Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2006 Nr.: 20
Forældretema; Pædagoger skal droppe diagnoserne
I Danmark har hvert tiende barn brug for særlig støtte, og pædagoger er drøngode til at observere, hvis et barn viser tegn på mistrivsel. Men de skal holde sig fra at stille diagnoser, mener psykolog. Et forældrepar tog deres søn ud af børnehaven, da pædagogerne uden belæg stemplede drengen som autist
Af: Trine Vinther Larsen
Walter er i dag fire år gammel, og der er stadig ikke nogen, der ved præcis, hvad han fejler. Det eneste, både hans forældre og pædagoger kan observere, er, at hans sprog er begrænset, og at han ofte isolerer sig i stedet for at lege med de andre børn.
Alligevel mente pædagogerne i Walters gamle børnehave, at de kendte årsagen. Efter kun tre ugers kendskab til Walter stillede de diagnosen "autist".
"Det kom som et chok for os," fortæller Walters far Brian Sørensen, der kalder det kvaksalveri, når pædagoger begynder at "lege psykologer", som han siger.
"Vi kunne godt se, at han var bagud sprogligt, men at stemple ham som autist eller DAMP-barn bør pædagoger overlade til fagfolk, der forstand på den slags. De kunne have sagt, at de havde en bekymring i forhold til Walters udvikling eller sige, at han har svært ved at få kontakt til andre børn. Men at han ikke ser på pædagogen, når hun siger farvel til ham, er et meget tyndt grundlag for at stille en diagnose som autisme," siger Brian Sørensen.
Han var også i chok, da han læste institutionens første underretning til Københavns Kommune om sønnens problemer.
"Det værste for en forælder er at få at vide, at der er noget i vejen med ens barn, og det var hårdt sort på hvidt at se Walter beskrevet som isoleret, flagrende i sin adfærd og svær at få til at lege fokuseret. Pædagoger bør overveje, hvordan de taler til forældrene om barnet," fastslår Brian Sørensen, der sammen med hustruen Pernille besluttede at flytte Walter til en anden børnehave i kommunen.
"Her sagde vi fra start af, at vi var bekymrede for Walters udvikling, og på nær enkelte uheldige bemærkninger har vi oparbejdet et godt samarbejde med institutionen," fortæller Brian Sørensen, der nu har accepteret indberetningernes negative fokus på Walters problemer.
Hver tredje måned skal pædagogerne i samarbejde med Walters psykologer skrive en indberetning til kommunen, så Walter kan bevare de 15 støttetimer, han har fået tildelt.
"Det er nødvendigt for pædagogerne at være fokuseret på det negative og for eksempel skrive, hvis Walter har slået andre børn. Hvis de omvendt fokuserer på, at der er fremgang, så forsvinder støtten," siger Brian Sørensen, der ikke længere ser en indberetning som en stempling af et barn og en familie, men derimod som en ansøgning om hjælp.
"Vi er nået dertil, hvor vi har erkendt, at knægten har brug for en ekstra indsats, og så er det dybest set bare om at få mest muligt af den hjælp, drengen kan få," siger Brian Sørensen.

10 procent behøver hjælp. Walter er blot et af mange danske børn, der har gavn af hjælp i form af for eksempel psykologsamtaler og støttetimer i daginstitutionen. Det kan udledes af en ny undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet (Børn&Unge skrev om den i nummer 12/2006). Undersøgelsen konkluderer, at cirka hvert tiende danske barn har store som små problemer, der kræver en særlig indsats. Undersøgelsens forfatter, socialforsker Else Christensen, understreger dog, at de 10 procent børn, som anses for at være udsatte børn, befinder sig i et gråzoneområde.
"Flertallet af de her børn har ikke så tunge problemer, at det kræver underretninger og indgriben fra de sociale myndigheder, men det er børn, der på den ene eller anden måde kræver en særlig opmærksomhed fra de pædagoger, der møder dem i det daglige. Det er børn, der er truet af deres opvækstvilkår i familier med sociale problemer, eller de kan have adfærdsproblemer," siger hun og fortsætter.
"Pædagogens opgave er at observere, hvordan barnet har det med andre børn, med de voksne, og hvordan det ellers fremstår. Mangler madpakken, og har barnet rent tøj på," siger hun og understreger, at der aldrig kan være en lige linje fra observation til konklusion.
"Pædagoger er drøngode til at observere, men de skal ikke fortolke på det, de ser. Og så er det vigtigt, at de altid går til forældrene med deres bekymring. Et barn kan jo også være ked af det i længere tid, hvis nogen i familien er syg, eller det har mistet sin bedstemor. Det behøver ikke være et udtryk for omsorgssvigt," siger hun.

Drop diagnoser. I kommunerne har man set et generalt problem med, at forældre og pædagoger ikke taler godt nok sammen, fortæller faglig leder i Rødovre Kommunes Psykolog- og Familiekonsulentgruppe, psykolog Marianne Gram. Hun advarer kraftigt pædagoger mod at stille diagnoser.
"Dels har pædagoger slet ikke ret til det, da det ikke er deres fagområde, og dels er det ikke nogen særlig god fremgangsmåde, hvis man vil samarbejde med forældrene," siger hun og opfordrer til at inddrage forældrene så tidligt som muligt.
"Hvis man blot forholder forældrene til en bekymring, man har, og fremdrager nogle observationer, som forældrene måske kan genkende fra barnets adfærd i hjemmet, så virker det ikke så farligt at inddrage støtteforanstaltninger i kommunen. Underretninger skal i det hele taget bare ses som en ansøgning om at få noget hjælp," siger Marianne Gram og opfordrer pædagogerne til at tage tyren ved hornene.
"Pædagoger er tit berøringsangste og nervøse for at fortælle forældrene, at de er bekymrede for barnet. Men gør de det ikke, risikerer problemerne at vokse sig store og først komme til forvaltningens kendskab, når det er for sent," siger Marianne Gram og påpeger, at pædagoger ofte er bange for at en underretning medfører tvangsfjernelse af barnet.
"Socialforvaltningerne er der for at hjælpe forældrene med at være forældre, og at fjerne et barn er det absolut sidste, man gør," siger Marianne Gram.

Savner retningslinjer. Marianne Gram ser hellere, at pædagogerne på et tidligt stadie hellere underretter en gang for meget end for lidt.
"Hvis bare forældrene er med i processen fra første færd, så ender det ikke i de sager, hvor pædagoger og forældre går skævt af hinanden, hvilket som regel forsinker eller forfejler hjælpen til barnet," siger Marianne Gram.
Trods Marianne Grams opfordring modtager Børns Vilkår henvendelser fra pædagoger, der er usikre på, hvordan de skal underrette kommunen eller for den sags skyld konfrontere forældrene med deres mistanke.
Souschef og leder af Børns Vilkårs Rådgivning, Bente Boserup, mener, der hersker usikkerhed og nogle gange konfliktskyhed blandt pædagoger, når det gælder underretningspligt. Hun underviser pædagoger i at skrive en underretning.
"Tit ved pædagogerne ikke, hvordan en underretning skal udformes, og det er afgørende for, at kommunen tager henvendelsen alvorligt," siger Bente Boserup.
Hun savner, at institutionerne har fælles retningslinjer for, hvordan man laver en underretning.
"Det skaber usikkerhed og langsommelighed i sagsbehandlingen, at pædagogerne skal opfinde den dybe tallerken, hver gang de skal underrette kommunen, og alt imens pædagogen tøver, forværres barnets situation," siger hun og påpeger også en række personlige barrierer, der forsinker pædagogerne i at underrette.
"Pædagogerne kan føle sig usikre over for forældre, som måske har en højere uddannelse end de selv har, eller hvis de kender familien rigtig godt. Omvendt kan der udspille sig en ubehagelig magtudvisning, hvis pædagogen føler sig ovenpå. Det kan desværre være nemmere at underrette om kontanthjælpsmodtagerens datter end overlægens søn," påpeger Bente Boserup og understreger vigtigheden af at behandle alle familier respektfuldt og fordomsfrit.
"Pædagogerne kan kun sige, hvad de ser i institutionen, og de må lade forældrene fortælle, hvis der er problemer i hjemmet," siger hun.

Sager stagnerer. Angst for at gøre forældrene vrede eller for, hvad en underretning kan føre til, er kun nogle barrierer blandt mange. En anden hindring er dårligt samarbejde mellem pædagogerne og socialforvaltningens sagsbehandlere.
"Pædagogerne føler ofte, at de underretter om et barns problemer, men så sker der ikke mere i sagen. Og det kan være, fordi sagsbehandleren er omfattet af tavshedspligten og kun med forældrenes samtykke kan underrette pædagogerne om, hvad der videre gøres for barnet. Derfor er det så vigtigt, at pædagogerne opbygger et stærkt tillidsforhold til forældrene fra starten, så de vil ønske at have pædagogerne med hele vejen i processen. Det vil ofte være til gavn for barnet," mener Bente Boserup, der i øvrigt beklager, at socialloven ofte tager voksenperspektivet.
"Mange sagsbehandlere kan se sig blinde på, at en mor gør fremskridt. Nu drikker hun ikke så meget mere, og hun slår ikke, men råber kun efter lille Ole, men at moren har gjort fremskridt betyder ikke nødvendigvis, at Ole har det godt nok, og tit gives der meget lang snor til forældrene, før et barn får hjælp og måske bliver fjernet hjemmefra for en stund," siger Bente Boserup.
Det værste, hun oplever, er kommuner, der siger, nu kan vi ikke gøre mere for det her barn, eller som er meget lang tid om at skride ind, ofte fordi sagsbehandlernes borde bugner af sager.
Derfor forstår hun også, hvis nogle pædagoger ser sig nødsaget til at overdrive eller pynte på en underretning for at få sagen behandlet akut.
"Det er afmagt fra pædagogens side. De møder barnet hver dag i syv otte timer og ser, hvordan det trænger til hjælp. Men overdrivelser kan selvfølgelig ikke forsvares, for familien risikerer at få den forkerte hjælp," siger hun.

Nye Tøndersager. Det er velkendt i kommunerne, at pædagoger har ringe tiltro til sagsbehandlernes effektivitet. Senest har Tøndersagen slået sømmet i bund i det bræt. I alt modtog Tønder og Løgumkloster Kommuner mindst 28 underretninger og udtalelser om de sexmisbrugte børn, der blev holdt 25 møder med psykologer og socialpædagoger og skrevet 12 rapporter om sagen. Alligevel mente socialchefen i Tønder ikke, man havde nok informationer til at fjerne børnene.
"Det er jo vanvid," siger socialrådgiver og faglig koordinator på børn- og ungeområdet i Herning kommune Jørgen Breindahl.
Han har været socialrådgiver i 34 år og er vidne til, at sagsbehandlerne får flere og flere sager, og samtidig oplever, at deres område beskæres både ressource- og personalemæssigt på grund af stramme kommunalbudgetter.
"Det er forsvarligt, at en sagsbehandler arbejder med 25-40 sager løbende, mine kontakter til mange kommuner viser, at mange sagsbehandler har langt flere sager liggende. Det bevirker, at sagsbehandlingen går langsomt og bliver så elendig, at en ansvarlig sagsbehandler vil bukke under af stress og frustrationer, og barnet får ikke den nødvendige hjælp. I sidste ende risikerer vi en ny Tøndersag," siger Jørgen Breindahl, der dog påpeger en god ting, der paradoksalt nok er kommet ud af denne sag.
"Sagen viser, hvor galt det kan gå, hvis ikke underretningspligten bruges, og socialcheferne bliver opmærksomme på, at alle henvendelser skal tages alvorligt," siger han og pointerer, at der er sket stramninger i lovgivningen omkring underretninger.
Der er indført frister for sagsbehandlingen, og underretningspligten er netop blevet udvidet til også at omfatte pædagoger i selvejende klubber og i private daginstitutioner. Dertil kommer, at socialministeriet har iværksat kampagnen "Vores ansvar", som opfordrer fagpersoner til at gribe ind over for truede børn samt en særlig kampagne rettet mod sexmisbrug af børn og unge.
"Men lovgivning og handleplaner er ren luft, hvis ikke området prioriteres ude i kommunerne, som også må tildeles de nødvendige ressourcer til at gribe ind og iværk-
sætte hjælpeforanstaltningerne," siger Jørgen Breindahl.
Walter får den hjælp, han har brug for, og er takket være et tæt samarbejde mellem daginstitution, socialforvaltning og forældre i gode hænder. Men ikke alle 10 procent af de danske børn, som vurderes at have behov for en eller anden ekstra indsats, er lige så heldige.
Bente Boserup fra Børns Vilkår får mange anonyme opkald på Børnetelefonen fra børn, der aldrig har talt med en voksen om deres problemer.
"Så der findes mange mørketal derude, og jeg tror, vi i fremtiden vil se flere børn, der mistrives," siger hun og henviser til de mange nedskæringer på daginstitutionsområdet.
"Nedskæringerne har gnavet området helt ind til benet. Der er simpelthen ikke midler i kommunen til at hjælpe alle børn, og når pædagogerne samtidig oplever personalenedskæringer, og de får mindre tid til at se tegn på mistrivsel og hjælpe børnene, vil flere børn uundgåeligt blive tabt på gulvet," siger Bente Boserup.

Skærpet underretningspligt
Personer, som er offentligt ansatte (blandt andre pædagoger, red.), skal underrette kommunen, når de i forbindelse med deres arbejde bliver bekendt med forhold for børn og unge, der må give formodning om, at barnet har behov for særlig støtte.
Formålet med underretningspligten er, at kommunen på så tidligt et tidspunkt som muligt får kendskab til et barns problemer. Hvis kommunen skal kunne leve op til sin tilsynspligt og sin pligt til at give rådgivning, er det vigtigt, at kommunen får underretning om børn med behov for særlig støtte.
Børn og forældre bør - som klar hovedregel - orienteres om, at underretning foretages.
Private personer har almindelig underretningspligt, men den gælder først, hvis et barn lider under et grovere omsorgssvigt end det, der er beskrevet i servicelovens paragraf 35.

Kilde: Servicelovens paragraf 35 med tilhørende administrative forskrifter

Den gode underretning
Din underretning afgør, om barnet/den unge får den hjælp, som han eller hun har brug for. Derfor skal den være god.
En underretning skal beskrive barnets eller den unges: udvikling, adfærd, trivsel og relation til forældrene.
Der skal gives en konkret beskrivelse af de problemstillinger samt konkrete hændelsesforløb, der gør, at du er bekymret for barnet eller den unge.
Der skal også beskrives, hvad der er gjort for at forsøge at afhjælpe vanskelighederne, samt hvordan samarbejdet med forældrene har været.
Der skal ikke formuleres en løsningsmodel eller laves diagnoser. Det er sagsbehandlerens opgave at foretage sin faglige vurdering af problemstillingen og handle derpå.

Stikord til en underretning
• Årsagen til bekymringen
• En konkret beskrivelse af symptomer, problemer med videre.
• Hændelsesforløbet, eventuel hyppighed
• Evt. oplysninger om barnet
• Forældrenes reaktion på underretningen - medmindre der er tale om fysisk mishandling, seksuelle overgreb med videre.
• Underskrift af den, der har bekymringen
• Det er god etik at give forældrene en kopi af underretningen - dog ikke ved mistanke om strafbar handling og deraf følgende akut underretning.
• Underretningen sendes til kommunens socialforvaltning.

Akut underretning
Hvis du konstaterer, at et barn eller en ung har været udsat for seksuelle overgreb eller anden mishandling, er der tale om en akut situation.
Hvad gør du:
Du tager telefonisk kontakt til socialforvaltningen, der tager stilling til, hvad der videre skal foretages.
Hvis den akutte situation opstår udenfor forvaltningens åbningstid, tages der telefonisk kontakt til den sociale døgnvagt - evt. via politiet.
Lav skriftlig underretning som opfølgning på den mundtlige underretning.
Ved akut underretning er det forvaltningens ansvar at orientere forældrene, med mindre andet aftales.

Kilde: Børns Vilkår