Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2016 Nr.: 13 Børn&Unge som e-paper
TEMA: Anne gik ned med stress. Genfandt arbejdsglæden i nyt job
Efter et jobskifte trives Anne Geertsen igen med at være pædagog. Men vi skal tale højt om pædagogers dårlige psykiske arbejdsmiljø, siger hun.
Af: Trine Vinther Larsen
Det er svært præcis at sætte fingeren på, hvad der for fem år siden fik daværende SFO- og skolepædagog Anne Geertsen til at gå ned med stress. Det kom snigende over lang tid. Drypvist.
»Min psykolog sagde til mig, at jeg skulle tænke på det som et glas vand, der er kommet dråber ned i. Det bliver ved med at dryppe ned i glasset, og til sidst er der en dråbe, der får det hele til at flyde over. Det er ikke den sidste dråbe, der gør det alene. Alle de andre har været medvirkende til det,« siger Anne Geertsen.
Skal hun pege på nogle af de ting, der medvirkede til hendes sammenbrud, nævner hun: Dårlige normeringer. Manglende vikar ved sygdom. De stadig flere arbejdsopgaver. Manglende anerkendelse af pædagogernes faglighed i skolen. Følelsen af at blive betragtet som lærerenes redskab på linje med en tavlesvamp. Usikkerheden om stillinger. Forberedelse i fritiden. Og oplevelsen af konstant at skulle strække sig.
Anne Geertsen husker den dag, det hele ramlede.
»Jeg var kommet hjem med børnene og kunne ikke overskue, at min datter skulle til gymnastik. Jeg kunne bare ikke mere og havde lyst til bare at trække dynen op over hovedet.
Vi blev hjemme, og at give børnene mad og få dem i seng kørte på automatpilot, mens jeg selv befandt mig i sådan en boble. Jeg skrev en SMS til min mand om, at jeg hang i med neglene, og da han kom hjem og spurgte til mig, brød jeg grædende sammen,« fortæller Anne Geertsen, hvis børn dengang var fire og syv år.
Hun græd igen, da en kollega skulle modtage hendes sygemelding dagen efter, og herefter henstår de næste tre måneder mest i tåger.
»Jeg sov og sov og sov. Igennem lang tid op til sygemeldingen havde jeg måske også været ekstra træt og haft sådan en følelse af ikke at orke, men der var ikke noget midt imellem:
Sammenbruddet kom som et brag. Måske er det, som stresseksperten Thomas Milsted siger, at man ikke bryder sammen, fordi man er svag, men fordi man har været stærk alt for længe,« siger Anne Geertsen.
Efter tre måneders sygemelding og psykologhjælp vendte Anne Geertsen tilbage til arbejdet i SFO’en og på skolen. Hun var en af de første af flere kolleger, som siden blev langtidssygemeldt. Det føler hun sig heldig over.
»Jeg blev sygemeldt, mens budgettet stadig ikke var strammet helt til, så jeg fik lov til at vende langsomt tilbage. Men jeg har siden oplevet, at sygemeldte kolleger begyndte at græde, så snart de kom ind på arbejdspladsen til omsorgssamtaler. Så er det jo for tidligt.
Men medarbejderne frygter fyringer rundt om hjørnet, så de tør ikke andet end at møde op. Og lederne får at vide, at de hurtigt skal få sygemeldte medarbejdere i gang. Jeg tror bare, at man derved risikerer at presse så meget, at mange går ned igen, og nogle slet ikke kommer tilbage,« siger hun.

Kom væk i tide. Anne Geertsen fortsatte sit job i SFO’en i tre år efter sin sygemelding, men i 2014 fik vilkårene og især folkeskolereformen hende til at søge nyt job.
»Der var kun udsigt til dårligere normeringer, nedgang i timer og en endnu mere usammenhængende dag. Og når jeg ser, hvordan pædagoger i skolen kæmper i dag, er jeg glad for, at jeg kom væk i tide,« siger hun.
Hun genfandt arbejdsglæden som vuggestuepædagog i en integreret institution.
»Vi er også pressede på budgettet, og der er dage, hvor vi kun er to pædagoger til 13-14 vuggestuebørn, men jeg oplever mere ro og sammenhæng. De børn, jeg modtager, siger jeg også farvel til,« siger Anne Geertsen, der blev pædagog, fordi hun elsker den tætte relation til børnene og muligheden for at få positiv indflydelse på deres hverdag og udvikling.

Kvalmen som ven. Anne Geertsen er glad for, at hun gjorde alvor af sine tanker om at sige op. Til dels sætter den nu 41-årige pædagog også pris på, at hun har prøvet at miste fodfæstet.
»Havde jeg bare fortsat med at være den, der ordnede alting og aldrig sagde nej, var jeg kørt så langt ud, at jeg måske ikke kunne komme tilbage. Der skulle en helt ny start til på en ny arbejdsplads, før jeg for alvor kunne give slip på de gamle mønstre,« siger Anne Geertsen, der efter jobskiftet også fik gavn af psykologhjælpen, som hun fik under sin sygemelding.
I dag kender hun sine stresssignaler.
»Hvis jeg skal for mange ting på jobbet, får jeg kvalme. Det er noget, der har fulgt mig, og det er blevet en rettesnor for, hvornår jeg lige skal tænke over, hvad der presser mig, og om det kan vente til i morgen, og om der er noget, jeg skal bede min leder prioritere for mig. Så nu er kvalmen blevet en ven,« ler hun.
Anne Geertsen er også blevet god til spotte pressede kolleger. Som arbejdspladsens både arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentant er det en kæmpe fordel.
»Det er på alle mulige måder bedre at forebygge arbejdsmiljøproblemer end at skulle lappe på dem. Er man først gået ned, har det store menneskelige omkostninger,« siger hun, der selv har skullet acceptere, at hun er blevet en anden efter sit sammenbrud.
»Min hukommelse er skadet, og jeg bliver hurtigere træt og fyldt op både på jobbet og privat,« siger Anne Geertsen.

Tal om det. Efter sin sygemelding vendte Anne Geertsen tilbage over to måneder. Hun anbefaler langsom tilbagevenden.
»Den første uge kom jeg kun på arbejde i en time og uden krav. Kommer man tilbage for fuld hammer og i de samme sammenhænge som før, så havner man bare i de gamle usunde mønstre,« siger hun. Et andet råd er, at både pædagoger og ledere skal blive bedre til at tale åbent om arbejdsmiljøproblemer.
»Medarbejderne har et ansvar for at sige, hvis de kan mærke, at læsset er ved at vælte for én selv eller en kollega. Men der skal også være et arbejdsmiljø, hvor det er okay at sige det, og hvor lederen lytter og bakker op og ikke bare kommer med den sædvanlige ’sådan er vilkårene’. Det er en lederopgave at prioritere især i stramme tider,« siger Anne Geertsen.

3 råd fra Anne
Til den stressramte: Det kan være svært, men det er dig selv, der bedst kan mærke, når du er presset.
Til kollegaen: Sig ikke ’du virker stresset’, men spørg hellere, om der er noget, du kan hjælpe med.
Til lederen: Prøv ikke at placere årsagen til stress i medarbejderens privatliv. Er man ikke i stand til at gå på arbejde, er der jo noget i vejen med arbejdsvilkårene.