Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2015 Nr.: 05 Børn&Unge som e-paper
TEMA: RADIKALISERING. Dialog om radikalisering. En del af min hverdag
Unge muslimer, der forvandler sig til lobbyimamer og får salafistskæg. Unge, der tager til Syrien for at kæmpe for kalifatet – og som kommer skuffede hjem. Pædagoger i klubber ser mange unge, der bekender sig til ekstrem islamisme.
Af: Maja Hansen & Steffen Hagemann
Unge, der indfanges af ekstremistiske religiøse miljøer, skaber bekymring hos mange pædagoger. Hver femte pædagog, der arbejder med unge, ser i deres lokalområde unge, som tilslutter sig en ekstrem islamistisk ideologi. Fem procent af pædagogerne har de radikaliserede islamistiske unge gående i deres egen klub. Det viser en rundspørge blandt 360 pædagoger, der er ansat i klubber, på væresteder eller som opsøgende medarbejdere.
Piet Van Der Vliet Larsen, pædagog på to væresteder i Aalborg, møder jævnligt unge muslimer, der havner i et ekstremistisk, islamistisk miljø.
»De italesætter og støtter IS, Al-Qaeda og drabene i København eller på Charlie Hebdo. De hylder organisationerne eller gerningsmanden i stedet for at tage afstand. De tager afstand fra det danske samfund, uagtet at de er opvokset op og har gået i skole her, og deres forældre kom hertil for mange år siden. På den måde er dialog om radikalisering en del af min hverdag,« siger Piet Van Der Vliet Larsen.

Lobbyimamer. Unge muslimers måde at praktisere religion på ændrer sig ofte, når de bliver radikaliserede, fortæller Piet Van Der Vliet Larsen. De intensiverer den tid, de bruger på religiøs tilbedelse, og forsøger at få andre til at følge trop.
»Nogle unge går fra at være almindeligt religiøst troende til pludselig at være prædikende. Lad os kalde dem små lobbyimamer. Pludselig lægger de sig fast på fem bønner om dagen, daglige besøg i de lokale moskeer og opfordrer kraftigt til, at andre gør det samme. De tager afstand fra danske værdier som demokrati og ytringsfrihed,« siger han.
Den religiøse radikalisering viser sig også på andre måder.
»De går fra at være almindelige velfungerende unge i det danske samfund, klædt i almindelige jeans og T-shirts, til at gå med kjortler, få salafistskæg og holde til sammen med de andre kjortelklædte,« siger han.
Det er ikke kun andengenerationsindvandrere, som bliver tiltrukket af det religiøse fællesskab. Piet Van Der Vliet Larsen har også set unge danskere, der er konverteret til islam og efterlever sharialoven.
Nogle unge ender med at forfølge drømmen om kalifatet i Mellemøsten.
»Jeg har oplevet to unge, en mand og en kvinde, der tog til Syrien for at kæmpe på IS’ side,« fortæller Piet Van Der Vliet Larsen.

Vil skyde muslimer. Pædagogerne er ikke kun bekymrede for religiøs ekstremisme. 22 procent af pædagogerne i undersøgelsen ser andre former for radikalisering i deres klubber og lokalområde. Især højreekstremisme er synligt, påpeger halvdelen af de pædagoger, som ser andre former for radikalisering.
Henrik Pedersen, leder af Varmeværket, et opsøgende, socialpædagogisk tilbud i Glostrup, er en af dem, der har haft kontakt med en ung mand fra den yderste højrefløj.
»Jeg oplevede en ung, som i sin sindsstemning og sit menneskesyn blev radikaliseret. Han ville ind i militæret, fordi han ville til Afghanistan og skyde muslimer. Den unge mand har i princippet de samme tegn på radikalisering som Omar El-Hussein. Når man møder unge med de tegn, skal man være opmærksom,« siger han.

Bander radikaliserer. Det er ikke kun religiøs og politisk ekstremisme, som bekymrer pædagoger i klubberne.
’Unge, som er tiltrukket af bandemiljøet, undergår også en radikaliseringsproces’, skriver en pædagog i undersøgelsen.
Den holdning er vedkommende ikke alene med. Flere pædagoger peger i undersøgelsen på radikalisering i bander og rockergrupper som et alvorligt problem.
’Vi har haft to unge, som selv opsøgte
rockere, da de tilsyneladende var draget mod livet i et sådant fællesskab. Vi har desuden rapporteret et tilfælde af religiøs fanatisme (islam) til PET’, skriver en pædagog.

Ekstremt er synligt. Når en ung er på vej til at blive radikaliseret, er det som regel synligt for pædagogerne. Det er nemlig svært for de unge at gå stille med dørene, når de har fået en ekstrem holdning. Således peger 74 procent af pædagogerne på, at ’den unge giver udtryk for intolerance over for andres synspunkter, afviser demokratiske principper eller udviser had mod bestemte grupper’ som et tegn på radikalisering.
’Det var primært deres argumenter i diskussioner med andre unge, der gav grund til bekymring’, skriver en pædagog, der dog kunne konstatere, at de radikaliserede unge hurtigt blev ført på bedre tanker:
’De ældre unge kunne argumentere imod. Vi pædagoger lyttede med i baggrunden og observerede. Efter nogle måneder skete der ændringer i positiv retning. Jeg tænker, det var en del af deres søgen efter egen identitet’, skriver pædagogen.

Skuffet over Kalifatet. Enkelte unge bliver så grebet af islamismen, at de drager til Syrien og Irak for at deltage i skabelsen af det kalifat, som IS har erklæret en realitet i den krigshærgede region.
Ifølge Politiets Efterretningstjenestes seneste vurdering af rejseaktiviteten er mindst 110 danskere taget til Syrien. Halvdelen er kommet hjem igen. Men mødet med kalifatet kan være en skuffelse, fortæller Piet Van Der Vliet Larsen
»De to unge vendte tilbage fra Syrien og var kede af den tur, de havde haft. Det var bestemt ikke det, de havde drømt om at skulle ned og opleve. Det var en noget anden historie, end det de havde fået fortalt,« siger Piet Van Der Vliet Larsen.

I dialog. Når pædagogerne opdager en ung, der er ved at blive radikaliseret, lider de ikke af berøringsangst. 83 procent anfører, at de er gået i dialog med en ung, som de har været bekymret for.
’Jeg går altid i dialog med de unge muslimer for at høre, hvor de er’, skriver en pædagog for eksempel i undersøgelsen.
Kolleger og ledere bliver der også trukket på, og 35 procent har taget emnet op på et tværfagligt møde i SSP. Nogle unge er så radikaliserede, at pædagogerne har sendt bekymringerne videre i systemet. 13 procent har skrevet en underretning til kommunen, mens 7 procent har anmeldt den unge til politiet.

Klubbernes værd. Umiddelbart ser pædagogernes forebyggende indsats ud til at virke. Kun 7 procent af pædagogerne har ikke haft succes med at stoppe radikaliseringen, viser undersøgelsen. 12 procent kan svare klart ’ja’ til, at deres pædagogiske indsats har stoppet radikalisering.
’Empati, rollemodeller og voksne, der giver det bedste, de kan, af sig selv, har hjulpet mange af de unge. Det er typisk relationsarbejdet, der har haft betydning’, skriver en pædagog om det arbejde, der virker.
Det glæder Lars Søgaard Jensen, medlem af BUPL’s forretningsudvalg og politisk ansvarlig for 6-18-årsområdet, at så få procent svarer, at de ikke har haft succes med at stoppe
radikalisering.
»Her viser klubberne deres værd. Det er et godt tegn på, at klubberne kan være med til at løse problemet. Hvis man styrker klubbernes indsats over for de udsatte unge, indikerer undersøgelsen, at man kan få taget tingene i opløbet,« siger Lars Søgaard Jensen og peger på, at klubberne selvfølgelig ikke skal løse opgaven alene.
»Man skal styrke indsatsen i det tvær-professionelle arbejde, både i SSP-samarbejdet og i samarbejdet med skolerne. Her kan pædagogerne bidrage, for de har problemet helt inde under huden, når så mange har oplevet unge, der er blevet radikaliseret,« siger Lars Søgaard Jensen.

Det viser undersøgelsen
21% af klubpædagogerne oplever, at der er problemer med radikalisering blandt unge, der tilslutter sig ekstrem islamisk ideologi i deres geografiske område.
22% af klubpædagogerne har oplevet andre former for radikalisering, enten i deres egen klub eller i deres geografiske område. Heraf vurderer pædagogerne, at 54% er højreekstremister, mens 39 % er andre former for religiøs ekstremisme.
47% af de unge radikaliserede var alene, mens 46 % var i en gruppe på 2-4.
87% af de radikaliserede unge var mænd/drenge.
7% af pædagogerne siger, at de ikke har haft succes med at stoppe radikalisering.

Undersøgelsen er sendt ud til 1502 klubpædagoger. 360 har svaret, hvilket giver en svarprocent på 24.
Undersøgelsen er gennemført i perioden fra den 16.-23. februar 2015, altså i ugen efter terrorangrebet i København.