Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2017 Nr.: 13 Børn&Unge som e-paper
TEMA. Erik Sigsgaard advarer. Leg og relationer kan ikke styres
Legegrupper tager endnu en bid af den sparsomme fritid, som børn har tilbage efter en lang dag i skole og SFO. Risikoen er, at børn får færre chancer for selv at opbygge relationer, fordi det hele bliver for tilrettelagt for dem, mener børneforsker Erik Sigsgaard.
Af: Anne Anthon Andersen & Marie Bille
De organiserede legegrupper bidrager til en alt for omfattende styring og skemalægning af børns tid og liv, mener børneforsker Erik Sigsgaard, der i adskillige år har forsket i børns leg og relationer. Han peger på, at der ikke er belæg i forskningen for at indføre de organiserede legegrupper i fritiden, fordi ingen har undersøgt, om de reelt har den ønskede effekt.
»Vi mangler en redegørelse for, at børnene har godt af det,« siger han.
Han afviser ikke, at der sagtens kan komme gode ting ud af legegrupperne, men problemet er, når ordningen bliver obligatorisk for børn og forældre.
»Det store problem i forhold til legegrupper er ’skal’. Det er et indgreb i forældrenes dispositionsret over børnene og deres egen tid. De voksne kan godt have en idé om, at det ville være godt og fornuftigt, hvis et barn legede mere med et andet barn. Men det er jo ikke sikkert, at barnet har lyst til at lege med det andet barn eller den gruppe, som de voksne beslutter,« siger Erik Sigsgaard.
Leg og relationer hverken kan eller bør styres af de voksne, mener han.
»Voksne kan hjælpe de børn, der har svært ved at etablere venskaber. Men de kan ikke tvinge og dirigere. Risikoen er, at børn får færre chancer for selv at opbygge relationer, fordi det hele bliver for tilrettelagt for dem,« siger han.

Vanvittig hårdt. Også Ditte Dalum Christoffersen, ph.d. i pædagogik og psykologi, er skeptisk overfor, at leg og relationer bliver styret i obligatoriske legegrupper. For legegrupper kan give børnene en oplevelse af selv at have ansvaret for relationer og leg, der samtidig er ekstremt voksenstyret. Og det er en paradoksal og problematisk konstellation, mener hun.
»Det kan give børnene en følelse af, at de skal kunne styre det, der sker i legegruppen. Det kan være vanvittig hårdt for børnene, hvis de legegrupper så ikke fungerer. Så kan de, der er udenfor, føle sig endnu mere forkerte.
På den måde kan legegrupper fastfryse konflikter og dårlige mønstre,« siger hun.
I sin forskning oplever hun, at børn i stigende grad afventer, at der er nogle, der fortæller dem, hvad de skal. Og at det kan gå ud over deres evne til at tage initiativ på egen hånd. 
»Jeg kan være bange for, at man forhindrer børn i at udvikle deres kreativitet og integritet. Ved at ville styre alt, selv deres venskaber og lege, fratager man dem muligheden for selv at tage initiativ til leg og relationer,« siger Ditte Dalum Christoffersen.  
Der kan dog sagtens være succes med legegrupper, og de kan gøre en masse godt for børnenes relationer og fællesskaber, mener Ditte Dalum Christoffersen. Men de bliver et problem, hvis de bliver gjort til en obligatorisk formel, der kan løse problemer med mobning, vurderer hun.
»Legegrupper er endnu et eksempel på voksnes trang til at styre det ustyrlige hos børn. Men det at tro, at man kan orkestrere børns leg og relationer i legegrupper, er en utopi. Børn bliver ikke automatisk gode venner, fordi voksne har placeret dem hjemme hos hinanden og besluttet, at nu skal de lege,« siger Ditte Dalum Christoffersen.
 
Reguleret barndom. Erik Sigsgaard mener, at de obligatoriske legegrupper er endnu et problematisk led i den skemalægning af børns fritid, der er blevet stadig strammere de seneste år med skolereformen og længere skoledage. Langt de fleste af særlig de yngste skolebørns timer er på forhånd besat af skoletid, fritidsaktiviteter og andre aktiviteter, hvor der er et program, som børnene ikke selv styrer. Tiden til at lege med venner derhjemme i gården, på gaden er så klemt, at det er et overgreb mod børn at styre endnu mere af deres frirum ved at bestemme, hvem de skal lege med og hvornår. For det går både ud over børnene og legen, mener han og fortsætter:
»Det her rammer børns leg negativt. Selv om formålet er, at de skal hjem til hinanden i en obligatorisk ordning for netop at lege.
For det giver endnu mindre tid til den frie leg med naboen, søskende eller kusinen – de nære vigtige relationer, som barnet spontant søger,« siger han. 
»Jeg spørger tit, når jeg er ude at holde foredrag for voksne, hvor mange af dem, der kunne tænke sig at bytte deres egen barndom med den moderne skemalagte og gennemregulerede barndom, børn har i dag. Der er aldrig en eneste, der kunne forestille sig det liv, som vi i dag byder børn på grund af en for omfattende institutionalisering,« slutter Erik Sigsgaard.