Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2009 Nr.: 24
Det pædagogiske Danmarkskort: Kritisk pædagogik er (næsten) død
Tiden er løbet fra den kritiske pædagogik, der dominerede 1970'erne. De fleste pædagoger oplever ikke længere sig selv som opposition til systemet - snarere som en del af det. Eksperter savner dog dele af den kritiske pædagogik.
Af: Mikkel Kamp
Den kritiske pædagogik er døende. Kun 1,1 procent af de pædagogiske konsulenter har peget på, at den i dag bliver anvendt i nogle af kommunernes institutioner.
Den kritiske pædagogik havde sin blomstringstid i 1970'erne og 1980'erne og levede fint indtil for 10-15 år siden.
Siden er det gået ned ad bakke.
Det skyldes blandt andet, at pædagogers selvforståelse har ændret sig, mener Jan Kampmann, professor og børne- og ungeforsker på Roskilde Unicersitet (RUC).
"I 1970'erne oplevede pædagoger sig i høj grad som politiske frontkæmpere for børns rettigheder. Man var børnenes advokater mod forældre, samfund, institutionalisering og borgerlighed. Men den selvforståelse er tilsyneladende væk," siger professoren.
Det er Hans Henrik Knoop, lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, enig i.
"Det er formodentlig vanskeligt at identificere sig med kritisk pædagogik og samtidig bevare arbejdsglæden. De fleste bliver deprimerede af at tænke kritisk pædagogisk, fordi det fokuserer så stærkt på mangler i samfundet og mistillid til de magthavere, som betaler ens løn," siger han.
Jan Kampmann vil dog ikke aflive den kritiske pædagogik fuldstændig.
"Kritisk pædagogik som retning er helt død, men rundt omkring er der lommer af pædagoger, der stadig betegner sig selv som kritiske og investerer i at være børnenes advokater. Nogle af dem var også pædagoger i 1970'erne, mens andre er yngre," siger han.
Eksperterne er dog enige om, at der stadig er brug for, at pædagoger forholder sig kritisk.
"Enhver social enhed - familie, arbejdsplads, profession eller samfund - har brug for modspil. Der skal være udviklingstiltag, men bestemt også en relevant kritik af dem," siger Hans Henrik Knoop.
Jan Kampmann er enig.
"Med fare for at virke lidt gammeldags, vil jeg sige, at det er lidt ærgerligt, at den kritiske pædagogik rangerer så lavt. Det afspejler en borgerliggørelse af det pædagogiske felt. Pædagoger er blevet pæne, stuerene og en del af den offentlige forvaltning," siger professoren fra RUC.