Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2016 Nr.: 07 Børn&Unge som e-paper
Motorikpædagog: For mange børn er ubrugte
Pædagog Hanne Busk Poulsen ser flere og flere børn, som ikke kan finde ud af at lege, bevæge sig og være sammen med andre. Hun kalder dem ’ubrugte’.
Af: Vibeke Bye Jensen
Børn i dag får ikke brugt sig selv, og de kommer ikke ud i hjørnerne af deres motoriske formåen. Det skyldes den måde, vi har indrettet samfundet og daginstitutionerne på.
Det mener Hanne Busk Poulsen, der er pædagog i en integreret institution og motorikvejleder 14 timer om ugen i Hjortshøj Dagtilbud ved Aarhus.
»Børn får ikke stimuleret deres sanser og får ikke knoklet, bøvlet og leget sammen med andre. De sidder alt for meget stille, både derhjemme, i børnehaven og i skolen. Børn i dag er ikke fysisk trætte, de er mentalt trætte. De skal lære så meget, at der ikke bliver tid til at være og at lege. I institutionen er børnene overvåget, og de voksne afbryder hele tiden med noget andet, de skal. Derfor er de fysisk ubrugte,« siger hun.
Hanne Busk Poulsen mener, at pædagogerne skal tænke i muligheder, tid og plads til legen, hvis de vil give børn et godt børneliv. Det er ikke børnene selv, der finder på ikke at bevæge sig nok. Det er de voksne omkring dem, der sætter begrænsningerne. I hendes institution bestræber de sig på at slippe legen fri og give muligheder for sansestimuli både udendørs og indendørs.
»Børn lærer jo rigtig meget af at lege, ofte mere, end hvis de bliver sat på en stol ved et bord til en aktivitet, som de voksne har bestemt. Når de leger, lærer de af hinanden og af at skulle finde ud af regler og normer sammen, uden at de voksne blander sig. Vi bestræber os på kun at afbryde børnene, hvis vi har noget bedre at sætte i stedet for det, de selv har gang i,« siger hun.

Læs mere her
Rapporten ’Tidligere indsats’ kan købes fra hjemmesiden motorikognatur.dk