Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2003 Nr.: 24
Dokumentation; Børneliv i mapper
Både tilhængere, modstandere og kritikere maner til selvransagelse, så dokumentation ikke bliver endnu en metode, som pædagoger ukritisk tager til sig. Man skal vide, hvorfor man vil dokumentere, og hvad man vil dokumentere, ellers kan det ende med, at dokumentation udelukkende laves for anerkendelsens skyld
Af: Vibeke Bye Jensen
Før var kodeordene "blæksprutte med humor", når en børneinstitution søgte en ny medarbejder. Det er de måske stadig. Men et nyt ord har sneget sig ind i rigtig mange jobannoncer: Dokumentation. Flere og flere institutioner ønsker sig medarbejdere, der tænker dokumentation ind i den pædagogiske praksis, og som har kreative evner udi fremstilling af plancher, hjemmesider, mapper, video og årsplaner. Det viser, at dokumentation på mange niveauer har fået en temmelig central plads i den pædagogiske hverdag.
Kravene om dokumentation er kommet ind i institutionerne ad to veje: Fra kommuner og forældrebestyrelser, der vil sikre sig indsigt i de tidligere mere autonome institutioners drift, mål, værdier og metoder. Men kravene kommer også fra pædagogerne selv. For et mange-årigt ønske om at kunne vise udadtil, hvad det pædagogiske arbejde går ud på, har med dokumentation fundet en form. Med fotos, skrift, mapper og udstillinger af børnenes produkter viser pædagogerne, at de rent faktisk laver noget (fornuftigt) med børnene, mens forældrene går på arbejde.
Kommunernes trang til at måle, veje og vurdere det pædagogiske arbejde, får nogle til at tage afstand fra dokumentation, fordi det opfattes som en tidskrævende kontrol af, om man nu har udført arbejdet som lovet eller forventet. Frygt for, at den tid, der går til at lave dokumentation, går fra den tætte kontakt til børnene, får andre til at kritisere dokumentation som pædagogisk metode. Tilhængerne mener derimod, at metoden er helt nødvendig for at få løftet faget ud af usynlighedens tåger. At den har betydet en højnelse af fagligheden, fordi den er et unikt redskab til faglig refleksion og til at få inddraget børnene i den pædagogiske proces.

Kan bruges, hvis... Dokumentationens udbredelse som både ydre krav og indre behov for at synliggøre det pædagogiske arbejde har både tilhængere, modstandere og kritikere. Børn&Unge har spurgt børneforsker Søren Smidt, RUC, pædagogisk udviklingskonsulent i BUPL Daniela Cecchin og institutionsleder Lene Lind om deres holdning til dokumentation. Fælles for de to første er, at de går ind for dokumentation som en metode, der kan tilføre det pædagogiske arbejde kvalitet og synlighed. Lene Lind ser dokumentation som metode blandt mange, som i værste fald kan flytte fokus fra det væsentlige i pædagogikken, nemlig den tætte følelsesmæssige kontakt mellem børn og voksne.
For Søren Smidt er det vigtigt, at pædagogerne diskuterer og beslutter sig for, hvad de vil dokumentere og på hvilken måde, de vil gøre det.
"Arbejdet med dokumentation kan godt give en god faglig udvikling, men man skal tænke sig om. Mange pædagoger er for dårlige til at fortælle om, hvad de gør. Men dokumentation er ikke bare at fortælle, hvad man gør, den kommer også til at påvirke de ting, man vælger at gøre. Det er nemmere at dokumentere emnearbejder og andre voksen-planlagte aktiviteter, og derfor kommer man til at lave flere af den slags ting og glemmer andre dele af det pædagogiske arbejde. Desuden er det vigtigt at planlægge ordentligt, ellers tager dokumentation tid fra børnene," siger han.
Tiden og risikoen for et ændret fokus på aktiviteter er også nogle af Lene Linds hårdeste kritikpunkter.
"Det er væsentligt for danske børn, at den relation, de har til de voksne, har en kvalitet, så de også udvikler sig på det indre psykiske niveau. Det har de brug for, fordi de er så mange timer i institution. Min bekymring går på, at man bliver så grebet af, at man skal vise, fortælle og måle, hvad der foregår, at man ikke har så meget øje for det følelsesmæssige landskab mellem pædagoger og børn," siger hun.
Daniela Cecchin mener, at dokumentation er bedst som pædagogisk redskab, men synes, at noget af den dokumentation, som kræves af kommunerne, er ved at tage overhånd.
"Livet i institutionerne og den kultur, børn og voksne skaber sammen, er vigtig at få gjort til fælles gods. At synliggøre praksis er et vigtigt element, men det væsentlige er, at dokumentation har værdi indadtil i det pædagogiske arbejde, som noget man gør sammen med børn og med fokus på barnets eget perspektiv og børnenes fælles perspektiver," siger hun.

Anerkendelse ikke drivkraft. Søren Smidt har lavet en del forskning på baggrund af udviklingsarbejder, der bruger forskellige former for dokumentation. For nylig har han sammen med Kim Rasmussen gennemført et forskningsprojekt om forældres forhold til videoovervågning. I den forbindelse spurgte de om forældrenes behov for dokumentation i flere institutioner. Undersøgelsen viser først og fremmest, at forældre er meget forskellige på det punkt.
"Der er helt klart forældre, som synes, at det er meget spændende at få så meget information som muligt, og som altid er parate til at interessere sig for andre end deres eget barn. Men det er ikke alle forældre, der har det sådan. Og det er ikke nødvendigvis, fordi de ikke bakker institutionen op, men de har bare en anden indfaldsvinkel til det," siger han.
Søren Smidt mener, at det er pædagogers behov at vise noget om det enkelte barn, men at man også gerne vil have, at forældrene i større udstrækning ser sammenhængene, fællesskabet og forstår de pædagogiske diskussioner.
"Det tror jeg ikke, at man opnår med dokumentation, for forældres indfaldsvinkel er deres eget hverdagsliv og deres eget barn. Mange af forældrene kan derfor ikke forventes at kunne se det store forkromede pædagogiske perspektiv, sådan som personalet kan det. Det, man kan tænke i, er, at dokumentation kan være med til at vække forældrenes interesse," siger han.
En anden konklusion i undersøgelsen er, at hvis man arbejder med dokumentation, skal man ikke gøre det, bare fordi forældrene skal se, hvor dygtig man er. Man skal gøre det, fordi det indgår i en faglig refleksionsproces og som en naturlig del af den pædagogiske praksis.
"Vores undersøgelse viser, at der blandt pædagogerne er et stort behov for anerkendelse, når man nu knokler med at lave dokumentation. Men det kan man ikke regne med. Anerkendelse må ikke være for stærk en drivkraft," siger Søren Smidt.
Dokumentation, som den udføres på mange danske institutioner, er inspireret af pædagogikken fra Reggio Emilia eller andre norditalienske områder. Men Søren Smidt mener, at der er brug for at arbejde med en oversættelse til danske forhold.
"Der er nærmest en aura af noget helligt over Reggio Emilia, og det er ikke, fordi det ikke er spændende, hvad de laver der. Men dokumentation skal omsættes til danske vilkår og bygge videre på den danske tradition og de ting, som vi rent faktisk kan her. Det skal der laves flere udviklingsarbejder om," siger han.

Pas på fokus. Lene Lind går et skridt videre og sætter spørgsmålstegn ved, om man overhovedet kan bruge en pædagogik fra Italien i Danmark. Forholdene er simpelthen for forskellige, og danske børns virkelighed en helt anden end de italienskes.
"Danske børn har brug for at have en tæt base til en voksen. Min største bekymring er, at normeringerne er for dårlige til, at den kvalitet er til stede. Og at der også er for lidt fokus på det, fordi andre ting som dokumentation kommer ind og fylder. Hvis det hele drejer sig om synliggørelse, og man nedprioriterer det, der er vigtigere, men også mere krævende at have med at gøre og beskrive, så har man flyttet fokus det forkerte sted hen. Hvis metoden og det at profilere sig udadtil og blive set og hørt som institution bliver vigtigere end at have de tætte relationer til barnet, så synes jeg, at man skal vælge barnet," siger hun.
Lene Lind mener, at barnet udvikler en positiv selvopfattelse ved at blive anerkendt som person og ikke ved, at det yder noget, som kan ses på et fotografi eller en planche.
"Barnets følelser og intentioner er det vigtige. Det er jo i mikrosystemet, i det enkelte øjeblik, at kvaliteten opleves, for det er der, barnet oplever, om det bliver set og anerkendt. Jeg tror ikke, at børn har brug for anerkendelse på et ydre præstationsniveau. Vi har for mange børn, der har det skidt, og det er på grund af manglende nære relationer med en ordentlig voksen, der vil være i tæt kontakt med børnene," siger hun.
Men netop det nære samvær kan være svært at beskrive, og derfor er man ikke lydhør nok over for det. Og debatten om kvalitet i børns liv risikerer i stedet at drukne i metodesnak, mener Lene Lind.
"Det tætte psykiske samvær kan være svært at udøve, når man er for få voksne. Det er nemmere at systematisere fællesaktiviteter, fordi det er så konkret. Jeg synes, det er nødvendigt, at vi prøver at fortælle udadtil, hvor vigtigt nærvær og tætte relationer er for børns udvikling. Man tænker læring, og når man gør det, så tænker man snævert. Hvis man i stedet for læringsmål tænkte i udviklingsmål, ville man tænke bredere og give en anden dimension til pædagogikken. Politikere mangler at få ind i hovedet, at når kvaliteten bliver for dårlig for børn, og de oplever ikke at blive set og mødt, hvor de er, så går det galt for børnene. Så det er det, vi skal lære at beskrive," siger hun.

Barn, du er på. Lene Lind er også bekymret for overvågningsaspektet i dokumentationen. Hun tror, at man som selvstændigt individ har brug for at have nogle oplevelser, der er ens egne, og som ikke ustandseligt udstilles.
"Vi er så fokuserede på, at alt skal kunne ses. Vi ser alle de her unger, der skal på TV og være berømte, fra de er bittesmå. De ser sig selv udefra og har fokus på, hvordan andre ser dem i stedet for, at de tilskyndes til at være i kontakt med en indre oplevelse. Man skaber billeder hen ad vejen, fordi man har brug for dem, og fordi de er billeder på "mig" i verden. Jeg tror, at når børns indre oplevelser bliver intellektualiseret og vises udadtil, kan der ske en krænkelse af barnets indre verden," siger hun.
Der bliver snakket så meget om at bringe helhed ind i børns liv, og derfor er der meget fokus på grænsen mellem hjem og institution.
"Men det kan jo være, at det er vigtigt, at der er en grænse, og at den er tydelig. Grænsen flyder, når pædagogerne forklarer forældrene om deres barn ud fra pædagogernes virkelighed og faglighed. På den måde opdrager man forældrene til et professionelt syn på deres eget barn. Men relationen mellem forældre og børn er alt andet end professionel. Moren skal være solidarisk med sit barn, ikke med pædagogen. Når moren henter barnet, har pædagogen travlt med at fortælle om, hvad der er sket i løbet i dagen og vise alle de fine produkter frem, men barnet har mest af alt brug for opmærksomhed fra moren. De følelser, barnet står med i den situation, er der ingen af de voksne, der lægger mærke til," siger hun.

Vigtigt at fastholde kultur. Daniela Cecchin har introduceret "Den Integrerende Baggrund" inspireret fra pædagogikken i hendes fødeland Italien. Her er børns spor og dokumentation en væsentlig ingrediens. Derfor kommer det nok ikke som en overraskelse, at hun går ind for dokumentation som et godt pædagogisk redskab. Men kun hvis det opleves som et indre behov i pædagogikken og ikke som et ydre krav.
"I Danmark har vi tradition for en meget sproglig kultur, men den kan være meget flygtig. Dokumentation kan være med til at fastholde og videregive den kultur, der bliver skabt i institutionen. Den sproglige videregivelse er meget individbundet og begrænset, fordi det ofte er pædagogens opfattelse alene, der kommer ud. I morgen eller om en måned kan den pædagogiske viden og historie i øvrigt være gået tabt," siger hun.
For pædagogerne handler dokumentation om at gøre viden og de erfaringer, man får, til et fælles anliggende. Det giver bedre muligheder for at reflektere over praksis.
"Det kan være svært at fortælle, hvad man har lavet med en gruppe børn, et billede eller en planche kan man bedre snakke ud fra. Et videoklip kan afsløre, at man måske ikke er så imødekommende over for børnene, som man går og tror, og dermed være anledning til fælles faglig refleksion," siger Daniela Cecchin.
For børnene kan dokumentation være med til at fastholde det, de laver sammen med andre, fordi det skaber forbindelser mellem betydninger i børns verden.
"Dokumentation kan også være med til at skabe fællesskabsbetydninger, også for de børn som har svært ved at komme frem og i spil. På den måde får de andre børn måske øje på, at også det barn kan og ved noget og har en betydning for fællesskabet. Selvfølgelig er det her vigtigt at have etikken med. Børn skal gennem dokumentation opleve sig anerkendt, ikke udstillet. Den er en måde at fremhæve det, som er vigtigt for børn, deres interesser og styrker," siger Daniela Cecchin.

Dokumentation laves med børn. Daniela Cecchin køber ikke bekymringen om, at tiden til dokumentation går fra det tætte samvær med børnene. Tiden går ikke fra børnene, hvis man laver dokumentation, som inddrager børnene og det, de er optaget af.
"For hvad laver man, mens man er nærværende. Kigger man hinanden dybt i øjnene? Nej, man laver noget sammen med børnene. For eksempel kan man sammen udvælge billeder fra skovturen, eller man kan give barnet fotoapparatet og bede det om at tage billeder af de 10 bedste ting i institutionen. Bagefter kan man snakke med barnet om, hvorfor det lige er de billeder, barnet har taget, og hvorfor de er vigtige. Så kommer man virkelig tæt på," siger hun.
Inddragelsen af børnene lige fra planlægningen af aktiviteten eller projektet til dokumentationen ligger klar, er en vigtig pointe for Daniela Cecchin.
"Hvis man tilrettelægger uden børnenes medvirken, så er der en risiko for, at man også dokumenterer uden børnenes deltagelse, fordi det bare handler om at bevise noget, eller fordi det skal se pænt ud. Hvis dokumentation er et indre behov og et selvfølgeligt og nødvendigt led i den pædagogiske proces, hvor børnene er med hele vejen, så går tiden jo ikke fra børnene," siger hun.
Anderledes er det med den dokumentation, som man ikke kan se formålet med at lave, måske fordi den alene er et ydre krav.
"Hvis man oplever dokumentation som meningsløs, vil man opleve, at der går tid fra børnene. Og derfor skal man hele tiden stille sig det spørgsmål: For hvis skyld dokumenterer vi? For mig at se skal man som minimum kunne svare, at man gør det for børnenes skyld og dernæst for pædagogernes skyld. Bagefter kan så alle de andre komme," siger Daniela Cecchin.

Inspiration fra Norditalien
Fra Reggio Emilia - en by midt mellem Milano og Bologna - kom den første inspiration fra norditaliensk pædagogik til Danmark. Professor Loris Malaguzzi var ildsjælen i det anderledes institutionsliv, som udviklede sig her fra begyndelsen af 1960'erne. Hans hovedtese var, at børn har hundrede sprog, og det er dem, pædagogerne skal finde og vise frem gennem dokumentation. Han mente også, at hvert menneske forstår, hvad hun eller han ser ud fra sin egen version af virkeligheden. At dokumentere betyder at dele sine oplevelser med andre for på den måde at gøre dem kollektive og for at fortælle omverdenen om det vigtige liv, der leves i institutioner og den kultur, som skabes der. Malaguzzi mente også, at det var gennem sansningen, at børn lærer, og derfor skal denne sansning komme til udtryk i forskellige æstetiske medier: Formning, musik, drama og bevægelse. Men det visuelle indtryk er det vigtigste, for gennem øjet registrerer og udvælger man det, der er vigtigt for én.
I Pistoia Kommune, som ligger syd for Reggio Emilia, har man ladet sig inspirere af pædagogikken fra naboen. Her er dokumentationen et nødvendigt led i et meget nøje tilrettelagt forløb på baggrund af de spor, som børnene viser pædagogerne. Her er læring ikke et fy-ord, men det vigtigste er stadig processerne. Der arbejdes både i aldersopdelte grupper og i værksteder. Dokumentationen følger med børnene, når de rykker op i den næste gruppe.
Den Integrerende Baggrund er inspireret af pædagogikken i Bologna og Cesenatico i region Emilia Rogmagna. De teoretiske og praktiske inspirationskilder er professor Andrea Canevaro og skoledirektør Gianpietro Lippi fra Villamarina. Som pædagogisk metode tager Den Integrerende Baggrund (DIB) udgangspunkt i det enkelte barns livshistorie og betydning for fællesskabet. Dermed tager den pædagogiske praksis afsæt i den enkeltes forudsætninger for at yde sit tilskud til den samlede gruppes sociale fællesskab. Alle de fælles og individuelle historier dokumenteres som oftest, så det kan ses i hele rummet, og lægger ikke nødvendigvis så stor vægt på det æstetiske som i de to andre områder. Her er processen det vigtigste.

Dokumentation er...
Ifølge Den Store Danske Encyclopædi er ordet dokumentation afledt af dokument og betyder kilde eller bevis eller af docere, der betyder lære eller undervise. I samme kloge bog står også ordet dokumentarisme herunder litterær dokumentarisme, som betyder fortælling eller fremstilling baseret på autentiske dokumenter.
I pædagogiske sammenhænge kan alle tre betydninger af ordet bruges. Den dokumentation, pædagoger laver til kommunerne og til forældrene, er oftest bevisførelse for, at man har lavet det, man har lovet, eller som forventes. Sammen med børnene kan den anden definition bruges, for dokumentation laves også for at lære børn noget. Den tredje betydning sammenfatter det hele, idet den dokumentation, man laver i institutionerne, må siges at være en fremstilling baseret på autentiske dokumenter (fotos eller tegninger) og på det børn har sagt eller gjort.
I Susan Klausens og Helle Grangaards bog "Vis hvad vi gør" defineres dokumentation således: Dokumentation i en pædagogisk sammenhæng betyder ikke nødvendigvis at føre bevis, men snarere at gøre noget synligt, med det formål at dele det med andre. Pædagogisk dokumentation er at fortælle en faglig historie, men skal også kunne fortælle historien så de, der kigger på, enten kan genkende sig selv i den eller reflektere over det, de ser. Det handler om at synliggøre praksis.