Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2016 Nr.: 07 Børn&Unge som e-paper
TEMA: Bekymrede pædagoger. En sørgelig udvikling
Det er en skidt udvikling, at institutioner bliver mere og mere afhængige af sponsorater, mener pædagogerne.
Af: Mikkel Prytz
Sponsorater og reklamer hører ikke hjemme i daginstitutioner, mener flere pædagoger, der har deltaget i Børn&Unges rundspørge. Men sponsorater kan være et nødvendigt onde i en presset økonomi.
»Det er sørgeligt, at budgetterne i daginstitutioner er så skrabede, at vi er nødt til at søge sponsorater,« lyder det fra en ansat i en privat institution i Vestjylland.
En pædagog fra en kommunal institution i Aarhus formulerer dilemmaet sådan her:
»Desværre er vores driftsbudgetter ikke så store, at vi kan vedligeholde vores hus og legeplads uden eventuelle sponsorater, fonde eller hjælp fra forældre. Det er disse realiteter, som gør, at vi tænker på at udnytte de mulige sponsorater/fonde.«
Flere pædagoger nævner, at det er en politisk opgave at sikre, at de nødvendige ressourcer til at drive daginstitutionerne er til stede.
»At søge sponsorater er et stort og uoverskueligt emne at lægge oven i ledelse af et dagtilbud. Men det er sikkert relevant på den lange bane med tanke på udviklingen i den offentlige økonomi de sidste mange år,« siger en pædagog fra en kommunal institution i Hillerød i undersøgelsen.
I undersøgelsen finder man dog også pædagoger, der er glade for de muligheder, sponsorater giver en daginstitution.
»Sponsorater er en god idé, og lidt reklame er acceptabelt,« svarer en pædagog fra en kommunal institution i Herlev og bakkes op af en pædagog fra en kommunal institution i Furesø:
»I de her tider med knappe ressourcer kan sponsorater måske være en mulighed.«

Det mener pædagoger om sponsorater
To ud af tre institutioner ser sponsorater som en mulighed for at købe ting eller arrangere aktiviteter, der ellers ikke er råd til. Kun 6,4 procent kalder sponsorater for en nødvendighed, hvis man vil bevare den pædagogiske kvalitet.

Sponsorater er en nødvendighed, hvis vi vil opretholde den pædagogiske kvalitet af dagtilbuddet.
Enig: 6,4 %
Uenig: 65,2 %
Hverken eller: 28,4 %

Sponsorater er en mulighed for at købe ting eller arrangere aktiviteter, der ellers ikke er råd til.
Enig: 65 %
Uenig: 17 %
Hverken eller: 18 %

Sponsorater er en luksus, der giver børn eller medarbejdere bedre faciliteter eller muligheder.
Enig: 52 %
Uenig: 16 %
Hverken eller: 32 %

Sponsorater er med til at styrke forholdet til lokale foreninger, virksomheder eller fonde.
Enig: 34 %
Uenig: 17 %
Hverken eller: 49 %

Kilde: Børn&Unges rundspørge ’Sponsorater i dagtilbud’. Svarkategorierne ’meget enig’ og ’enig’ er slået sammen til ’enig’. Kategorierne ’meget uenig’ og ’uenig’ er slået sammen til ’uenig’.