Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2017 Nr.: 10 Børn&Unge som e-paper
Inspiration. Stressforskerens store spørgsmål: Hvorfor får pædagoger overhovedet stress?
Stress er en voldsom aktivering af nervesystemet, nedarvet gennem årtusinder og udviklet for at beskytte os mod naturens farer. Hvorfor får pædagoger stress som aldrig før? Det arbejder Malene Friis Andersen gennem forskning på at forstå.
Af: Mikkel Prytz
Det var skruen uden ende for den kvindelige pædagog. Jo mere stresset hun blev, desto mere usikker blev hun på, om hun overhovedet var dygtig til sit arbejde. Og desto hårdere arbejdede hun.
Der var ikke nogen, der skulle have noget at udsætte på hende. Hverken hendes leder eller kollegerne. Så hun overarbejdede, tog sin fritid i brug for at planlægge næste morgen. Brugte aftenerne på at læse om nye lege og aktiviteter. Overforberedte sig til personalemøderne, så hun havde alle svar parat.
»Der var ikke nogen, der måtte kunne sætte en finger på hendes arbejde,« fortæller Malene Friis Andersen, der mødte den kvindelige pædagog i forbindelse med sin stressforskning.
Et arbejde, der synes mere relevant i dag end nogensinde før. Stress på arbejdspladserne er nemlig et voksende problem, viser seneste store undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA). 16,9 procent ud af 35.000 danskere i arbejde svarede i 2016, at de havde ’væsentlige psykiske belastninger og symptomer’. I 2012 var tallet 14,5 procent.
Og det ser endnu værre ud for pædagogerne. I alt oplevede omkring hver femte medarbejder i daginstitutionerne i 2016 at være psykisk belastet. Det placerer daginstitutioner på en kedelig 7. plads ud af 36 branchegrupper, når det gælder psykiske belastninger på arbejdspladsen.
»Pædagoger er som faggruppe særligt udsat, når vi taler risiko for sygefravær og psykisk belastning. Vi ved, at pædagogernes arbejdspladser er nogle af de steder, hvor der er en stor oplevelse af stress og en stor forekomst af stress,« siger Malene Friis Andersen, der er post.doc. ved NFA og forsker i blandt andet stress sideløbende med sit arbejde som klinisk psykolog og organisationspsykolog.

Kæmp, flygt eller frys. Med sin baggrund i organisationspsykologien har Malene Friis Andersen gennem de seneste 10 år beskæftiget sig med danskernes arbejdsliv. Her har stress i stigende grad fanget hendes interesse. For hvorfor får vi overhovedet stress i et arbejdsliv, der for langt de fleste af os reelt er ufarligt?
»Hvorfor ser vi denne voldsomme aktivering af nervesystemet, som en stressreaktion er? Det er en reaktion, vi evolutionært har nedarvet, og som vi har til fælles med alle mulige andre dyrearter. Den skal beskytte os, når vi er truede, og den bestemmer, om vi skal blive og kæmpe, om vi skal flygte for vores liv, eller om vi skal fryse og spille døde i håb om, at rovdyret mister interessen for os,« siger Malene Friis Andersen.
»Inden for det moderne videns- og relationsarbejde, som blandt andre pædagoger beskæftiger sig med, er langt de fleste af os jo ikke truet på vores fysiske overlevelse i løbet af en arbejdsdag. Så hvorfor ser vi denne ’kæmp, flygt eller frys’-reaktion?« spørger hun og understreger samtidig, at det selvfølgelig er vigtigt at forebygge og håndtere de trusler og den vold, som nogle pædagoger stadig oplever.
Den kvindelige pædagog, som Malene Friis Andersen mødte gennem sin forskning, kæmpede for sin overlevelse. Jo mere stresset hun blev, desto mere usikker blev hun på, om hun gjorde sit arbejde godt nok, og desto hårdere arbejdede hun. Indtil hun til sidst måtte sygemelde sig.
Man kan se for sig, hvordan pædagogen synker dybere og dybere ned i den malstrøm, som Malene Friis Andersen kalder for ’Stressspiralen’. Et begreb, der sammen med forskerens model ’Stresstrappen’ – udviklet sammen med Marie Kingston – beskriver, hvordan stress ikke bare er en statisk tilstand, men udvikler sig gennem længere tids pres og viser sig som forskellige faser af fysisk og psykisk belastning.

Er jo bare børn. En anden pædagog, som Malene Friis Andersen har fulgt, oplevede, hvordan børnene i institutionen fyldte mere og mere i hendes bevidsthed op til hendes stresssygemelding:
»Hun kunne tænke: Hvorfor tager de ikke hensyn til mig? Det er dog utroligt, gså krævende de er. Hvorfor kan de ikke forstå, at jeg ikke kan give dem det, deerne vil have? Børnene indgik som en del af det stærke følelsesmæssige liv, hun levede på det tidspunkt, hvor stressbelastningen var størst,« fortæller Malene Friis Andersen, som mødte pædagogen igen, da hun var blevet rehabiliteret og var kommet tilbage til arbejdet.
»Da pædagogen så børnene igen, gik det op for hende: De er jo bare børn. Herregud, de er jo bare børn,« siger Malene Friis Andersen og bruger fortællingen som et eksempel på to fænomener, man ofte oplever hos en stressramt medarbejder:
Dels en forstyrret selvforståelse, hvor en persons billede af og tro på sig selv er forandret i negativ retning. Og dels en forstyrret realitetssans, hvor personen mister tilliden til sin fortolkning af virkeligheden.

Arbejde = identitet. Når pædagoger er en faggruppe, der er særligt udsat for stress, hænger det ifølge Malene Friis Andersen sammen med måden, pædagoger arbejder på.
»Det, der karakteriserer pædagogers relation til arbejdet, er, at det er svært for dem at gå på arbejde og sige: Det har ikke noget med mig at gøre. For de arbejder med andre mennesker, og det forudsætter, at de anvender kvaliteter, egenskaber og kompetencer, som også har noget med dem selv at gøre,« siger stressforskeren.
»Det er umuligt at gå på arbejde som en god pædagog uden at anvende sig selv. For hvad skal man så arbejde med?« spørger Malene Friis Andersen.
På det moderne arbejdsmarked er der nemlig sket det, forklarer hun, at der er kommet en sammenfoldning mellem arbejde og identitet. For at kunne løse arbejdsopgaver i videns- og omsorgsarbejdet, må de ansatte anvende deres empati, kommunikationsevner, kreativitet, engagement, situationsfornemmelse og en række andre egenskaber og kvaliteter, som man normalt tilskriver personligheden.
»I det moderne arbejde er det derfor ikke et valg, om man vil bruge sig selv i arbejdet. Det er et vilkår. Derudover forventer vi også, at arbejdet giver mening for os, og at det udvikler os,« siger Malene Friis Andersen og tilføjer:
»Sammenfoldningen mellem arbejde og identitet kan være fin på mange punkter. Det kan give en følelse af arbejdsglæde og mening ved at udrette noget og ville gøre en god indsats hver dag. Og det er også positivt for arbejdsgiverne, som får engagerede, loyale og committede medarbejdere. Problemet opstår i det øjeblik, hvor det, man er sammenfoldet med, ikke er hensigtsmæssigt.«

Konsekvenser. »Hvis man oplever, at man ikke har fornuftig tid til at løse sine kerneopgaver, at man ikke kan gøre det, situationen kalder på, at man konstant må gå kompromis med sin menneskelighed og faglighed, at der ikke er en tillidsfuld relation til ledelsen eller de andre medarbejdere, så begynder det at have konsekvenser,« siger forskeren.
»For så er det mig, der kan se, at jeg ikke kan imødekomme børnenes behov, og at det har konsekvenser for deres muligheder for at udvikle sig på en hensigtsmæssig måde. Måske bliver jeg endda mødt med en forklaring om, at vi ikke kan levere samme kvalitet som tidligere, og det må jeg bare acceptere. Men det kan vi ikke bære som mennesker.«
For i og med at der er en sammenfoldning mellem arbejde og identitet, rammer det pædagoger personligt, når arbejdet ikke længere giver mening.
»Det er faktisk mig, der skal høre på Frederiks mor, som spørger, hvorfor hendes dreng for tredje dag i træk har våde strømper på. Det er mig, der kan se i børnenes øjne, at de bliver mindre og mindre kontaktsøgende.
Stress har den mekanisme, at man vender problemerne indad, og derfor kan jeg ikke lade være med at overveje, om det mon ikke har noget med mig selv at gøre, at jeg ikke kan lykkes med min opgave,« forklarer Malene Friis Andersen, som fortsætter:
»Denne mekanisme bliver endnu stærkere, hvis det ikke er legitimt at tale om stress på arbejdspladsen.«

Ikke individuelt. En vigtig pointe for stressforskeren er, at stress ikke skyldes den enkelte person, men er et anliggende for hele arbejdspladsen. Og det er heller ikke den enkeltes personlighed, der er afgørende for, om han eller hun kan udvikle stress.
Så pædagogen, vi mødte ovenfor – hende, der arbejdede hårdere og hårdere og kun blev mere og mere stresset – er ikke overambitiøs eller ligefrem arbejdsnarkoman. Og pædagogen, der mistede evnen til at forstå børnenes adfærd og reaktioner, er ikke særligt psykisk skrøbelig.
»Det er helt almindelige, velfungerende og ressourcefulde mennesker, der bare gerne vil gøre deres arbejde ordentligt. I min forskning har jeg fulgt stressramte gennem lang tid, og jeg vil klart udfordre den tankegang, at det er en bestemt type personlighed, der fører til stress. Det er meget mere dynamisk,« siger Malene Friis Andersen.
Ikke desto mindre er det dog ifølge hende netop sådan, stress bliver håndteret på mange arbejdspladser: Som et individuelt problem, der kan forklares med den enkeltes personlighed.
»Vi kigger på hinanden i ledelsesgruppen og blandt medarbejderne, og vi siger: Nu er Christian gået ned med stress. Men var han ikke også lidt perfektionistisk? Han blev jo tit, efter at han havde fået fri, og fik I ikke også den mail fra ham, han sendte om aftenen? Så er der da ikke noget at sige til, at han er gået ned med stress. For var han ikke også særligt sårbar eller overinvolveret?« siger Malene Friis Andersen, som påpeger, at arbejdspladsens måde at håndtere den stresssyge på kan være med til at forstærke denne forståelse.
»Mange arbejdspladser siger: Vi vil ikke have, at vores medarbejdere får alvorlig stress, så nu tilbyder vi Christian 10 samtaler med en professionel. Og det kan sagtens være en del af løsningen. Men det skal ikke stå alene. For så har vi også allerede indirekte peget på årsagen til Christians stress, nemlig at han skal blive bedre til at sige fra, blive mere robust og navigere som en professionel medarbejder,« mener forskeren.
»Og det er den tankegang, jeg gerne vil udfordre. For sådan har Christian nok ikke altid haft det. Nu har han arbejdet der i 20 år. Hvorfor opstår problemerne så netop nu? Stress er mere komplekst end som så, og det er vigtigt at forstå dens mekanismer, hvis vi vil komme arbejdsrelateret stress til livs,« fastslår hun.

Blå bog
Malene Friis Andersen
(f. 1980) er post.doc. ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og derudover selvstændig organisationspsykolog.
Hun er ph.d. og uddannet psykolog i 2006.
Har blandt andet udgivet bøgerne ’Stop stress – håndbog for ledere’ (2016) med Marie Kingston. Har desuden udgivet bøgerne ’Tæller vi det, der tæller’ (2016) med Lene Tanggaard og ’Nye perspektiver på stress’ (2013) med Svend Brinkmann. Derudover er hun forfatter til en række videnskabelige artikler og rapporter.