Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2016 Nr.: 15 Børn&Unge som e-paper
Yoga i børnehøjde. Eventyrøvelser skaber nærvær
Yoga skaber ro og giver børn en kropsbevidsthed, som de kan bruge i hverdagens udfordringer. Marie Lind Finsterbach forener eventyr og yoga i sin nye børnebog.
Af: Signe Skelbæk
Marie Lind Finsterbach fik første gang kendskab til børne­yoga i Nepal. Her så hun, hvordan man med få redskaber formåede at bruge yoga som en del af undervisningen og på den måde øgede trivslen hos eleverne. Som pædagog har hun oplevet, hvordan presset på både børn og pædagoger kan gøre, at hverdagen bliver for meget. Da hun to år senere selv var på vej ud af en stresssygemelding, besluttede hun at skrive en yogabog til børn.
»Bogen er ikke skrevet som en endegyldig løsning på danske børns problemer. Den er derimod skrevet med en forhåbning om, at den kan hjælpe bare ét barn. Hvis den kan det, har den været hele arbejdet værd.«

Hvad kan din bog bidrage med?
»En del forskning har vist, at børn har haft stor gavn af regelmæssige koncentrations- og meditationsøvelser, hvilket ligeledes har vist sig at gavne børn med udviklings­forstyrrelser og opmærksomhedsproblemer. I bogen introduceres først en øvelse i at være til stede i kroppen, hvor der er fokus på bestemte kropsdele, hvorefter eventyret afrundes med en kort meditation, der hjælper barnet til at lære at slappe af i kroppen.«

Hvorfor har du skrevet den som et eventyr?
»Eventyr er en helt fantastisk måde at lære på. Hvis barnet føler sig tryg i et eventyr, kan man opfordre det til at udforske angstprovokerende følelser, og det kan være en sjov måde at udfordre barnets generelle opfattelse af verden på. For eksempel kan man spørge: Hvorfor er hekse onde? De kunne jo lige så godt være søde koner, der kan hjælpe andre. Samtidig kan eventyr ses som en måde, hvor man kan skabe nærvær mellem barn og voksen, hvilket har været min intention med at skrive bogen.«

Hvorfor har børn brug for yoga?
»Yoga er med til at hjælpe børn med at tillære sig teknikker, der kan berolige deres nervesystem.
Derved kan de opleve en roligere hverdag, hvor de kan udvikle sig til mere psykisk robuste individer, så det bliver nemmere at forholde sig til de udfordringer, de møder i hverdagen. Børnene bliver desuden mere kropsbevidste, og en øget kropsbevidsthed gør, at det enkelt barn i højere grad kan adskille egne følelser og sansninger fra omgivelsernes. Barnet lærer sig disse kompetencer gennem bevægelse og leg, og her sætter børneyoga en fantastisk ramme for udvikling.
Der er nemlig ikke direkte fokus på læringsdelen. Det hele foregår gennem leg.«

Om bogen
’Elvas magiske skattekiste – et yogaeventyr for børn’
Bogen læses op af en voksen og handler om Elva, der skal finde sin magiske skattekiste. På rejsen er der øvelser med relevans for udviklingen i historien. Bogen indeholder 11 øvelser, der har fokus på både bevægelse og vejrtrækning.
Forlaget Snepryd, 69 sider, vejl. pris 189 kr.

Om forfatteren
Marie Lind Finsterbach er uddannet pædagog og yogalærer. Hun underviser både børn og voksne i yoga.

Læs mere på yogiskleg.dk