Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2016 Nr.: 20 Børn&Unge som e-paper
FORSKNING: Spørg til barnets usynlige venner
Det er temmelig almindeligt og slet ikke farligt, hvis et småbarn har en opdigtet kammerat eller en personificeret genstand, mener amerikansk psykologiprofessor.
Af: Regner Hansen
Når små børn har en ven, som ikke findes i virkeligheden, så har der været en tendens til at konkludere, at de er sky og generte og kun finder tryghed i et liv afsondret fra andre børn.
Tracy Gleason, professor i psykologi og med forskningsspeciale i børn med imaginære venner, ønsker at punktere den myte, inden hun går i detaljer om sine forskningsresultater: »Det er en udbredt antagelse, at det er et faresignal, hvis børn har imaginære venner, at det er usundt, og at de risikerer at udvikle sig i en uhensigtsmæssig retning.Det er en kæmpemæssig misforståelse. I virkeligheden er børn med hemmelige venner mere sociale end andre.« Hun oplyser også, at det er mere almindeligt blandt børn at have usynlige venner, end mange er klar over. Det findes på tværs af kulturer. Skønsmæssigt har 20-30 procent af alle børn i alderen to et halvt til syv år en opdigtet kammerat – både piger og drenge. Og de fleste børn ved udmærket, hvad de har gang i.
Børn&Unge møder amerikanske Tracy Gleason på hendes kontor på Wellesley College, som ligger i et kuperet, skovklædt landskab omkring 20 kilometer vest for Boston (Hillary Clinton dimitterede herfra i 1969).
Der er farvelagte tegninger på væggene og legetøjsdyr på skrivebordet. Hun fortæller, mens hun ruller med øjnene og gør fagter, at hun var begejstret for rollespil som barn og blev lidt bedrøvet, da hun blev for stor til den slags.

Forsømt felt. Tracy Gleason blev under uddannelsen til psykolog fast besluttet på, at hun ville beskæftige sig med små børn. »Jeg kan godt lidt de små børn. De er ikke så komplicerede. De er i stand til at tale og bruger gerne deres taleret til at fortælle om deres tanker. Og de har mange tanker. Jeg besluttede, at jeg ikke ville skrive om børn og deres virkelige venner, for det findes der meget videnskabelig litteratur om. Derimod var der forbavsende lidt forskning om børn og deres usynlige venner, selvom en stor del af børn har usynlige venner, og fænomenet også dukker op i børnebøger og populærkultur,« siger Tracy Gleason.
Hendes vejleder var med på idéen – måske også fordi han var nysgerrig på, hvorfor hans egen søn havde en imaginær kammerat. I de mellemliggende over 15 år har hun forsøgt at tilvejebringe mere viden om det forsømte emne.
Forskere før hende har kun i forbifarten berørt aspektet om børn med opdigtede venner. I gennemgangen stødte hun på en omtale i 1895 og enkelte referencer i perioden 1930-1960, som var koncentrerede om det sociale miljø, og psykoanalytikere forholdt sig også til det. Den første forsker, som fokuserede udelukkende på børn og deres imaginære venner, var Marjorie Taylor, professor på University of Oregon, fra sidst i 1990’erne. Hun havde en udviklingspsykologisk tilgang, hvilket også har været Tracy Gleasons indfaldsvinkel.

Hvordan er den usynlige ven? Tracy Gleasons metode består i at opsøge børnehaver og se på hele grupper af børn, hvoraf nogle har imaginære venner, andre ikke. Det giver mulighed for at sammenligne på en række parametre.
Hun undersøger børnenes sociale kompetencer ved for eksempel at bede dem nævne deres rigtige venner. Derefter får hun disse erklærede venner til at nævne deres venner og ser efter, i hvor høj grad der er et sammenfald i venskab. Hun studerer også børnenes evne til at håndtere følelser. Det foregår først og fremmest gennem interview. »Jeg nævner overfor børnene, at der findes både virkelige og opdigtede venner, og de fleste er meget åbne om det, hvis de har en usynlig ven, og de er meget villige til at fortælle alle mulige detaljer. Så jeg spørger til den usynlige vens køn, størrelse, udseende, og hvornår og hvordan barnet er sammen med den usynlige ven. Det er ret sjovt,« siger Tracy Gleason.
»Det sker meget tit et stykke inde i interviewet, at barnet henvender sig til mig med en lav stemme for at signalere fortrolighed og siger: ’Du skal vide, at vennen ikke er virkelig’. Det er charmerende. Barnet vil undgå at såre mig. Barnet ved, at det er en leg, og at vi nu er sammen inde i en boble med vores fælles viden om den usynlige ven, og barnet ser helst, at boblen ikke brister,« siger hun.
Tracy Gleason har desuden gennemført observationsstudier, for eksempel ved at iagttage og videooptage børn, som får udleveret et lægesæt og bliver bedt om at foretage en undersøgelse af deres imaginære kammerat. Det giver ligeledes en indsigt i relationerne mellem barnet og den usynlige ven.

Relationsøvelse. Og hvad er det så, Tracy Gleasons forskning viser om det, vi hos os kunne kalde Alfons Åberg og Svipper-fænomenet? Hvorfor har børn en usynlig ven? »Hvert tilfælde er forskelligt, men det er muligt at se mønstre i helheden. De imaginære venner synes at udfylde en funktion i børnenes liv, som ikke handler om at have en ven – altså modvirke ensomhed – men om at øve sig i sociale relationer. Jeg tror også, at børn opfinder vennen, fordi det er sjovt. De kan pludselig optræde som ekspert. Det er en måde for dem at føre en voksen-lignende samtale på. Og børnene lærer af det,« siger hun.
Hun er også parat med konklusioner om, hvem der typisk har en usynlig ven.
»Børn med usynlige venner er i forvejen mere sociale end gennemsnittet. De er mindre generte end gennemsnittet. De kan godt lide at være sammen med andre mennesker og interagere med dem. Det er derfor, de opdigter en ven, når der ikke er andre mennesker ’til rådighed’. De kan også godt lide rollespil. De er meget optagede af fantasi,« siger hun og understreger, at der kun er tale om gradsforskelle i forhold til børn uden imaginære venner.
Generelt er der lidt flere piger end drenge, der har en usynlig ven. Den første i en søskendeflok er mere tilbøjelig til at have en opdigtet kammerat. Fænomenet ses også mere hyppigt i søskendeflokke, hvor der er stor aldersmæssig forskel, og hvor der måske ikke altid er en rigtig legekammerat indenfor rækkevidde.

Personificeret genstand. Tracy Gleason opdeler de usynlige venner i to kategorier: Egentlige usynlige kammerater (en person, et dyr, et monster, en mytisk figur, der har sit eget liv) og så personificerede genstande (stofdyr, dukker, actionhelte og lignende). Hvis man medregner børn med personificerede genstande, så er det 60 procent af alle børn, som har en opdigtet ven.
Gleasons undersøgelser viser, at de to typer af usynlige venner er kendetegnet ved forskellige former for sociale relationer mellem barn og ’ven’. Børn med imaginære venner etablerer et egalitært venskab med ’vennen’. Børn med personificerede genstande opretter et hierarkisk venskab.
»Når der er tale om børn med personificerede genstande og et hierarkisk forhold, så indtager barnet en rolle som styrende og belærende. Med hensyn til børn med usynlige venner er barnet indstillet på, at de er ligestillede i forholdet, for så vidt angår kompetencer og magt,« siger hun.
»Min teori er, at børn med egalitære venner er kommet lidt længere i forståelsen af venskaber end børn med personificerede genstande, som først lige er ved at lære, hvordan den slags fungerer. Børnene, som holder sig til et hierarkisk forhold, kopierer forældrenes adfærd. De vil gerne være ansvarlige og kompetente og anbringer deres ’ven’ i en rolle som én, der skal drages omsorg for. Jeg har ikke klare beviser, men jeg tror, at børn med hierarkiske venskaber stadig ikke forstår konceptet om, at andre mennesker har et andet perspektiv – et ­perspektiv, der er forskelligt fra deres eget. Børn med egalitære venskaber er kommet et skridt videre,« siger hun.

Vis interesse. Tracy Gleason siger, at børn med imaginære venner, forstået som en person, gerne fortæller om ’vennen’ til deres forældre. De kan endda bruge den imaginære ven som talerør over for forældrene. Nogle børn tager også ’vennen’ med andre steder hen, for eksempel i børnehaven. Det er mest udbredt at have ’vennen’ med som ledsager udenfor hjemmet, hvis det er et personificeret dyr. Men børnene glemmer måske den imaginære ven efter en tid, fordi de bliver suget ind i fællesskabet med de andre børn. Hun opfordrer forældre og pædagoger til at forholde sig med et åbent sind til barnets insisteren på at have en imaginær ven.
»Jeg har aldrig mødt et barn, hvor det har været et problem, at barnet har en usynlig ven. Jeg er sikker på, at der kan findes uheldige tilfælde, men så vil det være en afspejling af, at barnet har en masse andre problemer, som man så må tage hånd om,« siger Gleason.
Generelt vurderer hun, at det vil give bagslag at ignorere, hvis et barn tydeligvis har en imaginær kammerat.
»Hvis et barn nævner, at det har en imaginær ven, er det en god idé at stille spørgsmål om denne ven. For så er det ofte et tegn på, at barnet gerne vil tale med den voksne. Det er en åbning til en samtale. Ved at vise interesse og lytte til svarene vil man få et indblik i, hvad barnet er optaget af, hvad barnet tænker på, og hvad barnet er bekymret for,« siger hun.
Tracy Gleason siger, at man som voksen – forælder eller pædagog – ­bestemmer, hvor meget den imaginære ven skal inddrages, når der er fælles aktiviteter i hjemmet eller i daginstitutionen. Det kan være ved indtagelsen af et måltid eller i andre sociale situationer.
Hvis et barn misbruger den usynlige ven til dårlig opførsel (at reagere med vrede via ’vennen’) og til ansvarsforflygtigelse (at undskylde sig med, at en fejl blev begået af ’vennen’, ikke af én selv), skal den voksne helt klart skal sige fra, fastslår Tracy Gleason: »Hvad der er uacceptabelt, er uacceptabelt.«

Social forståelse. Forskningen i børn med usynlige venner har også et bredere perspektiv. Tracy Gleason fortæller, at hun ved at sammenholde denne gruppe af børn med børn uden imaginære venner kan tegne et billede af, hvordan børn generelt skaffer sig kendskab til sociale relationer og begynder at operere i forhold til andre individer. »Det er utrolig svært for fagfolk at opnå indsigt i børns forestilling om sociale relationer. For enten er børnene sammen med ældre børn, som i kraft af deres alder har større forståelse for sociale relationer, og de bliver hjulpet til rette på den måde. Eller også er børnene sammen med børn, som er lige så inkompetente med hensyn til sociale relationer, som de selv er. Og hvis blinde mødes med blinde, hvor meget kan de så se? Det bliver et mudret billede i begge tilfælde. Men hvis de sociale relationer er mellem et barn og barnets imaginære ven, så er det barnet, der etablerer hele forholdet og styrer det. Alt fremtræder en til en, sådan som barnet håndterer det. Der er ingen forurening,« forklarer hun.
Tracy Gleason vil også fortsætte med at forske i børn med imaginære venner.
»Jeg vil gerne undersøge, hvordan der sker ændringer hos disse børn over tid med hensyn til deres begreb om sociale relationer. Det kræver tålmodighed, fordi det strækker sig over en årrække med de samme børn. Jeg har også overvejet at gå i dybden med en til to casestudier,« siger den amerikanske psykologiprofessor.

Om forskeren
Tracy R. Gleason er professor i psykologi på Wellesley College, som ligger vest for Boston i Massachusetts, USA. Hun er uddannet på Dartmouth College, New Hampshire, og har en ph.d. i udviklingspsykologi fra University of Minnesota. Hendes forskningsspeciale er børns sociale relationer – virkelige og forestillede, og hun har fokus på små børns imaginære venner. Hun bedyrer, at hun ikke har gjort sine egne små børn til studieobjekter endnu. Det er en søn og en datter, som er tvillinger.

Om forskningen
Tracy Gleason vil gerne komme nærmere en for­ståelse af, hvad det betyder for mindre børns psykosociale udvikling at have usynlige venner. Ved at studere måden, som små børn taler om og til tider optræder på i forhold til imaginære venner, kan man opnå indsigt i, hvordan disse børn udvikler sig sammenlignet med jævnaldrende børn uden imaginære venner. Hun har også en forventning om, at hun gennem sine studier kan få et kendskab til, hvordan mindre børn generelt opfatter sociale relationer.