Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2009 Nr.: 12
BUPL mener: Social udsathed har ingen lavalder
Selvom man forstår og deler frustrationen, er det et nummer for letkøbt at give den kriminelle lavalder skylden eller gøre den til løsningen.
Af: Birgitte Conradsen
I frustration over ballade, hærværk og kriminalitet begået af børn under 15 år har regeringen meldt ud, at den overvejer at sænke den kriminelle lavalder. Regeringen er dog ikke helt enig med sig selv om sagen, ligesom det er uvist, præcis hvordan straffesystemet for dem under 15 år i givet fald skulle indrettes.
Selvom man forstår og deler frustrationen, er det et nummer for letkøbt at give den kriminelle lavalder skylden eller gøre den til løsningen. Kriminalitet bunder som bekendt ofte i social udsathed på den ene eller anden måde, og den sociale udsathed har ingen lavalder. Ligesom den ikke kan straffes væk.
Problemet opstår, når social udsathed og de tiltag, der kan have effekt i den forbindelse, støder sammen med den politiske logik. Den går ud på, at bål i gaden og synlige problemer kræver hurtige, slagkraftige løsninger, som gør sig godt i et fem sekunders citat på tv. Dér fungerer udsagn som 'vi vil sænke den kriminelle lavalder', 'vi vil indføre en ungdomsdomstol', 'vi vil oprette en et-årig pulje til kriminalitetsbekæmpelse' o.s.v.
Knapt så tv-egnet er de forebyggende og langsigtede løsninger. Men det er dem, vi skal sætte vores lid til. I Vollsmose og i Gellerup har politi, skoler, klubber, sociale myndigheder og andre arbejdet tæt sammen om de unge i en del år og har lavet handleplaner for dem, som er ved at komme ud på et skråplan. Det har virket. Mange steder i landet er den traditionelle klub med bordtennisbordet på vej til at blive afløst af den matrikelløse klub, hvor pædagogerne i langt højere grad er opsøgende i forhold til de unge. Det virker også. Ligesom det virker at få inddraget forældrene i en løsning. Men den opsøgende arbejdsform kræver tid og fleksibilitet - en luksus som ikke altid findes i praksis.
Derfor skal der være stringens og ressourcer i de tilbud, vi giver de unge. Og de skal ikke lukkes ned igen, så snart ildebranden er slukket. Vi taler om en gruppe unge, som har hårdt brug for en professionel og kontinuerlig voksenkontakt - ikke for enkeltstående projekter med fancy navne.
Vil man på tv, virker det kortsigtede og slagkraftige. Spørgsmålet er, om det virker ude i virkeligheden - til andet end at tilfredsstille vores alle sammens retfærdighedssans, når tingene er kørt af sporet, og børnene eller de unge har lavet helt åbenlyst uacceptable ting. Vil man have kriminaliteten ned og skabe et tryggere samfund for borgerne og et godt liv for alle unge, så er man nødt til at væbne sig med tålmodighed og forsøge at give børnene og de unge støtte til skolegang, uddannelse, arbejde og meningsfulde fritidsaktiviteter. Og hellere før end siden. Der er sådan set ingen grund til at vente på hverken 10 eller 15 års fødselsdagen.