Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2009 Nr.: 32
BUPL mener: Visioner eftersøges for de mindste
Politikerne skal lytte til borgerne, som ønsker nedskæringsspiralen stoppet og erstattet med klare visioner for de mindste.
Af: Henning Pedersen
Forældrene og pædagogerne har længe vidst det, og i kommunalvalgkampen kunne vi se, at medierne også er begyndt at indse det: Vuggestuerne, børnehaverne og klubberne er presset langt ud over det acceptable.
Desværre er der ikke meget, der tyder på, at politikerne har indset det. Heller ikke i regeringens top mener man tilsyneladende, det er noget problem, at børne- og ungeområdet har været et af de mest populære nedskæringsområder de seneste mange år.
Da statsminister Lars Løkke Rasmussen holdt sin åbningstale i Folketinget den 6. oktober blev børne- og ungeområdet som et af de eneste store velfærdsområder ikke nævnt. Da statsministeren ville gribe tilbage til det sted, hvor det første frø sås i forhold til innovation og viden, var det folkeskolen, han valgte at tale om.
Der er ingen tvivl om, at folkeskolen er vigtig, når det drejer sig om viden, men med al mulig respekt, så er det ikke der, det første vigtige frø sås. Vi ved fra forskningen, at når det handler om skoleparate, intelligente, innovative og socialt velfungerende børn, er daginstitutionerne altafgørende. Går det galt her, er det op ad bakke i folkeskolen. Det er der nok mangen en skolelærer, der vil skrive under på.
Den netop indgåede finanslov er endnu et eksempel på danske politikeres mangel på visioner for de mindste. Det eneste, der findes på børne-området, er en pose penge til anlæg. Det er såmænd udmærket og nødvendigt, men der er ikke mange visioner i mursten.

Når vi så samtidig ser, at kommunerne - tvunget af den stramme økonomiaftale med regeringen - har skåret i normeringen de seneste fire år, er konklusionen klar: Regeringen og kommunerne må indse, at hvis de gerne vil understøtte, at børnene vokser op og bliver innovative voksne, der kan sikre Danmarks konkurrenceevne, hvis de vil forhindre, at de mest udsatte fristes af bandernes tilbud om lettjente penge og falsk respekt, og hvis de ønsker støtte til sprogligt udsatte, så kan det ikke nytte at skære på daginstitutionerne og klubberne.
Politikerne skal lytte til borgerne, som ønsker nedskæringsspiralen stoppet og erstattet med klare visioner for de mindste. Det er først og fremmest godt for børnene, men det er også godt for forældrene, det er godt for arbejdsmiljøet i institutioner og klubber, og det er godt for samfundet som helhed. Ja, det er faktisk altafgørende, hvis vi gerne vil løse de samfundsmæssige udfordringer, Danmark står overfor.
Den netop overståede kommunalvalgkamp er et alvorligt vink med en vognstang til politikerne. Forældre, pædagoger og andre bekymrede borgere sendte et klart signal om, at nu er grænsen nået. Ikke flere nedskæringer. Der er brug for visioner for de mindste. Det har børnene fortjent, og det har samfundet brug for.