Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2013 Nr.: 15
Pædagogik. Fra alarmhjerne til tænkehjerne
Klubberne i Gellerup har succes med at lære drenge med alt for kort lunte at styre temperamentet. Både fritids- og ungdomsklubben har fået en rarere hverdag med færre konflikter.
Af: Birgit Søes Rasmusssen
Tirsdag eftermiddag og klokken er 15.30. Pædagog Louise Tanderup går ud på legepladsen for at kalde ind til den sjette og sidste session i det gruppeforløb i mentalisering og kropsbevidsthed, som seks drenge i alderen 10-14 år deltager i. I dag er det kun de fire af dem, der er mødt op i klubben på Dortesvej 3 i Gellerup.
Snart sidder Ahmed, Ommara, Khaled og Omar bænket omkring et rundt bord dækket med små skåle med æblebåde, vindruer, radiser, skivede bananer og gulerødder. Drengene langer til fadene og gnasker løs. Louise Tanderup fører ordet, mens hendes makker i gruppeforløbet, pædagog Najma Ahmed Mohamoud, følger opmærksomt med i snakken.
Første punkt på dagsordenen er den obligatoriske runde, hvor drengene på skift fortæller om, hvor på skalaen 1 til 10 de lige nu befinder sig. 10 er en alarmtilstand helt oppe i det røde felt, mens tænkehjernen dominerer i midterfeltet. »Jeg er i 6-7,« siger Ommara frejdigt med et lille grin til sidemanden. »Hvorfor,« spørger Louise Tanderup. »Fordi han stjal mit slik,« siger Ommara og peger på Khaled. Efter skalarunden er det tid til en snak om, hvad drengene har øvet sig på siden sidst, og hvordan det går. Ahmed øver sig på ikke at smide skrald alle vegne, og Omar øver sig på ikke at slå andre børn. Begge forsikrer, at det går meget bedre.

Det virker. Før mødet siger Louise ­Tanderup, at det bedste ved projekt ’Fokuseret PTSD-indsats i Gellerup’ er, at drengene tager det, de lærer, til sig, og at programmet virker. Drengene får større ro i sig selv, og de har færre konflikter med andre. Hun understreger værdien af, at børn og voksne i Klubberne i Gellerup (KIG) har fået et fælles sprog at snakke ud fra. »Drengene har fået en større forståelse for sig selv. De kommer fra hjem, hvor forældrene stammer fra krigshærgede lande og derfor er blevet traumatiserede. Det har smittet af på børnene, der er sekundært traumatiserede. Med den baggrund er det normalt at reagere udadrettet, som de gør. I projektet viser vi dem, at de selv kan styre deres tanker, og de får redskaberne til det,« siger hun.
Louise Tanderup ser en stor fordel i, at hele personalet i KIG er blevet uddannet i de nye metoder, og at man nu arbejder 100 procent hen imod samme mål.
Tilbage til dagens gruppemøde, hvor drengene er nået til sidste punkt, en afslapningsøvelse, der er rykket hen i et lidt større lokale. Gardinerne er trukket for, ud af højttalerne lyder dæmpet musik og fuglelyde, og ­drengene ligger på madrasser med tæpper over sig. »Vi starter i fødderne … mærk fødderne. Træk vejret helt ned i maven … pust ud,« guider Louise Tanderup. Lyde af høje råb og latter fra gangarealet trænger ind. Drengene rører uroligt på sig, og pædagogen minder dem om, at de selv ­vælger, hvad de vil give opmærksomhed. Lydene udenfor eller deres eget indre univers. »Vi kan tænke på, hvad vi gør med dårlige tanker. Dem lægger vi ned i en ballon, som vi sender videre. Gode tanker kan være, at vi skal gøre andre glade. Følelsen af at gøre andre glade holder vi lige lidt, inden vi er færdige for i dag. Vi rejser os lige så stille op,« slutter Louise Tanderup.

Bedre læring. Mens fritidsklubben har valgt at køre projektet i grupper á seks drenge, foregår det som individuelle forløb i ungdomsklubben. Ifølge pædagog Birger Fosdal fordi det erfaringsmæssigt er sværere for unge at åbne op og vise sig sårbare i en gruppe. De individuelle forløb er bygget op af de samme elementer som gruppeforløbene, og afvikles også over seks gange.
»De unge vil gerne være en del af fællesskabet, men mange har påtaget sig eller fået påduttet Gellerup-mærkatet som ham, der lynhurtigt ryger op i det røde felt. De har selv svært ved at forstå, hvorfor de reagerer, som de gør, og hvorfor de kommer til at stå uden for kammeratgruppen. Lærerne og klassekammeraterne har fået et bestemt billede af én, og det er pokkers svært at komme ud af den kasse. Drengene giver udtryk for frustration, når situationen synes fastlåst,« siger Birger Fosdal, som er optimistisk på drengenes vegne, for grupperingerne i en klasse kan lynhurtigt skifte, og drengene kan få venner. »Målet er at styrke drengenes sociale kompetencer, så de derigennem kan udvikle sig fagligt. Jo bedre man trives, jo bedre lærer man også,« forklarer pædagogen. Sødalskolen i Brabrand har helt fra starten af projektet for to år siden også kørt kurser i mentalisering og kropsbevidsthed. Flere drenge har været med både i skolen og klubben og er de dygtigste i kunsten at styre sig selv, hvilket har givet prestige blandt de andre drenge. Også forældrene har taget godt imod tiltaget.
»Forældre kan være frustrerede over at stå med et barn, som de ikke helt kan håndtere. Nu har de fået en forståelse for, hvorfor deres søn reagerer, som han gør. Vi pædagoger er blevet mere opmærksomme på også at kontakte forældrene, når der er positive nyheder at fortælle om deres barn. Før ringede vi stort set kun, når der var ballade,« erkender Birger Fosdal.

Et større puslespil. ’Fokuseret PTSD-indsats i Gellerup’ er en brik i et større puslespil, hvor personalegruppen sideløbende har lært en coachende tilgang til de unge. »Vi spørger ind til de unge og til deres handlinger, så de selv kan reflektere. Tidligere var vi hurtigere til at skælde ud, når de gjorde noget forkert. Så sagde de undskyld, men det lærer man ikke af. Når vi voksne er i ro, er vi et anker for drengene, når de er oppe at køre. De kan se, at vi er der for dem, og det bliver nemmere for dem at komme ud af alarmhjernen og ind i tænke­hjernen.« Drengene sætter selv målene for, hvad de vil opnå, og hvad de vil øve sig på, men pædagogerne er med på sidelinjen og ser til, at målene er realistiske. Derved får drengene små succeser, ro på og en tro på, at tingene kan ændre sig. »Mentalisering og kropsbevidsthed er blevet en indarbejdet del af vores hverdag og aktiviteter. Når vi for eksempel har spillet fodbold, øver vi vejrtrækning helt ned i maven bagefter, så drengene kommer helt ned og i ro igen. Hvis der er optræk til konflikt, kan vi gribe fat i dem, tage en snak og minde dem om, at det nok er en god idé lige at tælle til 10, gå ud og stampe i jorden, eller hvad der nu virker for den enkelte,« fortæller Birger Fosdal, som er blevet gladere for at gå på arbejde, nu hvor der ikke er så mange konflikter.
»Det er både blevet en rarere arbejdsplads og et mere behageligt sted for drengene, fordi relationen til pædagogerne er blevet bedre,« siger han.

Det siger drengene selv
Ahmed, 12 år
»Mindfulness og afslapning er rigtig godt. Før jeg kom med i gruppen, gik jeg og smed med skrald uden at tænke over det. Jeg har lært at tænke over, hvad jeg gør, og lader være med at smide med skrald. Jeg er blevet bedre til at koncentrere mig ved at tænke på noget godt, for eksempel at spise is og bade i solskin. Og jeg husker at trække vejret dybt ned i maven.«
Mahmoud, 11 år
»Jeg er blevet bedre til at koncentrere mig, både i klassen og derhjemme. Før kunne jeg ikke komme rigtigt ind i opgaverne, for der var alt for mange tanker, der forstyrrede. Det er blevet meget bedre i alle fag, og jeg er nået langt. Når tankerne begynder at forstyrre, tænker jeg på noget godt. Det kan være en familieudflugt eller at lege i solen.«
Omar, 11 år
»Jeg øver mig på at lade være med at slå, når jeg bliver vred. Det virker godt, og nu kan jeg styre mig selv, så jeg er holdt op med at slå. Jeg har fået det bedre i skolen. Jeg tæller til 10 eller ignorerer den, jeg bliver vred på.«

Hvad er sekundær traumatisering?
I forhold til børn og unge skelnes der mellem primær og sekundær traumatisering.
Primær traumatisering indebærer, at børnene selv er flygtninge, og på baggrund heraf har været vidne til grusomme oplevelser. Det være sig direkte oplevelse af krig, overværelse af vold og/eller oplevelse af separation fra forældre på grund af vold og arrestationer.
Sekundær traumatisering, der også betegnes som udviklingsmæssig traumeforstyrrelse, indebærer ikke nødvendigvis, at børnene selv er flygtninge, men at den opstår som følge af en opvækst hos traumatiserede forældre eller nærmeste omsorgspersoner. I disse situationer hører børnene for eksempel om den mishandling, forældrene kan have været udsat for, og forældrenes dårlige psykiske helbred gør, at de ikke er i stand til at påtage sig en normal omsorgs- og opdragerrolle over for barnet, hvilket har konsekvenser for børnenes velbefindende.
Kilde: ’Flygtningebørn – virkningsfulde indsatser’, Dansk Flygtningehjælp.