Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2016 Nr.: 05 Børn&Unge som e-paper
TEMA: SKILSMISSERAMT. Frivillig på børnetelefonen. Nu hører jeg børnenes historie
Som pædagog har Anette D. Olofsen sjældent oplevet, at børn og unge kommer til pædagogerne med deres tanker og udfordringer omkring skilsmisse. Efter at hun er blevet frivillig på Børnetelefonen, har hun fået indblik i disse børn og unges tanker.
Af: Marie Bille og Anne Anthon Andersen
Børn bliver altid påvirket af deres forældres skilsmisse. Men som pædagog oplevede Anette D. Olofsen ikke, at de kom til hende med deres tanker og oplevelser. Nu er hun rådgiver på Børnetelefonen, og her kommer historierne frem.
»Som rådgiver hos Børnetelefonen er det blevet tydeligt for mig, at mange børn tror, at de er alene om de tanker og følelser, der følger med skilsmissen. De er loyale over for forældrene og bange for at sige noget, der kan skade dem eller gøre dem kede af det. Som en 12-årig pige, jeg en dag talte med. Hun boede hos sin far og undlod at sige, at hun hellere ville bo hos moderen, fordi hun var bange for at gøre faderen ked af det,« siger hun.
Anette D. Olofsen har flere gange hørt børn fortælle, at de ikke oplever, at de kan dele tankerne med lærere og pædagoger.
»Når jeg foreslår børn, der ringer ind, at de kan tale med en lærer eller pædagog, de er tæt på, har de oftest slet ikke tænkt tanken. Det er måske ikke blevet italesat, at man kan bruge en lærer eller pædagog til at drøfte de svære tanker og følelser med.«

Følte sig forkert. Hun husker særligt en snak med en 15-årig pige, hvis forældre var blevet skilt for et år siden.
»Pigen havde trukket sig ind i sig selv og væk fra veninderne, som syntes, at hun var blevet kedelig. Hun fortalte, hvordan omverdenen mødte hende med en forventning om, at hun burde være kommet videre, nu hvor det var et helt år siden. Hun følte, at det var forkert, at hun stadig var ked af det. Hvorfor kunne hun ikke bare tage sig sammen og komme videre? Men sådan er det jo ikke. Et barn, der har oplevet en skilsmisse, vil altid have det med sig, og reaktionerne kan komme og gå i perioder resten af livet. Jeg hører ofte fortællinger som hendes fra skilsmissebørn, der ikke føler, at deres sorg er okay,« fortæller Anette D. Olofsen.
»En dag ringede en 10-årig dreng, fordi hans forældre skændtes meget. Selv om ingen havde nævnt et ord om skilsmisse, var han fuld af angst og overbevist om, at de skulle skilles, og at han bar en del af skylden, fordi de også skændtes om ham. Mange børn oplever, som han, at de er skyld i skilsmissen. Meget ofte skaber børnene selv fortællinger om det, de oplever, hvis ikke de voksne omkring dem er tydelige omkring, hvad der sker.«