Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2009 Nr.: 08
Efter mørkets frembrud
Bandekrigen mellem rockere og indvandrere har spredt frygt på hele Indre Nørrebro. Efter mørkets frembrud er der stille i byen, og de unge søger til klubberne, når nu det er blevet for farligt at hænge ud på gaden. Men der er ingen bud på, hvordan man standser bandeopgøret.
Af: Steffen Hagemann
Retorikken er ikke for folk med sarte nerver: 'Bandekrig' hedder det. Og dagbladene lægger ikke fingrene imellem, når 'krigen' på Indre Nørrebro i København skal dækkes:
Politiken, 6. marts:
'Militser har overtaget Københavns gader'
Jyllands-Posten, 4. marts:
'Blodhævn'
Berlingske Tidende, 5. marts:
'Medlemmer strømmer til bander'
Ekstra Bladet 4. marts:
'Krigszone Nørrebro'
Der bliver skudt med skarpt, når rockere og indvandrerbander kæmper om territorier, respekt, magt og et lukrativt hash-marked. Og de tager ikke hensyn til de lokale beboere i kampen, der tilsyneladende allerede har ramt flere uskyldige.
Så det er måske forståeligt, at en børnehave på Nørrebro har indhentet tilbud på panserglas. Og at Kulturhuset Støberiet på Blågårds Plads har valgt at lukke om aftenen og i weekenden 'grundet skyderierne og følgende utryghed for brugere og medarbejdere', som der står på Støberiets hjemmeside.
For at få et billede af situationen har Børn&Unge talt med en række personer, som enten har et indgående kendskab til 'miljøet' på Indre Nørrebro eller arbejder i området. Nogle af dem har udtrykkeligt bedt om at være anonyme som betingelse for at medvirke. Det vil skade deres arbejde, hvis de udtaler sig til journalister, vurderer de. Nogle har også fortalt, at de ikke må udtale sig til pressen og henviser til forvaltningen. Alligevel medvirker enkelte af dem i artiklen som anonyme for at give et mere nuanceret billede af hverdagen på Nørrebro, end medierne ellers har plads til.

Stille om aftenen. Men selv om overskrifterne i dagspressen indikerer krig og kaos, er der usædvanligt roligt på Nørrebro efter solnedgang, beretter de folk, Børn&Unge har snakket med.
"Ja, der er meget stille om aftenen i området," fortæller Britt Riese-Andersen, leder af klubben Kvisten i Gartnergade, godt 250 meter fra Blågårds Plads.
"Forældre vil heller ikke have, at deres unger render rundt på gaden," siger hun. Før skyderierne var det ikke alle unge, der gjorde, som forældrene sagde i den sammenhæng. Men nu lytter de.
"De, der ikke er her, er hjemme," siger Britt Riese-Andersen, der kan berette om et større fremmøde i klubben, der har medlemmer fra 14 år og op til 100 år, som der står på klubbens hjemmeside.
En anden kilde med et indgående kendskab til Indre Nørrebro ser også flere unge i klubberne,
"De er begyndt at bruge klubberne og medarbejderne for at have et helle om aftenen. Det er superpositivt i den her situation. De får en oplevelse af, at nogle af de steder, hvor de kommer, også er der, når lokummet brænder," siger vedkommende og understreger, at flere klubber har været gode til at slå dørene op og tilbyde for eksempel aftensmad eller holde længe åbent til arrangementer i forbindelse med Champions League i fodbold.
Men 'bandekrigen' er også med til at polarisere de unge, påpeger han.
"Selvfølgelig er der også nogle, der ser det her som en mulighed for at markere sig. Med al den spænding, der også er i det - adrenalinsuset - er nogle af de unge ude med lys og lygte for at markere sig som en del af et større fællesskab. Det er dem, som gerne vil være 'ordentlige gangstere'," siger Børn&Unges kilde.

På EPO. Selv om der er stille på gaderne, hvor politiet ifølge kilder udgør hoveddelen af trafikken, er det ikke ensbetydende med, at stemningen er rolig. 'Højspændt' og 'trykket' er nogle af de ord, der bliver hæftet på stemningen af folk med kendskab til miljøet.
På Indre Nørrebro er man normalt på vagt over for ting udefra. Man beskytter sig selv, fortæller en kilde.
"Men den stemning på EPO, den er spændt op. Men det er en skrækblandet fryd," fortæller vedkommende.
En anden kilde beretter om nervøse og mistænksomme folk:
"Nogle er bange for, at det ikke bare er en krig mellem kriminelle. De frygter, at det også er en krig mellem danskere og indvandrere. Selv indvandrere, der ikke nødvendigvis er kriminelle, er nervøse for, at de bliver skudt af danskere."
Flere kilder fortæller om konspirationsteorier, der florerer.
"Folks fantasi kører helt frit. De tror, at rockerne arbejder sammen med politiet. Der har været tilfælde, hvor politiet har opholdt sig i området, og kort tid efter har der været skyderier. Det ser folk som et bevis på, at politiet direkte har ringet til rockerne og sagt, at 'nu har vi renset området for våben. Nu kan I bare komme ind.' Det er selvfølgelig mest børn og unge, der tror på den slags. De mere fornuftige ved godt, at den ikke holder vand," siger vedkommende.
De unge indvandrerdrenge synes også, at de politiske tiltag, der skal standse bandeopgøret, kun rammer dem. Danske statsborgere står jo ikke til at blive smidt ud af landet ved at deltage i 'bandekrigen'.
"De får klart en fornemmelse af, at der heller ikke er nogen forståelse eller hjælp at hente. De har en følelse af, at de er ofrene," siger en kilde.
Også medierne er med til at puste til deres følelse af at blive uretfærdigt behandlet, fortæller en anden.
"Når uskyldige danskere bliver ramt, bliver det beskrevet i detaljer, hvordan de var revisorer, og hvor fredelige de var. Når indvandrere bliver ramt, bliver det ikke beskrevet i detaljer, hvor uskyldige de var i konflikten," fremfører kilden.

Paranoia. Flere kilder, som Børn&Unge har talt med, fulgte også indgående med, da Nørrebro for et år siden eksploderede i et kaos af bål, brændende biler og brosten.
Men stemningen sidste år kan slet ikke sammenlignes med stemningen i år, fortæller de samstemmende.
"Sidste år var det en stemning af aggressioner, der skulle ud. De unge var meget mere udadreagerende. Nu er der bare stilhed, og man ved ikke, hvornår der sker noget igen," siger en kilde.
En anden kilde kalder stemningen 'meget, meget mere alvorlig'.
"Sidste år kunne man referere til nogle episoder, som der var en legitim grund til at være vred over, og som resulterede i en masse galde. Nu er her en højere grad af paranoia, fordi det er 'skyd eller bliv skudt'."
Antallet af 16-18 årige, som er begyndt at gå med skudsikker vest, er også steget betragteligt," konstaterer kilden.
"Det er meget sværere i den her situation. Det løber ligesom alle af hænde. Alle vil gerne signalere kontrol, men i virkeligheden er alle pissebange. Alle er skræmte, også politiet, og det kan man klart mærke på dem," vurderer kilden.

På vagt. Ingen af de fagfolk, som Børn&Unge har talt med, frygter for deres eget liv. Men de er også på vagt alle sammen.
"Som hvid kartoffeldansker synes jeg ikke, det er supertrygt at færdes derinde. Når folk er helt oppe på stikkerne, skal der ikke så meget til, før der kan opstå en misforståelse," siger en kilde.
En anden fortæller:
"Rent instinktivt holder man øje med, om biler kører rundt med nedrullede vinduer, og man kigger lige på, hvem der sidder i bilen. Man tænker over tingene, men jeg synes ikke, jeg er nervøs."
"Når begge parter skyder, som de gør, vil jeg være bange for at stå det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Men jeg er ikke bange for, at det er mig, der bliver skudt direkte på," fastslår en tredje.
I klubben Kvisten er man heller ikke så bekymret for at blive mål for kuglerne.
"Medarbejdere skal være trygge. Det synes jeg, vi er," siger Britt Riese-Andersen.
"Men der er medarbejdere ved Korsgadehallen, der har været direkte ramt. Nogle af dem har måttet smide sig ned, mens kuglerne regnede ind gennem vinduet, og det sætter sine spor," siger hun.
I klubben har man opdateret kriseplanen. Og så må hverken unge eller ansatte stå uden for huset mod gaden. Hvis de skal ryge, foregår det på den anden side af klubben.

Løsning søges. Når man spørger, hvordan bande-uvæsnet skal stoppes, lyder der nærmest et kollektivt suk.
"Der kommer jeg til kort. I de andre konflikter, jeg har været i, har jeg følt, at jeg har haft noget at byde ind med. Det er meget svært lige nu," siger en kilde.
"Jeg er ikke bange for, at det aldrig stopper. Det skal nok gå i sig selv igen, men hvad skal der til?" spørger vedkommende.
Problemet er, at det ikke er nok med en social indsats.
"Det er også et socialt problem, men der er bare så mange andre elementer: magt, penge og våben. Det ligger lidt uden for mit arbejdsfelt," siger vedkommende.
En anden kilde har også svært ved at se en løsning på kort sigt.
"Jeg tror ikke, vi kan gøre så meget. Jeg tror på, at konflikten bliver løst, og jeg håber, det går hurtigt. Men jeg ved ikke, hvem jeg skal sætte min lid til, hvem der skal løse problemet, og hvordan det skal gøres," siger vedkommende.
Men på længere sigt kan kilden se muligheder.
"Man skal tænke mere på det forebyggende, have fat i børnene helt fra små og inddrage forældrene. Det kan godt være, man kan få slukket ilden nu, men der blusser en ny op igen, hvis man ikke får gjort noget," siger kilden og efterlyser tilbud, der kan rumme de unge på Indre Nørrebro
"Der findes fede klubber, men normeringerne er helt hen i vejret. De kan ikke rumme de her drenge og piger, som kræver rigtig meget. Der er ikke mandskab til det, der er ikke overskud til de her børn," siger kilden.
I klubben Kvisten er Britt Riese-Andersen ikke i tvivl om, hvad klubben kan gøre i den nuværende situation.
"Vi kan blive ved med at holde åbent. Vi kan sikre, at vi er en god institution, at vi kan rumme de unge, at kan have dem her, og at vi kan give de unge gode tilbud - noget andet end det, de får på gaden," siger hun.
Fra weekenden åbner klubben som noget nyt også lørdag og søndag.

Kan det ikke snart stoppe? Kun to kilometer fra Blågårds Plads, på Ydre Nørrebro, ligger klubben First Floor, som har 115 medlemmer fra 13 år og opefter. Her mærker man ikke så meget til bandekrigen, fortæller leder Henning Hansen.
"Det er vores indtryk, at det ikke påvirker de unge stærkt. De snakker om det, som de snakker om andre nyheder: 'Det var også satans' og 'Kan det bare ikke holde op snart', siger de," fortæller Henning Hansen og sammenligner reaktionen med, hvordan de unge reagerede, da Israel ved årsskiftet angreb Gaza.
"Der kunne man snakke om følelsesudbrud, som var til at tage og føle på. Det berørte dem at se deres slægtninge blive bombet," siger Henning Hansen.
To markante ændringer har han dog noteret sig. For det første er de unge blevet mere positive overfor politiet.
"Hvor det før var 'de fucking betjente', så er der kommet en helt anden positiv holdning til, at politiet skal være på gaden," siger han.
For det andet er der kommet flere unge i klubben, siden bandekrigen brød ud.
"Der kommer 10-15 stykker flere, end der plejer at komme. Samtidig er forældrehenvendelserne fordoblet. De ringer for at høre, om Muhammed og Ali er her, og hvad tid de går hjem," fortæller Henning Hansen, der kalder det en forøgelse af forældrenes ansvar og interesse.
Han mener, at medlemmerne generelt har en fornuftig tilgang til begivenhederne omkring Blågårds Plads.
"Der er en stille forståelse af, at det ikke er en racekrig. Nogle siger det modsatte, men vi ved, at enkelte indvandrerdrenge er med i AK81 (støttegruppe for Hell's Angels), og de ved også godt, at der også er nogle 'hvide' med i indvandrerbanderne. Så konflikten handler om en afgrænsning af territorierne og om hashmarkedet," siger Henning Hansen.
Han påpeger, at klubben på Ydre Nørrebro aldrig for alvor har været præget af det, der foregår på Blågårds Plads.
"De, der vil ufred, har valgt Blågårds Plads og området omkring pladsen som deres slagmark. Vores drenge synes også, at det er for meget at være på Indre Nørrebro, for de er altså 'seje' derinde. De er bange for dem," fortæller Henning Hansen.

Citater:

" Man skal tænke mere på det forebyggende, have fat i børnene helt fra små og inddrage forældrene. Det kan godt være, man kan få slukket ilden nu, men der blusser en ny op igen, hvis man ikke får gjort noget.
Anonym kilde


" Der kommer 10-15 stykker flere, end der plejer at komme. Samtidig er forældrehenvendelserne fordoblet. De ringer for at høre, om Muhammed og Ali er her, og hvad tid de går hjem.
Henning Hansen, leder, klubben First Floor


" Jeg tror på, at konflikten bliver løst, og jeg håber, det går hurtigt. Men jeg ved ikke, hvem jeg skal sætte min lid til, hvem der skal løse problemet, og hvordan det skal gøres.
Anonym kilde

Hjælp politikerne NU
Har du et bud på, hvordan konflikten på Nørrebro - og tilsvarende steder - kan stoppes, og hvordan der kan forebygges, så send redaktionen en mail med dit forslag. Vi samler alle pædagogernes forslag til en artikel, som kan inspirere de politikere og fagfolk, der arbejder intenst på sagen nu.
Skriv til: b&u@bupl.dk