Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2014 Nr.: 17
Lær af os. Samlingen er et uundværligt højdepunkt
På Rødkælkestuen i Børnehaven Elverhøjen er samlingen blevet en af dagens bedste stunder. Her er fællesskabet i højsædet.
Af: Vibeke Bye Jensen
Det ville vi
Nogle af børnene behøvede guidning og struktur på dagen, og vi ville afprøve, om en ændret samling kunne hjælpe. Desuden ville vi styrke fællesskabsfølelsen i gruppen, fordi en god selverkendelse dannes ved det daglige samvær med andre. Vi ville tydeliggøre kommunikationen med børnene, være bedre forberedte og fortælle klart, hvad der er mulighed for den pågældende dag: Hvem, der skal hvad. Desuden ville vi synge, rime og fortælle eventyr sammen for at få fælles oplevelser. Vi ville give børnene et lille velment puf fremad og styrke de børn, som har svært ved at stå frem.

Sådan gjorde vi
Ved hjælp af en tavle viser vi de ting, vi har planlagt for dagen. Det giver børnene overblik over mulighederne, mens vi taler. Vi har fast navneopråb, og vi tæller, hvor mange vi er. Vi snakker om ugedag, dato, måned og vejret. Vi synger en sang og har små korte temaer om fx form og farver, rim og remser, sund og usund mad. Børnene øver sig i at fortælle ved at række hånden op. Handskedukken Viggo Godtfred får humoren ind i snakken om de lidt svære ting: At det kan være svært at skrive sit navn, at man kan komme til at tisse i bukserne, eller at det ikke er så godt at tørre den forkølede næse af i ærmet.

Det lærte vi
Samlingen styrker fælles­skab og læring. Det er en god samling, når vi ser og møder barnet, som får viden, social læring og inspirerende oplevelser. Samlingen giver overblik og struktur på dagen, mere ro og forudsigelighed. Børnene har brug for positive anvisninger på, hvad de skal, i stedet for, hvad de ikke skal og må. Sange, rim og eventyr styrker følelsesmæssigt, sprogligt og motorisk. Det skærper deres indlæringsevne, opbygger selvværd og de sociale kompetencer. Vi bliver ved med at udvikle vores samlingsstunder, da vi hele tiden får skærpet vores opmærksomhed på det, som rører sig i børnene.

5 gode råd
1. Lyt til det, som rører sig i børnene.
2. Iagttag, hvordan børnene leger.
3. Ros børnene for alt det, de kan.
4. Italesæt ikke det, som de ikke kan.
5. Lad de ældste børn være læremestre for de yngre.

Om projektet
Kirsten Vinther, pædagog på Rødkælkestuen, er initiativtager til den ændrede samling med hjælp fra en vejledningspædagog. Børnene på Rødkælkestuen har samling mindst tre gange om ugen, medmindre der er andre projekter. Forældrene kan på den specialfremstillede tavle se, hvad der har været fokus på til samlingen og dagens øvrige aktiviteter. Dermed er det nemmer for dem at snakke med børnene om deres dag.