Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2018 Nr.: 14 Børn&Unge som e-paper
FORSKNING. Sådan skabte vi forandringer
Forskere og pædagoger, som deltog i projektet ’Professionelles arbejde med børns trivsel’ mødtes til fremtidsværksteder. Her arbejdede de med først at sige kritikken – man måtte sige alt – og bagefter sætte ord på drømmene. Her kan du se de tre trin i forandringsprocessen. Kommenteret af Signe Hvid Thingstrup, der er en af forskerne bag projektet.
Af: Marie Bille
1. Vi gav kritikken frit løb
På det første værksted skulle pædagogerne arbejde med at få al kritikken på bordet: Alt, hvad der er galt og modarbejder trivslen i institutionen. Forskerne blev slået af, hvor voldsomt og uvant det var for pædagogerne at komme med kritik. Nogle pædagoger blev helt flove over, at de havde været så kritiske på værkstederne. Men kritik er helt nødvendig, hvis man vil skabe forandringer, mener forskerne bag.

»Hvis man vil vide, hvor man vil hen, må man også vide, hvad der er galt. Det hænger sammen. Det var meget slående, at det nogle gange var næsten skamfuldt for pædagogerne at være kritiske,« fortæller Signe Hvid Thingstrup.

»Det er bekymrende. For der er en enorm produktiv drivkraft i at få lov at sige, hvad der er galt.«

Pædagogerne er bagstoppere for vores børn, påpeger forskeren. Når der bliver rullet en politik ud, skal de kunne råbe vagt i gevær, hvis politikken viser sig ikke at fungere, som det var hensigten.

»Hvis ikke pædagogerne har mulighed for at sige det højt, og et rum, hvor det er legitimt at rejse systematisk kritik, men bare skal tage ja-hatten på, så tror jeg, at vi har et stort problem. Ikke kun for pædagogerne, men for vores samfund.«

2. Vi satte ord på vores drømme
Da pædagogerne havde fået luft for kritikken, skulle de sætte ord på deres drømme og utopier. De kunne sige hvad som helst, og alle forslag blev sat op på store hvide plancher.
Ideen var at hæve det over den aktuelle situation og hverdag. Så man ikke bare sagde: ’Jeg kunne godt tænke mig, at der var mindre uro ved frokosten’, men at man stillede de helt store spørgsmål: ’Hvad, synes vi, er vigtigt?’
Pædagoger og andre medarbejdere i institutionerne skal på det mere grundlæggende plan være med til at definere, hvad der skal foregå i daginstitutionerne, hvis de skal kunne skabe forandringer, mener Signe Hvid.

»Det handler ikke bare om at pædagogerne og de øvrige medarbejdere har metodefrihed og selv kan bestemme, hvordan de vil løse opgaven. Det handler også om, at de skal have indflydelse på at definere målet. Ellers kan de ikke arbejde,« siger Signe Hvid Thingstrup.

3. Vi tog det første skridt til forandring
På baggrund af pædagogernes kritik og drømme formulerede de ’hjerteprojekter’. Pædagogerne arbejdede så videre hjemme i institutionerne med at transformere drømme til realiteter. De skulle arbejde med de konkrete forandringer, som kunne lade sig gøre i hverdagen.

»Det handler ikke om at være mindre ambitiøse, men om at sige: Hvis jeg gerne vil derhen, hvor starter jeg så? Jeg ved godt, jeg ikke kommer helt derhen – det er derfor, at det er en drøm eller en utopi – men hvor påbegynder vi arbejdet med at komme nærmere?« forklarer Signe Hvid Thingstrup om metoden.

På møder med forskerne kunne pædagogerne reflektere sammen og dvæle ved pointen med det hele. Det er vigtigt, hvis forandringer skal slå igennem i hverdagen og for at holde fokus på det vigtige, forklarer Signe Hvid Thingstrup.

»Man bliver lullet ind i sin hverdag, og det tror jeg, vi alle sammen kender. Her bliver man optaget af at få den der ene ting til at lykkes. Men hvis man glemmer, hvorfor det var vigtigt, så bliver det svært at opdage, hvornår det projekt måske bliver uhensigtsmæssigt og i strid med det, som man oprindeligt ville,« siger hun.

På den måde adskiller den metode, der er brugt i det her forskningsprojekt, sig fra de evidenstankegange, hvor man ser pædagogikken som afgrænsede aktiviteter og glemmer at tage hverdag med i betragtningen, forklarer Signe Hvid Thingstrup.

»Den enkelte pædagog kan gøre en masse ting, men det foregår altid i en kontekst, som man bliver nødt til at forstå,« siger hun.

Hvad er fremtidsværksteder?
Fremtidsværksteder er en metode til forandring nedefra, som oprindeligt er udviklet af Robert Jungk og Norbert R. Müllert i 1970’erne. Siden har metoden været flittigt brugt i mange typer af kreative processer.
I et fremtidsværksted arbejder deltagerne med at udforske modsætninger, potentialer, kritikker eller ønsker, som der ellers sjældent er plads til at udforske i hverdagen.
Fremtidsværkstedet er et rum for refleksion, hvor det daglige handlingspres bliver sat på pause. Det skaber luft til, at deltagerne kan udvikle mere grundlæggende ambitioner og idealer for deres praksis i allerbredeste forstand.

Læs mere, om hvordan pædagogerne og forskerne brugte metoden, i artiklen: ’Pædagogisk faglighed: Udforskning af demokratiske perspektiver på forandringsarbejde i daginstitutioner’ af Signe Hvid Thingstrup. Artiklen kan downloades på forskningogforandring.dk