Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2010 Nr.: 15 Børn&Unge i pdf-version
I pædagogens skygge
Trangen til forbedring af det pædagogiske arbejdsfelt driver Rikke Winckler på hendes konstante private og professionelle udviklingsrejse, som i høj grad handler om at skabe bevidsthed om pædagogens skyggesider.
Af: Helle Kjærulf
Døren til lejligheden i Lyngby åbnes af en 160 centimeter pædagog med stort P. Det er Rikke Winckler, som bor her sammen med sin treårige datter Viola. Lejligheden er ikke bare et hjem, det er også firmadomicil.
Pædagogik er omdrejningspunktet for den 42-årige pædagog, psykoterapeut og coach - uanset om det er de tre dage om ugen, hun arbejder i vuggestuen I.H. Mundtsvej i Sorgenfri, når hun sidder ved spisebordet og forbereder et af sine mange kurser, eller når hun står et sted i landet og sørger for, at pædagoger bliver klogere på sig selv og deres faglighed.
Et certificeringsbevis fra Pernille Melsteds passioncoachuddannelse hænger indrammet i sort på den hvide væg, og Violas legetøj lyser op som røde, blå og grønne farveklatter i stuen.
Rikke Wincklers vision er blandt andet at være med til at gøre pædagogfaget bedre. Hun vil lære andre pædagoger noget, de kan bruge i deres dagligdag, og som styrker deres faglighed.
"Jeg vil give dem redskaber til udviklingsmuligheder. Pædagogernes største udfordring er helt klart ikke at brænde ud," siger hun.
Nogle af hendes egne faglige styrker er at anerkende, reflektere og at indleve sig i andres synspunkter.
"Hvis forældre for eksempel er helt oppe i det røde felt, fordi deres barns sutsko er blevet væk, er det jo ikke på grund af skoene. Så er der noget andet galt. Jeg er god til at spørge ind og til at være direkte. Det handler om, i hvor høj grad man kender sig selv, og hvor personligt man tager det," siger hun.
Da Rikke Winckler gik på seminariet, lærte hun om at skelne mellem det private, det personlige og det professionelle, og det private skulle holdes langt væk fra professionen.
"Men vi kan ikke bestemme, at det private ikke må blande sig, for det gør det. Vi kan bestemme, hvad vi gør ved det, når det sker. Og først her bliver vi professionelle."
Rikke Winckler ser det som noget af det vigtigste, at pædagoger ved, hvornår det private bliver mikset med det professionelle:
"Det, jeg siger lige nu, hvor kommer det fra? Kommer det fra mit professionelle sted, hvor jeg kan tage en faglig diskussion om det? Eller kommer det fra mit private og ofte ureflekterede sted?"
Rikke Winckler sætter en scene: Forestil dig en børnegruppe, der spiser frugt. Et barn gafler det halve frugtfad til sig selv. Det provokerer ofte de voksne, fordi det rammer noget i dem selv. Man må jo ikke være grådig.
"Det er et godt eksempel på, at det private blander sig. Hvis du arbejder med små børn og synes, de er grådige, har du højst sandsynligt selv fået det at vide som barn. Der er stor forskel på at sige i en lettere bebrejdende tone: Neeej, du skal ikke tage det hele, for der skal også være til de andre. Til at kunne være professionel og sige: Ih, hvor du lyst til frugt i dag, og vi skal også lige sørge for, at der er noget til de andre. Sagt i en positiv ånd," forklarer hun.
Rikke Winckler erkender, at hun har en ubændig og voldsom lyst til hele tiden at udvikle sig, både personligt og fagligt. Hendes personlige udviklingsrejse har betydet, at hun som pædagog nu kan skille det private fra det professionelle.
"Det har jeg jo trænet mig selv i, og det for­søger jeg at give videre. Når du udvikler dig personligt, bliver du både en gladere pædagog og et gladere menneske."
Hun tænker sig lidt om:
"Jo, det smitter af på mine kolleger, fordi jeg er god til at bidrage med at stille åbne spørgsmål. Og hvis en kollega har et problem med et barn, kan jeg jo give gode råd."
Som enlig mor er Rikke Winckler meget bevidst om, at det liv, hun har fået skruet sammen, ikke kan lade sig gøre uden et godt netværk, som især tæller mor og veninder, når datteren skal passes. Hendes logistik på det ­arbejdsmæssige plan hænger sammen på nærvær.
"Det handler om at være til stede lige der, hvor du er. Også selv om det kun er tre dage om ugen. Stuen falder jo ikke sammen, fordi jeg ikke er der. Jeg har tillid til mine kolleger og kan give slip."
Det mest spændende ved Rikke Winckler er ifølge hende selv, at hun både er pædagog og har egen kursusvirksomhed.
"Efter min barsel sagde jeg mit job op som souschef i en vuggestue og holdt kun kurser. Men det blev for ensidigt. Jeg savnede livet og arbejdet i institutionen. Det er bare min hylde. Jeg elsker at give børn 100 procent tryghed, at rumme dem og forstå dem. Det er enormt berigende for mig i forhold til de andre ting, jeg laver. Det betyder også, at jeg hele tiden har fingeren på pulsen."
Hun pointerer, at hvis man holder op som pædagog, går der kun tre-fem måneder, før man har glemt, hvad jobbet vil sige.
"Når jeg arbejder som pædagog, husker jeg på, hvor pressede og stressede vi er, og hvorfor det er vigtigt for mig at være med til at give pædagoger værktøjer, som kan gøre en forskel for dem i dagligdagen."
At Rikke Winckler har fødderne godt plantet i den pædagogiske muld, giver hende stor troværdighed, når hun skal give sin viden videre. Det er også altid den feedback, hun får fra sine kursister: Du ved, hvordan det er.
At det lige er kursustitler som 'Pædagogens Skygge', 'Babytegn' og 'Anerkendende pædagogik', der står på Rikkes pædagogiske spise­seddel er ikke tilfældigt. Skyggesider er de sider af os selv, som vi ikke så gerne vil være ved. Hendes kurser handler om at blive mere rummelig som menneske, både over for sig selv og andre.
"De tre felter er min store passion. Allerede på seminariet opdagede jeg, at arbejdet med skyggesider løser nogle af de problemer, som pædagoger støder ind i med relationsarbejdet. Altså at arbejde med projektioner, være åben og sætte ord på, for eksempel hvilke egenskaber der trigger mig hos et bestemt barn. Når du går ind i den proces, opdager du, at det handler om egenskaber, du ikke bryder dig om i dig selv. Så meningen med at lave en masse øvelser og øge ens selvindsigt er at få værktøjer, der i et vist omfang kan erstatte supervision," for­klarer hun.
"Det er en livslang proces, og det er også derfor, at jeg selv bliver ved med at være i udvikling. Jeg brænder meget for, at vores faglighed som pædagoger bliver mere synlig. Og at vi bliver mere bevidste om det, så vi er i stand til at sætte ord på fagligheden. Vi har svært ved det, fordi faget er så meget relationsarbejde og bløde værdier."

Bevidst valg. Det er kun syv år siden, at Rikke Winckler blev uddannet på Frøbel UCC som pædagog. Valget af uddannelsen var yderst bevidst.
"Jeg vidste, jeg ville arbejde med mennesker, og jeg vidste, at pædagoguddannelsen åbner mange døre. Derfor var det oplagt for mig at vælge den vej. Jeg var dengang næsten færdig med min gestaltterapeutuddannelse."
Rikke Winckler havde forestillet sig, at hun skulle arbejde med belastede familier og børn. Det blev klart efter et praktikophold i en døgninstitution, og efter eksamen fik hun også job der. Da institutionen skulle lukke, fik hun lidt tilfældigt et midlertidig job i en vuggestue. Hendes erfaring fra vuggestuen stammede udelukkende fra den første øvelsespraktik, hvor hun de første to måneder var ved at dø af kedsomhed.
"I det midlertidige job gik det derimod op for mig, at det er så fedt og meget vigtigt at arbejde med små børn. Der gik det op for mig, hvor meget faglighed der ligger i arbejdet med vuggestuebørn, hvor meget man kan lære om børns hjerne, udvikling, sprog, motorik og så videre. Man passer ikke bare børn og synger en sang, men man har en hensigt, en viden og en mening med det, man sætter i gang. Der er utroligt mange faglige udfordringer med de små."
Skiftet til vuggestuepædagog har Rikke Winckler aldrig fortrudt.
"Min store drivkraft i forhold til de små børn er at være i stand til at anerkende dem, servere positivt samvær for dem samt se og rumme dem som enkeltindivider og støtte dem i deres udviklingsproces."
Hun understreger, at der er et kæmpe paradoks i, at anerkendelse er tidens trend.
"Det er rigtig godt, men bliver pædagogerne selv anerkendt? Hvis vi skal kunne leve op til de enorme krav, der stilles til os dag, er det fuldstændigt absurd, at vi ingen supervision får. Det er min drivkraft, når jeg holder kurser for pædagoger for at klæde dem bedre på til jobbet. Jeg er lidt indigneret over, at arbejdsvilkårene ikke følger med."

Babytegn og skyggearbejde. I 2005 stødte Rikke Winckler på begrebet babytegn. Yes, selvfølgelig, tænkte hun, da en bog om emnet fangede hendes opmærksomhed. I dag holder hun kurser i babytegn og bruger det i sit arbejde som pædagog. Hun har naturligvis introduceret det til sine kolleger i vuggestuen.
"Jeg er ellevild med det, fordi det er en metode, vi kan bruge til at anerkende børnene endnu mere. Og det virker."
Rikke holder kurser tre-fire ­gange om måneden. Ofte tager hun ud i institutioner til personale­møder eller en sjældnere gang til en pædagogisk lørdag. I den bærbare på skrivebordet i stuen ligger kimen til en e-bog om babytegn. Hun håber på, at den ligger klar på hendes hjemmeside til september. Opfølgeren 'Anerkendelse i vuggestuen' er allerede planlagt.
"Det udvikler sig hele tiden," siger hun med et smil.
På et tidspunkt overvejede Rikke Winckler, om hun skulle henvende sig mere direkte til forældre med sin viden, men konklusionen blev nej. Passionen er pædagogikken.
Rikke Winckler har det åbenlyst sådan, at når hun har lært tilstrækkeligt meget, har hun lyst til at dele sin viden med andre, og så bliver et kursus født.
"Hvis ikke jeg prøver nye ting af i mit pædagogiske arbejde, ­synes jeg, det bliver kedeligt. Min ­vision er at gøre det rigtig godt for de børn, og derfor er jeg nødt til at arbejde med de voksne. Vi skal starte med os selv."
Når hun igen og igen kaster sig ud i nye udfordringer, er det frygten, der styrer hende.
"Det værste for mig ville være at sidde ved livets slutning og tænke, at jeg ikke har nået det, jeg ville."

Om Rikke Winckler
42 år, bor i Lyngby. Er uddannet i 2003 på Frøbel UCC. Rikke Winckler arbejder tre dage om ugen i en vugge­stue. Resten af tiden bruger hun i sin egen virksomhed, hvor hun blandt andet underviser andre pædagoger i 'Babytegn ', 'Pædagogens Skygge' og 'Anerkendende pædagogik'. Udover sin pædagoguddannelse er hun uddannet gestaltterapeut og certificeret coach. Hun holder både lukkede kurser for institutioner og åbne kurser, hvor alle kan melde sig til.
I øjeblikket skriver hun desuden på en e-bog om babytegn, som hun vil udgive på sin hjemmeside i efteråret. Hun har været selvstændig siden 2008, men har siden 2006 undervist ved siden af sit job som pædagog.
Rikke Winckler har følgende åbne workshops i år:
'Pædagogens Skygge' d. 2. september og 'Babytegn' d. 8. september, begge i København.
Rikke Winckler kan kontaktes på www.rikkewinckler.dk eller på tlf: 3032 7767.