Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2013 Nr.: 06
BUPL MENER: Fingrene væk fra vores forhandlinger
Vi vil kort sagt holde fast i den danske model, som har sikret ordentlige løn- og ansættelsesvilkår i generationer.
Af: Henning Pedersen formand for BUPL
Regeringens pres på lærerne for at få dem til at arbejde mere er ikke alene en utidig indblanding i forhandlingerne mellem Kommunernes Landsforening (KL) og lærerne. Det giver også dystre perspektiver for fremtidens overenskomstforhandlinger for pædagoger og alle andre offentligt ansatte.
I den danske forhandlingsmodel er det arbejdsgivere og arbejdstagere, der mødes og forhandler. Regeringens rolle begrænser sig til at gribe ind i en konflikt, når alle muligheder for forhandling er brudt sammen. Men i konflikten om lærernes arbejdstid har regeringen blandet sig helt fra starten.
Allerede inden overenskomstforhandlingerne gik i gang, lagde regeringen ikke skjul på, at de ville have, at lærerne skulle undervise mere. De baserer ligefrem deres folkeskolereform på det, og vi har set den ene minister efter den anden have en mening om lærernes konflikt. Det er med til at stille lærerne i en svær position, og det er dårligt nyt for den danske model.
Offentlige arbejdsgivere har et særligt ansvar for at optræde afbalanceret. For de er samtidig offentlige myndigheder og politiske magthavere. Det giver dem en ekstremt stærk magtposition.
Jeg synes ikke, det er afbalanceret, når KL uden reelle forhandlinger dikterer løsningen, og så, når lærerne siger nej tak, trækker sit stærkeste konfliktvåben og varsler lockout. Det er en forhandlingsstrategi, som går ud på at knuse modstanderen uden forhandling, og det undergraver den danske model. Filmen knækker helt, når man ved, at regeringen står i kulissen og bakker KL op.
Den slags frontalangreb på den danske model er vi ikke tjent med i fagbevægelsen. Denne gang går det ud over lærerne, men hvis tur er det næste gang? Jeg frygter, at KL i 2015 igen kan finde på at gå efter en enkelt faggruppe og presse deres løsning igennem med djævelens vold og magt.
Måske er det pædagogerne, der om to år får stukket et papir i hånden med en færdig forhandlingsløsning, og hvis vi ikke makker ret, bliver vi lockoutet. Det skal vi forhindre, og derfor skal vi støtte lærerne i det principielle i deres konflikt: At de ikke må blive udsat for så urimeligt et pres, som de i dag bliver fra både de kommunale arbejdsgiveres og regeringen.
Uanset hvad man mener om lærernes arbejdstid, er der grund til at råbe op om den måde, forhandlingerne er foregået på. Også for pædagogernes skyld. Vi vil nemlig ikke være de næste, der får sat stolen for døren. Vi vil ikke finde os i at få dikteret en overenskomst, men vil være en ligeværdig forhandlingspartner. Vi vil kort sagt holde fast i den danske model, som har sikret ordentlige løn- og ansættelsesvilkår i generationer.
I BUPL tror vi på, at en løsning, man forhandler sig frem til, er mest holdbar og giver den største arbejdsglæde – også selvom man ikke får alle sine krav opfyldt. Men forhandlinger er som en tango: Der skal to til, før det rigtigt bliver til noget.
Dansegulvet er lige nu kun befolket af KL, som er i færd med en avanceret solodans.
Og det skal vi have gjort noget ved.