Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2016 Nr.: 19 Børn&Unge som e-paper
TEMA: Skriv jobopslag, så det også fanger mænd
Med få greb kan I undgå at ’fiske i samme dam’, når I leder efter nye pædagoger: Undgå kønsfarvet sprog, skriv to opslag, og fokuser på faglighed og specialer.
Af:
Fjern vægtet og farvet sprog
En af de nemme veje til at få flere forskellige ansøgere er at fokusere på formuleringerne i jobopslag og fjerne kønsfarvet sprog. Ifølge teorierne bag såkaldt ’gender-biased language’ kan selv uskyldige ord signalere, at en afsender ubevidst mest henvender sig til det ene eller det andet køn. Så anvend neutralt vægtede ord for at fiske efter flere ansøgere af begge køn. Undgå ord, der skræmmer det ene køn væk.
Ifølge en undersøgelse fra American Psychological Association kan ord som ’fællesskab’, ’fremelske’ og ’sympati’ skræmme mandlige ansøgere væk, mens kvinder bliver skræmt væk af ord som ’aggressiv’, ’stærk’, ’individualistisk’, ’konkurrence-orienteret’, ’selvsikker’ og det nye modeord ’robust’.
Der er også kønsforskelle på, hvilke ord mænd og kvinder bruger til at beskrive sig selv. Det viser et udtræk fra Jobindex. Det er fortrinsvis mænd, der beskriver sig selv som dynamiske, analytiske, resultatorienterede, ambitiøse og målrettede. Hvis I vil have fat i mennesker med mere hårde værdier, uanset køn, så brug nogle af de samme ord.

Fortæl nuanceret om faget
Ifølge kønsforsker Kenn Warming fra Institut for Menneskerettigheder skal der mere nuancerede fortællinger til, før mænd kan se sig selv i pædagogfaget. Fortæl, hvis institutionen har et stort it-rum, hvis I har udedage eller en stor legeplads, eller hvis institutionen ligger tæt på en skov, hvor I ofte tager på tur. Signalér, at arbejdspladsen er gearet til at håndtere mænd ved fx at skrive: ’Du indgår i et team med fem kvinder og to mænd’. Fremhæv specialiseringsmuligheder og ansvarsområder som fx digitalisering og teknik, men også mere blød specialisering som rollespil eller rytmik. Så giv mulighed for ansvarsområder som fx sportspædagog, sløjdpædagog, musikpædagog eller it-pædagog.

Tips
1. Vis udviklingsmuligheder og specialiseringsmuligheder – også de bløde.
2. Vis, hvis der også i forvejen er mænd
på arbejdspladsen.
3. Vis faglighed, pædagogik, specialer og ansvarsområder.
4. Vis hele paletten af opgaver – også, at mænd skal tage lige del i ’rugbrødsarbejdet’, så de ikke bliver positioneret som ’bedre’ end kvinder – med risiko for konflikt mellem kønnene.

Skriv to jobannoncer 
En god strategi kan være at have to forskellige målrettede jobannoncer: En, der appellerer til de kvindelige ansøgere, og en, der appellerer til de mandlige. Det anbefaler Jobindex-direktør Kaare Danielsen, som understreger, at man naturligvis ikke må have jobannoncer, hvor man direkte skriver, at man søger mænd. Men en jobannonce, hvor man skriver en masse om samarbejde og illustrerer den med et billede af fire kvinder, der leger med børn, afholder mænd fra at søge. Et tip er at supplere med en anden annonce , der har fokus på det faglige og illustrere den med et billede af drenge, der spiller fodbold eller har sværdkamp – eller en mandlig pædagog i arbejde.

Skil jer ud i overskriften
Vær opmærksom på, at ansøgere skimmer mange jobannoncer, så målret overskriften og de første linjer, så de (også) appellerer til mænd. Fx er ’nyudviklende institution søger’ mere interessant end ’børnehavepædagog søges’. En anden udfordring er, at mange institutioner ligner hinanden og bruger nogenlunde samme beskrivelser i jobannoncerne. Her kan det også være en strategi at skille sig ud fx med et billede af en byggelegeplads eller noget andet særligt.

Kilder til denne guide:
Kenn Warming, kønsforsker ved Institut for Menneskerettigheder
Kaare Danielsen, direktør, Jobindex
’Det betaler sig ikke at være grundig’, Jobindex.dk
’Fjern vægtede ord: Disse enkle trick kan få flere kandidater til at søge dine ledige job’, computerworld.dk