Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2014 Nr.: 17
Velkommen til etikstafetten. Etik er en balancekunst
Så har vi søsat en etikstafet. Den første blev bragt i nr. 15 med forretningsudvalgsmedlem Allan Baumann. Han sendte stafetten videre til Jytte Hare, som har sendt den videre til Christian Aabro. Vi forlænger debatten mellem medlemmer, tillidsvalgte og eksperter på de etik-roadshows, som BUPL’s Etiske Råd turnerede med i foråret. Følg med i etikstafetten, send gerne dit eget bidrag, og spred debatten.
Af: Christian Aabro lektor på Frøbel Seminariet
Hamza er en fireårig dreng, som har haft en svær opstart. Familien, som pædagogerne ikke ved meget andet om, end at den er meget religiøs, har flyttet mange gange, og dette er Hamzas tredje opstart i en børnehave. Hamza er nu endelig begyndt at trives og har fået gode relationer til et par af de andre børn. En dag er børnegruppen inviteret hjem til et andet barn, Sophie, i anledning af hendes fødselsdag. Her opdager den ene pædagog, at Hamza er i fuld gang med fadet med frikadeller lavet af svinekød. Siger pædagogen det til faren?
I dag skal SFO’en på tur. Alle skal med, både voksne og børn. Men Anton vil ikke. Han græder og sparker og nægter at tage med. Skal han have lov til at blive hjemme, hvilket betyder, at turen må aflyses på grund af for få voksne?
Situationer som disse minder os om, at den pædagogiske praksis er fyldt med etiske dilemmaer. Når der skal navigeres i den pædagogiske hverdag, kommer vi ofte i tvivl om, hvad vi skal gøre, og hvad etisk er det rigtige. Dilemmaerne opstår især, når der sker sammenstød mellem i princippet lige påskønnede værdier. For hvad vejer tungest?
I det første eksempel sker der et sammenstød imellem på den ene side hensynet til Hamza (frygten for at familien igen flytter, dvs. barnets tarv) og på den anden side hensynet til faren (og princippet om åbenhed i forældresamarbejdet). I eksemplet med Anton kan pædagogerne opleve et sammenstød mellem princippet om individets egen selvbestemmelsesret og hensynet til fællesskabet.
Sådanne etiske sammenstød rejser naturligvis efterspørgsel efter værktøjer. I den seneste tid er der da også dukket en lang række systematiseringsforsøg op. Nogle er formet som praksisrettede dialogværktøjer, andre er tænkt som mere akademiske analysemodeller. Senest har BUPL præsenteret etiske retningslinjer som et forsøg på at imødekomme en efterspørgsel efter en anvendeliggørelse af det etiske grundlag. Men en universalnøgle til at vide præcis, hvordan man skal håndtere sammenstødene, er stadig ikke fundet.
Måske fordi vi er fanget i det dobbelte behov for på den ene side at støtte os til tanken om, at praksis kan styres (og dermed forudsiges), og på den anden side støtte os til tanken om praksis som noget levet, noget flygtigt og dermed uforudsigeligt.
I Jytte Hares stafetindlæg i Børn&Unge nummer 16 rammer hun denne dobbelthed fint. På den ene side er det etiske grundlag og andre refleksionsværktøjer vigtige for at holde os skarpe og beredte på fremtidens etiske dilemmaer. På den anden side skal der være plads til lokal fortolkning og til, at alle har deres egen etik. Hun slutter sit indlæg med at spørge mig om, hvordan vi på pædagoguddannelsen kan sætte fokus på etik. Mit svar er, at det må ske nogenlunde på samme måde:
Nøjagtigt som i den pædagogiske praksis må det primært handle om at søge balance mellem på den ene side behovet for systematik, teorier og konkrete værktøjer, og på den anden side den evige påmindelse om, at praksis hele tiden er ny. Og at vi hele tiden med vores dømmekraft må holde os på behørig afstand af de alt for færdigstøbte løsninger.

Hermed sender jeg stafetten videre til pædagog og pædagogisk meningsdanner Iben Due Lund med dette spørgsmål: Hvordan sikrer vi, at debatten omkring etisk forsvarlig faglighed ikke drukner i kommunale driftslogikker, men vedbliver at være en debat om pædagogisk faglighed og med lokalt forankret dømmekraft?