Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2015 Nr.: 04 Børn&Unge som e-paper
TEMA: PROFESSIONEL KÆRLIGHED. Psykologen. Relationen skal ind under huden
Det er vigtigt, at pædagoger husker at tage æren for, at et barn udvikler eller er i stand til at ændre sin adfærd. For børn udvikler sig ikke af sig selv, de har brug for kompetente voksne, mener Annette Groot, der uddanner pædagoger i at blive gode relationsarbejdere.
Af: Vibeke Bye Jensen
Når pædagoger får uddannelse i samspilsrelationer, får de ind under huden, hvordan de kan være relationelle, mener psykolog Annette Groot, der har stået for forløbet med pædagogerne i Børnehuset Baunevangen.
»Det er ofte en ahaoplevelse for pædagoger at opdage, at det får stor indvirkning på børns adfærd og udvikling, når de ændrer noget hos sig selv. Men de skal da vænne sig til, at hvor de før har tænkt i subjekt-objekt, skal de nu være i en subjekt-subjekt-relation. Og at de skal tage hånd om de følelser, der opstår sammen med børnene,« siger hun.
Er det svært for pædagoger at arbejde på den måde?
»Det ligger lige til højrebenet for de fleste, men de bliver da udfordret. Det handler om at være bevidst om at holde øje med sig selv, være selvafgrænset og justere sig i forhold til barnet, så man kan indgå i et reflekteret, ressourceorienteret samspil. En pædagog sagde engang, at hun tænkte, at hun skulle være ’matrikelparat’, og med det mente hun, at man skal gøre sig parat til at komme ind i børnenes hus, mærke sig selv og være klar til at tage børnenes perspektiv.«
Skal pædagoger være parat til at gå i en form for selvterapi?
»Nej, de skal betragte det som en personlig faglig udvikling. Mange giver dog udtryk for, at det har forandret deres måde at se på sig selv på, også i forhold til deres egne børn og relationer i øvrigt. De fleste vil gerne uddannes i at være relationel, for de ved, at de bruger sig selv på arbejdet. Men de har ikke før fået hjælp til, hvordan de kan håndtere at gå fra individtænkning til at være relationel.«
Hvad er det vigtigste, pædagoger skal lære om samspil?
»Ofte ser man, at den opdragelse, pædagogerne selv har fået, giver de videre, også selvom de har fået en uddannelse og faglig viden. De skal udvikle den habitus, at de ikke bruger deres egen bagage, men kommer til at mærke barnet indefra og kan se om bag adfærd og lytte om bag ordene. For én ting er, hvad barnet inviterer til, en anden er, at pædagoger skal kunne se, hvad barnet har brug for. Jeg kalder det, at man hopper på limpinden, når man bare ser den umiddelbare adfærd og reagerer på det. De videoer, vi optager i uddannelsesforløbet, er fantastiske til at vise pædagogernes kompetencer i mikrosamspillet. Det skaber en anden læring og sætter sig på en anden måde, når de får vist visuelt, hvordan barnet hele tiden ’svarer’ på den voksnes udspil.«