Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2017 Nr.: 04 Børn&Unge som e-paper
TEMA: Fra kaos til klub. Min baggage er min ressource
Den 45-årige irakiske flygtning, Ayar Hama-Ali Hama-Morad, blev tvunget på en dramatisk flugt fra sit hjemland, men endte med at vende modgangen til sin fordel og uddannede sig til pædagog. Han ved, hvordan det føles at være udsat og alene. Derfor kæmper han for at gøre en forskel for de unge.
Af: Signe Skelbæk
BESLUTNINGEN
»Hvad vil du med dit liv?« Spørgsmålet kommer fra den høje, krølhårede studievejleder på sprogskolen, Anne Marie. Og det sætter tankerne i gang hos den 22-årige irakiske flygtning, Ayar. Indtil nu har hans liv været kaos og flere flytninger, end der kan tælles på to hænder.
Men der er noget over den milde, blide stemme, der får ham til at genoverveje sit liv. Hun udstråler ro. Han fortæller hende om barndomsdrømmen om at blive bygningskonstruktør som sin far, men idet ordene er sagt højt, klinger de hult af andres drømme og forhåbninger.
»Jeg kunne godt tænke mig at arbejde med mennesker,« lyder det fra Ayar, før han har tænkt sætningen til ende.
Få minutter efter er hans fremtid lagt i skema, og kursen mod pædagogstudiet er sat.

Siden Ayar var barn, har han lagt øre til sin analfabetiske fars formaninger om, at uddannelse går før alt andet. Derfor tøvede han ikke et sekund med at opsøge en studievejleder, da han i 1992 fik asyl i Danmark. Men at det netop var pædagogfaget, som skulle ende med at give ham drømmekarrieren, lå ikke i kortene.
»Faktisk blev min far nok lidt skuffet, da jeg ringede og fortalte, at jeg ville læse til pædagog. Han mente, det var et kvindejob. Desuden havde han lidt svært ved at forstå pædagogers funktion, for i Irak passer lærere børnene, inden de starter i skole, og selv dem havde vi ikke meget erfaring med i min familie, fordi både jeg og de fleste af mine syv søskende blev passet af vores hjemmegående mor,« forklarer Ayar.
Trods farens manglende forståelse holdt Ayar fast i drømmen om at arbejde med børn og unge, men først måtte han på tre en halv måneds højskoleforløb. Højskolen skulle forbedre hans danskkundskaber, der var begrænsede efter mange måneders isolation sammen med andre flygtninge, der ligesom ham primært kendte Danmark på grund af landholdslegenderne Michael Laudrup og Preben Elkjær.
I 1999 lykkedes det den 27-årige Ayar at komme ind på socialpædagogisk seminarium i Odense efter at have arbejdet et par år i en børnehave. På grund af sin irakiske baggrund og det faktum, at han ikke havde færdiggjort gymnasiet i Irak, startede han på det, som i dag hedder FIF-kursus. Det er en etårig uddannelse, der udbydes til indvandrere og flygtninge og er direkte adgangsgivende til pædagoguddannelsen.
På trods af højskoleopholdet, der både introducerede Ayar til det danske sprog og den danske humor, lå Ayars danskkundskaber stadig på et niveau, hvor selv korte artikler tog flere timer at tærske igennem, før han nåede pointen. Men ikke et øjeblik overvejede han at give op. Mens han sad og slog op i både den danske, engelske og arabiske ordbog, supplerede Ayar SU’en med et job på en døgninstitution for omsorgssvigtede unge.

En aften går han ind for at sige godnat til en af de drenge, der for øjeblikket bor fast på institutionen. Men sengen er tom. Personalet ringer til drengens mobil uden at få kontakt, og Ayar tager tøj på for at bevæge sig ud i det milde aftenvejr og gennemsøge byen. Pædagogerne aftaler, at hvis drengen ikke er fundet indenfor 20 minutter, bliver de nødt til at ringe til politiet og melde ham savnet.
Efter få minutters kørsel finder Ayar den unge dreng, der er faldet i snak med et par unge fra byen. Ayar møder drengen med et: »Jeg har været bekymret for dig«. Det får drengen til at kigge undrende tilbage på Ayar.
»Bekymret for mig? Hvis nogen skulle være bekymret for mig, så er det mine forældre, og det er de ikke. Du er bare på arbejde,« siger den unge dreng, hvis liv har været præget af gentagne svigt.
»Jeg vil ikke med tilbage,« siger han til Ayar.
De to aftaler, at Ayar venter ved bilen, til drengen er parat til at tage med hjem. Et kvarter senere kommer han, og sammen kører de tilbage til institutionen.
Episoden viser sig at være skelsættende for Ayars beslutning om, hvad han fremover vil arbejde med.
»Jeg tror, jeg brænder for dem (de unge og omsorgssvigtede, red.), fordi jeg kan gøre en forskel. Jeg kan indleve mig i deres tanker og følelser. Måske er det, fordi jeg selv har prøvet at være alene, udsat og på flugt. Jeg har været adskilt fra hele min familie, og jeg har selv stået med den der følelse af, at hele verden er imod mig«.
I 2003 bliver Ayar færdig som pædagog med et gennemsnit på over 10.

FLUGTEN
»Vi manglede aldrig noget,« husker den nu 45-årige Ayar om sin barndom i Bagdad med mor, far og syv søskende.
Et stort, hvidt hus udgjorde basen for børneflokkens opvækst, og da krigen mellem Irak og Iran sluttede i 1988, så fremtiden i Iraks hovedstad igen lys ud. Men den otte år lange krig havde sået en frygt hos irakerne, der gjorde det svært at tro på, at roen ville vare ved. Og ganske rigtigt, kun to år senere besatte Irak Iran, og den 1. Golfkrig tog sin begyndelse.
Den 19-årige Ayar vidste fra sin brors erfaringer, at militæret ikke var et noget for ham. Men på grund af militærets store magt i Irak blev mange unge mænd tvunget til at skrive under på, at de var villige til at gå i krig, hvis landet havde brug for flere soldater. Ayar var ingen undtagelse, og da krigen mod Iran kostede flere menneskeliv end først antaget, begyndte tankerne om flugt at appellere til den unge gymnasieelev.
I 1991, et år efter Iraks invasion af Kuwait, besluttede Ayar og hans eneste storebror at forlade Bagdad, der ikke længere var tryg at færdes i for unge, kampdygtige mænd. Irakerne var i oprør, bygningers facader var beklædt med plakater af landets diktator, Saddam Hussein, der tillod massevis af drab på både mænd, kvinder og børn.
Den første destination var den irakiske kurdiske grænseby Halabja knap 350 kilometer fra Bagdad. Byen var i 1988 udsat for et af verdenshistoriens største folkedrab, hvor 8.000 mennesker mistede livet til Saddam Husseins bomber med giftgasser. I 1991 husede Halabja hundredtusindvis af irakere, der ligesom de to unge brødre forberedte sig på at forlade deres hjemland på ubestemt tid.

»Det er nu, hvis I skal med,« siger en gammel ven af familien, da han rusker Ayars krop ud af søvnen. Sammen med utallige irakere begynder de flugten ud af Irak, som forudsætter en tre dages lang vandring mod den iranske grænse. Kulden bider sig fast i kinderne og regnen tilsøler de utallige familier, der enten går eller hænger på siden af biler, der snegler sig afsted på grund af de mange mennesker på vejene. Da Ayar befinder sig på vej op ad et snebeklædte bjerg, ser han foran sig de snoede grusveje, fyldt til bristepunktet med nogle af de tre millioner flygtninge, som i starten af 1990’erne forlader Irak. Lyden af de irakiske MiG-kampfly får menneskehoben til at holde vejret i sekunder, indtil de er sikre på, at det ikke er dem, der er mål for endnu et bombeattentat. Først da Ayar og hans storebror befinder sig i en iransk flygtningelejr, stiller de sig selv spørgsmålet.
»Hvad nu?«
En iransk flygtningelejr er usikker grund for en iraker som Ayar, der ikke kun har trodset regeringens krav om at sende ham i militæret, men også er søn af en mand, der var medlem af det irakiske kommunistiske parti. Begge dele vil få Ayar hængt, hvis den irakiske regering får fat på ham. Rygterne løber om, at den iranske regering overvejer at sende de irakiske flygtninge tilbage til Irak, så da Ayar hører om muligheden for at komme i sikkerhed langt fra Mellemøstens uroligheder, beslutter han sig for at søge mod Sverige, hvor hans faster har fået asyl.
På grund af det store flygtningepres er det umuligt for Ayar og hans bror at komme til Sverige på lovlig vis. I stedet betaler de en menneskesmugler 300 dollars for at følge dem til en tyrkisk grænseby, hvor der bliver sørget for falske papirer. Fra Tyrkiet skal de videre til Grækenland – præcis den rute, som massevis af syriske flygtninge har fulgt de senere år, men de to brødre må ændre deres planer på grund af den massive grænsekontrol i området. I stedet finder de en ny menneskesmugler, der for 5.000 dollars skaffer Ayar en flybillet fra Ankara til Stockholm med en mellemlanding i København. Broderen havner i Tyskland
13. januar 1992 ender rejsen for Ayar, da han bliver stoppet af myndighederne i Kastrup Lufthavn og derfor tvinges til at søge asyl i Danmark.
I otte måneder har han været på flugt. Otte måneder med usikkerhed, angst og kaos. Otte måneder som tilskuer til voksne og børn, der har mistet livet under flugten fra bomberne. Otte måneder uden kontakt til familien, der forsætter deres liv i Bagdad.
Da han sidder i Kastrup og venter på besked om, hvor han nu skal hen, sænker roen sig. Ni måneder senere får han asyl i Danmark.

PÆDAGOGEN
På Tinglykkeskolens fritids- og ungdomsklub i Odense er børnene ved at sætte sig til rette i den komfortable sofa ved storskærmen. En pædagog fumler med teknikken, imens et par drenge diskuterer højlydt, om det er FC Barcelona eller Real Madrid, der er verdens bedste fodboldhold.
»Hold nu op drenge. Alle ved, at det er Real Madrid,« blander Ayar sig, inden vi sætter os ind i et tilstødende lokale.
Vi når knap at sætte os, før der igen er bud efter Ayar. Han skal hjælpe med at sætte storskærmen til, for han er klubbens elektronikgeni.
I dag er Ayar 45 år og ansat i fritids- og ungdomsklubben i ungdomsskolen Ungvest i Odense, hvor han også er tillidsrepræsentant. Han er gift med Maja, og sammen har de to børn på 12 og 8 år. Ser man bort fra den brune lød i huden og den udenlandske accent, er det svært at få øje på, hvor Ayar adskiller sig fra danskere. Men vi skal ikke langt ind i samtalen, før Ayar selv italesætter, hvordan kan bruger sit ophav i pædagogikken.
»Det, jeg har i min baggage, betragter jeg som ekstra ressourcer, jeg kan bruge i mit arbejde, hvis det er nødvendigt. I arbejdet med børn og forældre med anden etnisk baggrund kan det være en hjælp, at jeg har en anden baggrund selv. Jeg ser det aldrig som negativt, at jeg er indvandrer. Tværtimod er det en ressource, som jeg kan bruge i mit arbejde. Men først og fremmest er jeg pædagog.«
Måske er det netop den holdning, der har gjort, at Ayar siden studiestart har haft let ved at finde job. Siden arbejdet på døgninstitutionen har han været omkring et asylcenter, en anden døgninstitution og en børnehave, indtil han fandt sin rette hylde i fritidsklubben, hvor han har arbejdet i snart 10 år.
I sit arbejde lægger han stor vægt på, at han deltager på fuldstændig samme vilkår som en dansk pædagog, selvom han er opvokset i en anden kultur og i en muslimsk familie. Derfor var han også frisk på et væddemål, da folketingsvalget i 2015 nærmede sig. I ungdomsklubben talte de meget om politik, så da han blev udfordret til at lave flæskesteg, hvis ikke Helle Thorning-Schmidt vandt valget i 2015, sagde han ja. Thorning tabte, og derfor måtte Ayar tilberede flæskesteg til den anden pædagog og klubbens unge. Normalt hjælper børnene til, men den aften stod Ayar alene i køkkenet, imens han og børnene grinede af det tabte væddemål.
For 10 år siden vendte Ayar for første gang hjem til Irak for at gense sin familie. Det er sidste gang, han har sat sine ben i landet, men alligevel savner han ind i mellem det Irak, han forlod. Det er især fællesskabet i barndommen, han savner. Det store hvide hus og det kvarter, familien boede i. Men savnet bliver mindre og mindre, og i dag er hans tilhørsforhold til Danmark større, end det er til Irak. Han er ikke i tvivl om, hvem han skylder den største tak for, at han endte i pædagogfaget.

På en gåtur i ved Skovsøen i Odense møder han tilfældigvis Anne Marie, der i 1994 spurgte, hvad han ville med sit liv.
Hun var den stille, rolige og kærlige studievejleder fra sprogskolen, som instinktivt så potentialet i den unge flygtning og guidede ham i retning af pædagogfaget.
Han får øjenkontakt med hende, og med det samme genkender de hinanden.
»Mange af de unge flygtninge, der kommer hertil, har bare brug for en voksen, der er der på det rigtige tidspunkt. Og det var hun for mig.«