet smart gestaltterapeutisk," fastslår Kirsten Juul Frandsen og fortsætter:
"Men vi har dyb respekt for det, at de åbner op, (den næste sætning siger Kirsten og Sissi i kor) i det øjeblik, de er klar til det."

Kopiér i klubberne. Metoderne er lige til at kopiere ude i klubberne, mener Kirsten Juul Frandsen og Sissi Stoltze. Faktisk har de prøvet dem af i en lokal klub, der tog en halv snes piger fra og kørte et seks måneders forløb med dem. Klubben brugte Gnisternes arbejdspapirer og fik supervision af Kirsten og Sissi.
"Det gik bare kanon. De fik vendt så mange problematikker. Så vi ved, det kan lade sig give sig ude i klubberne, og at vores arbejdsform kan kopieres direkte derude," siger Kirsten Juul Frandsen.
Klubberne har endda en fordel, påpeger Sissi Stoltze:
"De var langt hurtigere, end vi er. De var nået længere på meget kortere tid, fordi de havde kontakten i forvejen. Så der, hvor vi kan bruge tre måneder på at komme så tæt på en pige, der var de i løbet af to gange. Så de nåede ind omkring det, der var svært, i løbet af meget kort tid."
Men der er dog en forudsætning, som det er vigtigt at have på plads, inden man kommer i gang. Man er simpelthen nødt til at komme væk fra den eksisterende institution, så man kan være i fred, påpeger Kirsten Juul Frandsen:
"Det duer ikke, at man kan høre, at Jens Peter render rundt derude og skaber sig åndssvag, og man ved ikke, hvornår han kommer buldrende ind. Eller telefonen ringer, når man sidder med en klump i halsen. Så kan pædagogen heller ikke fordybe sig. Og jeg tror på, at så meget som pædagogen er i stand til at åbne op og være sig selv, så meget åbner pigen også op."
"De kan bare mærke det, de tøser. De har hele apparatet ude, de kan bare mærke, hvis man lige tænker på aftensmaden eller en kollega, der råbte højt. Så er de gået - sådan mentalt. De er vant til at blive afvist, og de ved, at der ikke er tid til dem," konstaterer Kirsten Juul Frandsen.

Mad og massage. Gnisterne arbejder ikke kun med at snakke. Det fysiske spiller også en stor rolle. Pigerne bliver udsat for kropsøvelser, massage, boksning (Gnisterne har en boksebold, der lægger skind til, når pigerne skal af med nogle frustrationer) og masser af knus og kram. Det skal alt sammen gøre pigerne lidt mere opmærksomme på deres egne kroppe. Målet er, at pigerne skal føle sig godt tilpas i deres egen krop og lære at mærke dens signaler.
Maden spiller faktisk også en vigtig rolle. Der er altid mad i køkkenet, når pigerne kommer fra skole. Og når pigerne kommer første gang, bliver de også mødt af et veldækket bord. Samarbejdspartnere får også altid både kaffe og brød. Og det er derfor, der er dækket et lækkert morgenbord til Børn&Unges udsendte.
"Maden har vi aldrig tænkt over som metode. Det er bare noget, vi har gjort, og som vi lægger vægt på, og som vi synes er en del af Gnisterne. Men når vi diskuterede det med Susanne (Pihl Hansen, forfatter til "Gnisterne - stille piger"), så var det metode. Vi kunne bare ikke selv se det. Og det er da vigtigt, at man får god mad," siger Sissi Stoltze.
Pigerne har også brug for at lære noget om god mad. Halvdelen af pigerne er overvægtige, og nogle af de andre har spiseforstyrrelser i forskellige grader.
"Vi har haft nogen, der går ud og kaster op, når vi har spist," siger Sissi.
Men alligevel er mad ikke noget, der bliver diskuteret hos Gnisterne.
"Vi går aldrig ind i det at spise, vi snakker aldrig mad. Vi snakker udenom og bagom, for de er vant til at snakke mad. Det undgår vi helt," fastslår Kirsten Juul Frandsen.
Nogle af pigerne bliver henvist til diætist.
"Så er det diætisten, der snakker om mad med pigen, det er ikke os, der går ind der. Vi giver omsorg, fjolleriet, legen, massagen, så de kan mærke deres krop," understreger Kirsten Juul Frandsen.

Én tilmelding. Kirsten og Sissi glæder sig over, at "Gnisterne - stille piger" viser, at det kan lade sig gøre at flytte de stille piger. Rygtet om deres succes har efterhånden bredt sig i kommunen, og lige nu er der et helt års ventetid for piger, der allerede er visiterede og kan passe til stedet. Der er i øjeblikket 14 piger på venteliste.
"Gennem syv år, hvor vi har fortalt alle om det, kommer der endelig fokus på det. Og det er piger, der trænger, de har store belastninger," siger Kirsten Juul Frandsen.
Men det er svært at trænge igennem med budskabet om de stille piger, erkender de.
"Når vi spørger skolelærerne, så kender de godt de stille piger. Men det er først i år, at en lærer har ringet og været nysgerrige efter at se vores sted. Og de har været inviteret alle sammen," siger Sissi Stoltze.
Gnisterne har også lavet et kursus om det at arbejde med stille piger for skolelærerne i kommunen, der har ni folkeskoler.
"Vi fik én tilmelding," konstaterer Sissi Stoltze.

Vilde drenge. Så går det bedre i klubberne. Her skal Kirsten og Sissi lave et kursus i september. Men budskabet skal endnu længere ud.
"Nu skal der gang i den rundt om i institutionerne på landsplan," opfordrer Kirsten Juul Frandsen og erkender samtidig, at det bliver svært.
"Der er så meget fokus på de udadreagerende drenge, og der er prestige i at arbejde med det.
De udadreagerende gør vold på samfundet og de omkringstående, de indadreagerende gør vold på sig selv. Det er forskellige måder, de reagerer på, men det er de samme problemer, der ligger til grund for dem. Den ene gruppe får bare så meget opmærksomhed, og de andre er bare i glemsel," siger Kirsten Juul Frandsen.
Er det ikke en naturlig reaktion at give de vilde drenge noget opmærksomhed, hvis de er ved at splitte alting ad? Sammenlignet med det er det jo ikke til at mærke forskel på, om de her piger trives.
"Du går så ud fra den norm, der hedder, at vi skal opretholde ro og orden. Du går ikke ud fra den norm, der hedder, at vi skal sørge for, at de fleste har det godt," siger Kirsten Juul Frandsen og gør opmærksom på, at Gnisterne koster Lyngby-Taarbæk Kommune en bagatel af 700.000 kroner om året.
"Bare to af dem ikke kommer på døgninstitution, så er de penge jo tjent hjem. Og alle dem, der bliver hjulpet senere i livet, og dem, der ikke får børn tidligt. Det er fundet til de penge. Hvis der kunne blive fokus på det," siger Kirsten Juul Frandsen.
Vi var også stille. Men de stille piger har også et andet problem i kampen med de vilde drenge om opmærksomhed. De pædagoger, der gerne vil arbejde med det her område, er heller ikke verdensmestre i at råbe op, bemærker Kirsten Juul Frandsen:
"Det er tit piger, der ved, hvad det vil sige at være stille, der arbejder med stille piger. De kan mærke dem. De kan godt se det. De er nemlig også stille. Vi har bare set det så mange gange, når vi har været ude og holde oplæg."
Hvorfor er I så havnet her, for I er da ikke stille?
"Men det er vi jo et eller andet sted," siger Sissi Stoltze og fastslår, at der ikke er nogen samarbejdspartnere, der kender ret meget til Kirstens og Sissis privatliv.
"Der er ikke nogen, der kommer en millimeter ind på mit privatliv. Jeg vil slet ikke have dem der," siger Kirsten Juul Frandsen.
Så I har også facaden?
"Vi kender den et eller andet sted, for ellers ville vi ikke kunne opfange den. For hvis du ikke er på den frekvens, så ville du ikke se det. Men vi er da ikke stille mere," siger Sissi Stoltze.

Gnisterne mener det alvorligt, når de siger, at nu skal der fokus på de stille piger. Derfor er du velkommen til at kontakte Gnisterne, hvis du vil høre mere, eller har brug for hjælp til at starte en pigegruppe. Du kan fange Gnisterne på tlf. 4593 0445, e-mail: ltk-gnisterne@mail.dk

"Gnisterne - stille piger" af Susanne Pihl Hansen, 76 sider. Pris: 150 kroner. Kan bestilles hos Udviklings- og Formidlingscenter for Socialt arbejde med Unge, tlf. 4820 0010. Eller online på www.ufc-unge.dk

Børn&Unge har tidligere skrevet om Gnisterne i Børn&Unge nr. 49/1997. Artiklen er tilgængelig på www.boernogunge.dk

Bag stilheden
De findes overalt, de stille grænsende til det usynlige piger. Ikke at det er et problem i sig selv at være stille. Men fælles for de stille piger, der kommer hos Gnisterne, er, at stilheden dækker over nogle enorme problemer.
Pigerne har ekstremt lavt selvværd. De er generte, ensomme og bange for at sige noget i forsamlinger. Mange pjækker fra skolen eller dropper helt deres uddannelse.
Af "Gnisterne - stille piger" fremgår det, at pigerne har tre overordnede problemer, når de begynder hos Gnisterne:
- Familieproblemer. 75 procent af pigerne har problemer derhjemme. For nogle af pigerne kan det være, fordi forældrene drikker eller tager stoffer, for andre kan det være seksuelle overgreb, psykisk syge forældre eller måske er en af forældrene døde.
- Ensomhed og mobning. En tredjedel af pigerne er meget indadvendte og generte. De føler sig ensomme og isolerede og har ingen venner.
- Krops- og identitetsproblemer som pige/kvinde. Mange af pigerne har spiseforstyrrelser, omkring halvdelen af pigerne er overvægtige.

Gamle flammer
Gnisterne har også lagt en lille ekstra funktion til deres arbejde. De piger, der går ud af Gnisterne, bliver opgraderet til flammer. De har en aften om måneden, hvor de er sammen med de yngre gnister. Håbet er, at flammerne vil give en storesøstereffekt i forhold til de små gnister.
"Den er ved at være der lidt, at de tager hånd om hinanden. Men når de ser Sissi og mig, så skal de bare have lidt opmærksomhed. Så trækker gnisterne sig og sidder bare inde i drømmerummet," siger Kirsten Juul Frandsen.
"Nogle af gnisterne har gået her så længe som fire år. Så kan du ikke bare slippe dem. Så nu har vi også flammerne," siger Sissi Stoltze.

Arbejdsseminar om stille piger
"Giv stille piger stemme" er titlen på et arbejdsseminar den 23.-24. september på Hvedholm Slot ved Faaborg om netop stille piger. Blandt andet vil Kirsten Juul Frandsen og Sissi Stoltze holde et oplæg om deres arbejde i Gnisterne.
Det koster 1800 kroner pr. deltager. Nærmere oplysninger kan fås hos:
Bangsbo fritids- og Ungdomsklub, Pigeklubberne Zone-p
Assensvej 96, 5600 Faaborg, tlf. 5126 1992. E-mail: zone-p@faaborg.dk.
Du kan også læse mere på internettet på adressen:
www.bangsbofaaborg.dk/htm/pigeklub/stille_piger.htm