Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2016 Nr.: 09 Børn&Unge som e-paper
TEMA: INNOVATION. Blev selvstændig familievejleder.
Stine skaber trivsel for familier
Stine Lemming oprettede sidste år sin selvstændige virksomhed Familielivet i fokus, hvor hun bruger sin pædagogiske viden og erfaring til at vejlede familier i mistrivsel.
Af: Mikkel Prytz
Siden Stine Lemming blev uddannet pædagog i 2002, har hun været vidt omkring. Hun har været ansat i vuggestue, børnehave, i skole og specialtilbud. Og hun har arbejdet med sunde kernefamiliebørn såvel som børn med diagnoser, angst eller stress.
Hele tiden med et øje for, at det som pædagog ikke blot er vigtigt at have fokus på børnene. Der er en hel familie bag det enkelte barn – og en masse ubesvarede spørgsmål om det at opdrage og støtte barnet bedst muligt.
»Jeg er selv mor til tre og har mærket, hvor usikker og sårbar man kan være som forælder. Institutionsverdenen har et stort ansvar for at hjælpe familien på rette vej, men jeg har oplevet, at den kompetence til at vejlede forældre, som mange pædagoger sidder med, ikke bliver prioriteret,« siger Stine Lemming.
»Udgangspunktet for de fleste institutioner er barnets trivsel, og der er ikke ressourcer til at spørge: Hvordan går det derhjemme? Men mange problemer kan afhjælpes, ved at man giver forældrene vejledning,« mener pædagogen.
Sådan fik Stine Lemming idéen til sin virksomhed Familielivet i fokus, som hun oprettede i januar sidste år.

Vejleder forældre. Som nyslået familievejleder holder Stine Lemming oplæg for blandt andet institutioner og forældrebestyrelser om emner som konflikthåndtering og forældreroller. Samtidig vejleder hun forældre i privat regi, når der er mistrivsel i familierne. »Forældrene ringer selv til mig og beder om vejledning. Nogle ringer, fordi de ønsker at blive sammen, men ikke kan få det til at fungere. De har brug for vejledning, for når familien ikke trives, går det som regel også galt i parforholdet,« siger Stine Lemming.
»Jeg yder ikke terapi, for jeg er hverken terapeut eller psykolog. Men jeg har fokus på mistrivslen og spørger ind til, hvad familien kunne ændre på,« tilføjer hun.
Som familievejleder trækker Stine Lemming på sin erfaring fra institutionsverdenen, men hun har også en lang række kurser og uddannelser at bygge videre på.
Hun har blandt andet gennemført en pædagogisk diplomuddannelse i psykologi, ligesom hun har taget efteruddannelse i systemisk tænkning for at blive bedre til at komme hele vejen rundt om den enkelte familie.
»Jeg er nok lidt af en evighedsstudent. Jeg har hele tiden haft fokus på at videreuddanne mig, og derfor har jeg mødt mange kolleger, også fra andre faggrupper, og fået ny viden og indsigt. Det er vigtigt for mig at være opdateret, og samtidig sikrer jeg en fælles forforståelse, når jeg arbejder sammen med andre professionelle,« fortæller Stine Lemming.

80 procent branding. Det tager fire år at banke en selvstændig virksomhed op, og 80 procent af arbejdet er branding og PR. Sådan lød en dyster advarsel, inden Stine Lemming sagde sit job op og blev selvstændig.
Og der er noget om snakken, erkender hun.
»Jeg har etableret en hjemmeside og en Facebookside, som jeg bruger meget tid på i løbet af min arbejdsdag. Det er her, jeg holder kontakt til folk i mit netværk og kommer i dialog med andre grupper og personer, som er interesseret i foredrag,« siger Stine Lemming.
Hun er ude som familievejleder en håndfuld gange om ugen, som foredragsholder cirka en gang om måneden.
Aftalerne finder som oftest sted hos kunderne, men Stine Lemming har lokaler, hun kan leje sig ind i ved behov.
»På sigt vil jeg se, om jeg har råd til et sted med kontor på fuld tid,« siger hun.

Styr på bundlinjen. Endnu er Stine Lemming ikke der, hvor hun kan leve af sin virksomhed. Derfor supplerer hun Familielivet i fokus med en deltidsstilling som samværskonsulent for tvangsfjernede børn.
»Det gør, at jeg har styr på min bundlinje. Men det er faktisk også rart at befinde mig på andre platforme end min egen virksomhed. Jeg er glad for at have kolleger, og det er også en måde for mig at udvide mit netværk og møde nye kunder på,« siger Stine Lemming, der er meget tilfreds med sit nye arbejdsliv.
»Det er både fedt og hårdt at være selvstændig. Fedt, fordi jeg kan sige ja eller nej til opgaver, få lov til at følge sagerne til dørs, og jeg kan stå helt inde for alt, hvad jeg gør. Samtidig er det hårdt, fordi jeg lægger mange arbejdstimer om ugen. Jeg kan ikke læne mig tilbage. Det er mig, der skal tage initiativet – ellers sker der ikke noget,« siger hun. Hendes svar til andre pædagoger, der spørger, hvordan man bliver familievejleder er: »Det kræver mega meget mod af den enkelte, og af partneren. Det er ikke en beslutning, man kan tage på egen hånd, for man kan godt regne med mange flere arbejdstimer og en mere usikker økonomi. Der skal være godt sammenhold derhjemme,« siger hun.

3 gode råd
● Det er en god idé at netværke med andre iværksættere. Her kan man lære meget om det, der er vigtigt for selvstændige, eksempelvis skat og moms, PR, brugen af sociale medier og meget andet.
● Før man går i gang, bør man stille skarpt på målgruppen. Hvad vil jeg, hvem vil jeg gøre det med, og hvad får de ud af at bruge mig?
● Husk at bruge dit netværk og være opsøgende. Måske møder man ­nogen, man kan samarbejde med eller bruge til kollegial sparring.