Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2015 Nr.: 11 Børn&Unge som e-paper
Selektiv mutisme. Anna snakker hjemme, men siger ikke et ord ude
9-årige Anna lider af selektiv mutisme. Lidelsen blev først opdaget efter skolestart, og det er stadig en sej kamp at overvinde tavsheden, fortæller hendes pædagogmor.
Af: Tine Sejbæk
Lykke Arent, 31 år, er pædagog. Derfor synes hun, det er helt absurd, at det først sent gik op for hende, at hendes førstefødte, niårige Anna, lider af selektiv mutisme.
I mange år har Anna ikke sagt ét ord blandt voksne, der ikke er hendes forældre. Lykke Arent har talt på sin datters vegne. Efter skolestart blev det klart, at der var et alvorligt problem, der ikke forsvandt af sig selv. Men herfra gik der flere år, hvor skole og hjem famlede i blinde uden at ane, hvad de skulle gøre. Til sidst blev det konstateret, at Anna led af selektiv mutisme.
Børn, der rammes af selektiv mutisme, er snakkesalige hjemme, men taler ikke uden for hjemmet. Lidelsen bunder som regel i en eller anden form for angst.
Da Anna blev diagnosticeret, begyndte hun at få systematisk hjælp. I dag går hun i 3. klasse, men der er stadig lang vej til, at hun taler frit uden for hjemmets trygge vægge.
Som helt lille var Anna en glad pige med et tidligt udviklet sprog. Hun havde dog nogle udfordringer omkring sit svælg og måtte en tid efter lægens anvisning gå tilbage til ­babymad. I daginstitutionen blev hun alligevel presset til at spise almindelig mad, og det gav dårlige oplevelser.
»Anna er følsom og sensitiv. Jeg ved ikke, hvorfor stilheden kom, men det at blive ­presset kan være en af forklaringerne,« siger Lykke Arent.
Inden hun fyldte fire år, talte Anna i daginstitutionen, men derefter blev hun gradvist mere stille, trak sig ind i sig selv og ville ikke i børnehave.

Sjælen forsvandt. Én episode fik bægeret til at flyde over. På Annas fødselsdag var efter aftale hendes mormor med for at dele boller ud. Men Anna og mormor fik af personalet at vide, at det desværre ikke var muligt at dele boller ud den dag, og at de skulle komme igen mandag.
»Anna lukkede helt ned. Hendes udtryk i ansigtet døde. Det var som om, hendes sjæl forsvandt,« fortæller Lykke Arent.
Lykke Arent valgte – også på baggrund af andre udfordringer – at finde en ny børnehave. Og her blev Anna mere og mere stille. Fra fireårsalderen talte hun slet ikke til voksne. Hun hviskede kun en smule til veninderne. Hun holdt også op med at tale til sin morfar, som hun ellers var glad for.
»Jeg har aldrig hørt hende sige noget til en voksen i den børnehave. Aldrig! Efterhånden blev det en vane for mig at glatte ud og tale på hendes vegne. Når vi mødte nogen, og Anna ikke svarede, sagde jeg ’Anna siger også hej’,« fortæller Lykke Arent.
Anna begynder som knap seksårig i 0. klasse på en lilleskole. Nu har hun en ’rigtig’ grund til at være tavs og genert, så de første par måneder er der en vis forståelse. Men hen ad efterårsferien bliver det klart, at noget er ravruskende galt.
»Jeg taler med hendes lærer, som siger, at Anna ikke har sagt ét ord. Det er første gang, jeg direkte får at vide, at hun slet ingenting siger. Og siden får jeg via hendes tidligere børnehave bekræftet, at hun faktisk heller ikke har sagt noget der, fra hun var fire år.«
Lykke Arent holder møder med Annas lærere og siden med skolepsykologen. De beslutter at give pigen ro og snakke for hende, så hun gradvist kan opbygge tillid. Annas skoleveninder taler også for hende. Men når de voksne eller drengene er i nærheden, lukker Annas mimik og stemme helt ned.
»Vi prøver at hjælpe. Men vi famler jo alle i blinde. Der er jo ingen, der aner, at hun har selektiv mutisme.«
Efter jul i 0. klasse får Lykke Arent selv et vikariat i en børnehave.
»Jeg er meget frustreret over min datters situation og taler med en kollega. Hun spørger, om jeg har hørt om selektiv mutisme. Jeg skynder mig hjem og googler det, og så falder alt på plads som en åbenbaring. Jeg blev ked af, at ingen havde sagt noget om det. Og jeg bebrejdede mig selv: Hvorfor vidste jeg ikke noget om det, når jeg selv var pædagog?« siger hun.
Lykke får bekræftet mistanken om selektiv mutisme hos en lokal børnelæge. Derefter søger hun hjælp hos en privatpraktiserende psykolog en gang om ugen for egen regning. Anna går nu i 1. klasse, og et par måneder efter start på behandlingen bliver hendes forældre skilt. Lykke Arent kan ikke længere betale for behandlingerne, som stopper.

Mere oplysning. Efter jul i 1. klasse får Lykke Arent igen kontakt med skolepsykologen. Anna er stadig superstille i skolen. I starten af 2. klasse siger hun stadig ikke et ord. Efter jul beslutter Lykke Arent at kontakte en børnepsykiatrisk afdeling. Diagnosen selektiv mutisme bliver bekræftet. Anna bliver tilbudt legeterapi en gang om ugen. Og her går hun stadig.
»Og det har ikke hjulpet endnu. Anna taler som et vandfald hjemme, men ikke ude. Når jeg spørger hende, hvorfor hun ikke taler ude, siger hun: Jeg er bange, mor!«
Efterhånden som Anna bliver ældre, bliver det sværere at være tavs. Der er flere mundtlige fremlæggelser i skolen. Anna står svagere i konflikter, når de andre piger må tale for hende. Hun er dog så langt nu, at hun taler til visse piger, mens læreren hører det. Men derfra og til at bruge sin stemme frit er der stadig langt. Hun har endnu ikke sagt ét ord i klassen.
»Hun synger i kor nu, og jeg er ikke i tvivl om, at det nok skal gå godt, det er bare et spørgsmål om hvornår. Men nu, i 3. klasse, er der endelig en plan, og alle er klædt på til at støtte op om hende. For første gang er jeg tryg i processen,« siger Lykke Arent.
»Jeg ville ønske, at jeg havde vidst, at selektiv mutisme fandtes, og at hun bestemt ikke ’bare var genert’. Det havde gjort en kæmpe forskel. For så havde vi kunnet få hjælp langt tidligere. Det er nu i fem år, hun har været stille. Men vi giver ikke op.«