Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2016 Nr.: 09 Børn&Unge som e-paper
Kristian om at stå alene med børnene. Det giver knaster i min faglighed
Kristian Tornby har været pædagog i snart 20 år. Han oplever, at der er sket en stigning i, hvor ofte han står alene med en børneflok. Det er han ikke ene om, viser ny undersøgelse.
Af: Maja Hansen
Det er hen på eftermiddagen. Pædagog Kristian Tornby og hans kollega har taget 25 børn med ud på legepladsen. Pludselig falder et af børnene og skraber albuen. Kollegaen tager barnet med ind for at rense såret. Så står Kristan Tornby alene med 24 børn, indtil kollegaen er færdig.
Sådan kunne en situation se ud i den integrerede institution Børnehuset Mælkevejen i Frederikshavn, hvor Kristian Tornby arbejder. Heldigvis har institutionen mange ansatte, så han kan hente hjælp fra en kollega på en anden stue, hvis det bliver nødvendigt. Så heldige er ikke alle pædagoger.
En ny BUPL-undersøgelse viser, at 89 procent af de pædagoger, der deltog i undersøgelsen havde oplevet at stå helt alene med det pædagogiske ansvar for en stor børnegruppe.
Kristian Tornby er mest alene i ydertimerne eller i kortere tid i løbet af dagen.
»Jeg kan stå alene i det første kvarter om ­morgenen eller den sidste halve time om eftermiddagen. Det er kun for børn med ­ud­videt ­åbningstid, så ellers synes jeg, vi er rimeligt dækket ind. Men man kan hurtigt komme til at stå alene med 20-25 børn, hvis et barn har tisset i bukserne. Jeg kan kalde på assistance, men det kan være svært for de andre stuer at afgive hjælp,« siger han.
Det er lettere at være få pædagoger til mange børn, når nogen har haft tid til at forberede sig, mener Kristian Tornby. Men forberedelsestid er svær at finde.
»Skal man forberede noget, er der nødt til at være en, der går fra. Så der skal ikke så meget til, før det strammer til. Det kan være svært at bevare det forkromede overblik, når man er alene med så mange børn, selv når det kun er fem minutter,« siger Kristian Tornby.

Mere alenetid. Selvom Kristian Tornby kun er alene med børnene i kort tid ad gangen, har det indflydelse på børnene, mener han.
»Børnene kan mærke med det samme, at der ikke er lige så meget personale til stede til at bevare roen, og de bliver derfor hurtigt urolige. Hver gang der er besparelser, får vi færre kolleger at trække på. Det gør det svært at dække tiden ind, og man kan ikke udføre kvalitativt arbejde, når man står alene.«
Kristian Tornby har arbejdet i daginstitution i snart 20 år, og han kan se, at der er sket en stigning i, hvor meget alenetid han har med børnene nu, i forhold til da han begyndte som pædagog.
»Jeg og mine kolleger må løbe hurtigere for at dække hullerne. Jeg tror, det gælder mange steder, og det er skræmmende, når man ser på, hvordan det ser ud med normeringerne nu i forhold til tidligere. Vi kan ikke være det bekendt, hverken over for børnene eller pædagogerne. Vi skal passe på, at børnene ikke bare bliver objekter på et samlebånd,« siger han.

Husker nærværet. Kristian Tornby har stadigvæk kontakt til nogle af de børn, han arbejdede med for 15 år siden.
»De børn kan stadig huske nærværet. De kan huske mig, fordi jeg var der og havde tid til at smide mig ned sammen med dem og undersøge og forundres over ting. Det får mig til at tænke, hvis vi ikke kan være nærværende over for de børn, der går i institution nu, hvad er det så for nogen værdier, de tager med sig videre? Jeg gør altid mit bedste for at være nærværende, men vilkårene er ikke altid optimale. Det giver knaster i min faglighed,« siger Kristian Tornby.
Han tror, det bliver svært for pædagogerne at råbe politikerne op alene. Derfor mener han, at det er vigtigt at få andre med ind i kampen for bedre forhold i institutionerne.
»Vi er nødt til at appellere til forældrene. Det kan være svært for dem at se, at vi har så travlt, hvis vi altid smiler, og der er nyfejet i garderoben, når de kommer. Så er det ikke sikkert, de ved, at vi har brug for deres opbakning,« siger han.