Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2006 Nr.: 16
Integration; Personalet har taget magten tilbage
For to år siden var en børnegruppe ved at tage magten i Børnehuset Kildegaarden i Vollsmose i Odense. De kastede med sten og spyttede efter de voksne. Personalet måtte spørge sig selv, om deres pædagogik var god nok? Svaret var nej, og den blev derfor lavet om. I dag er lederen stolt af institutionens arbejde med at integrere de tosprogede børn
Af: Johan Rasmussen
I et rum med nedrullede gardiner sidder den hemmelige klub og spiser madpakker. Den hemmelig klubs medlemmer består af de børn, som skal begynde i skole efter sommerferien. De spiser deres makrelmadder, pastasalat og Danone-yoghurt alene med én voksen.
Det er et forholdsvist nyt tiltag i Børnehuset Kildegaarden i Vollsmose i Odense, at børnene er delt op i små grupper. Det har været en nødvendig del af at stramme pædagogikken op i institutionen, hvor 75 procent af børnene har en anden etnisk baggrund end dansk.
Børnehuset Kildegaarden åbnede i efteråret 2002. Det første år blev brugt til at finde et pædagogisk ståsted og opbygge et værdisæt, men efter en periode kunne lederen godt se, at de ikke var helt på rette vej.
"I efteråret 2004 var en børnegruppe ved at tage magten i institutionen. De kastede blandt andet med sten og spyttede efter personalet. Vi blev nødt til at se på, om vores pædagogik var god nok, og fik blandt andet hjælp af en konsulent udefra. Vi kiggede meget indad og kunne se, at vi ikke gjorde det godt nok. Vi indså, at vi blev nødt til at revurdere vores pædagogik og stramme op," siger Connie Jørgensen.
Børnehuset Kildegaarden er ikke blandt de institutioner i Vollsmose, der er blevet normeret ned, men sidste år fik institutionen tildelt midler fra den såkaldte belastningspulje, og de blev brugt til ekstra personale.

Tættere forældrekontakt. Børnehuset er en integreret institution med to børnehavegrupper og en vuggestuegruppe. Denne dag er den ene stue på tur, mens de andre børn er opdelt i små grupper på højest syv børn - lydniveauet er dejlig lavt.
"Hver dag er børnene i grupper om formiddagen, og det har betydet, at vi har fået en helt anden ro. Nogle laver kreative ting, nogle går på biblioteket, og en gruppe går til åen," siger Connie Jørgensen.
Det er dog ikke nok at opdele børnene i grupper. En meget tættere forældrekontakt har også været altafgørende. Og i den proces har mødrecaféer på udvalgte aftener været meget vigtig. Her mødes mødrene, og de lærer hinanden og personalet at kende.
"Som en dansk mor sagde: Lige meget hvor vi kommer fra, så tænker vi det samme om vores børn," siger Connie Jørgensen.
Mødrecafeen skal give forældrene større tillid til personalet. En anden måde er at tage en snak med forældrene, når deres børn er begyndt i institutionen.
"Forældrene er glade for det, og vi har erfaret, at det er utrolig vigtigt at få skabt tilliden til forældrene. Hvis der ikke er tillid, kan vi ikke lave integration. Børn kan mærke, om deres forældre kan lide os," siger Connie Jørgensen.
Siden personalet blev enige om, at der skulle ske noget nyt i institutionen, har de reflekteret meget over deres egne roller og værdier.
Connie Jørgensen beskriver en dag, da "den hemmelige klub" skulle spise varm mad, og somalierne spiste med fingrene, og der røg meget mad ud på bordet.
"Her må vi reflektere over vores egne værdier. Vi skal jo ikke stille os til dommer over dem, for det er helt naturligt at spise med fingrene i Somalia, men vi må sige, at i Danmark spiser vi med bestik," siger Connie Jørgensen.
Hun mener også, at personalet skal lægge deres berøringsangst væk, hvis integrationen skal lykkes.
"Hvis du fem gange har sagt til mor, at hun skal tage hjemmesko med, og hun stadig glemmer det, bliver du nødt til at tage den direkte dialog, i stedet for bare at blive irriteret på hende. Hvis tilliden og dialogen er der, kan du næsten sige, hvad det skal være," siger Connie Jørgensen.
Som de andre daginstitutioner i Vollsmose arbejder Børnehuset Kildegaarden også efter den såkaldte STROF-model, der er udviklet for børn i svære livssituationer for eksempel børn i flygtningelejre.

Mig og min familie. "Mange familier har traumer, og de går jo igen i flere generationer. Der er kaos i mange forældres hoveder, og derfor er der brug for ro og forudsigelighed i børnenes hverdag. Børnene har brug for at vide, hvad der skal ske nu og om lidt," siger Connie Jørgensen.
For eksempel er det i øjeblikket en fast begivenhed, at en gruppe børn hver tirsdag går i kælderen og spiser frugt og snakker. Børnene er i gang med projektet "mig og min familie". Her sidder børnene og fortæller, hvad deres forældre og søskende hedder. De store skal række hånden op, hvis de vil sige noget.
"Børnene har brug for at blive mere koncentrerede og mærke en ro inde i sig selv. Børnene bliver en del af fællesskabet, når de lytter til hinanden," siger Connie Jørgensen.
Om onsdagen tager de så på hjemmebesøg. Det begyndte med, at en mor tilbød at lave boller og kakao, og nu tager gruppen med familieprojektet så på skift hjem til hinanden.
Personalet gør også meget ud af, at børnene lærer at respektere hinanden. Inden den nye pædagogik blev indført, var børnene ikke altid søde ved hinanden. Det er der blevet ændret på. Til samlingerne snakker børn og voksne meget om de enkelte børn, også dem som ikke er i institutionen den dag.
"Vi gør meget ud af at snakke om, at vi savner dem, som ikke er her. Når der så er en pige, der selv siger, at det er længe siden, hun har set en af kammeraterne, og at hun savner hende, bliver man glad," siger Connie Jørgensen.