Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2013 Nr.: 05
TEMA. BEVÆGELSE: En jungle af tilbud
Har du svært ved at overskue, hvad din institution kan deltage i af idrætsprojekter? Børn&Unge giver her en oversigt over mange af de tilbud, som institutioner kan deltage i og blive inspireret af.
Af: Julie Hardbo Larsen
Bliv certificeret idrætsinstitution
Både DIF og DGI tilbyder forløb til institutionerne, hvor de bliver certificeret i idræt,
leg og bevægelse. For begge forløb gælder, at hele personalegruppen skal deltage.
DGI certificerer børnehaver og SFO’er og er så småt begyndt at certificere dagplejere. DGI’s forløb tager et år. I første halvår har personalet 15 timers undervisning fordelt på fire-fem moduler. Undervisningen er praktisk orienteret, og der leges og arbejdes med at tilpasse lege til målgruppen. I andet halvår arbejdes med at implementere indholdet fra undervisningen i institutionen, eventuelt med hjælp fra DGI’s konsulenter. Hele forløbet foregår i institutionen. DGI’s certificering holder i et år – derefter skal institutionen recertificeres.
DIF har udover børnehaver og SFO’er også certificeret dagplejere, vuggestuer og klubber. DIF’s forløb er en uddannelse, der veksler mellem teori og praksis, og som varetages af  VIA UC Pædagoguddannelsen Peter Sabroe og KOSMOS, det nationale videncenter for sundhed, kost og motion for børn og unge. Uddannelsen tager normalt halvandet år og består af et udviklingsforløb med fokus på institutionen, samt et kursusforløb med fokus på personalets faglige udvikling. Kursusforløbet består af fire moduler af i alt 35 timers varighed. DIF har p.t. ikke indført recertificeringer, men afholder løbende kurser og konferencer for at sikre en fortsat udvikling i institutionerne. DIF’s idrætsinstitutioner tager udgangspunkt i arbejdet med pædagogisk idræt.
kortlink.dk/c4mg og kortlink.dk/c4mh

Få mere bevægelse i hverdagen
DGI’s landsdelsforeninger har et hav af tilbud, blandt andet bevægelseskorps, legepatruljer, DGI-karavanerne, aktivitetsdage, events og kurser for børn, personale og forældre i institutionerne. dgi.dk/kommune.aspx
Hej skal vi lege – bevægelsesuge 38 er et initiativ fra DGI og Børneulykkesfonden. I bevægelsesugen kan institutionerne sætte ekstra fokus på bevægelse, leg og motorik godt hjulpet på vej af materialer og redskaber fra ’Hej skal vi lege’.
kortlink.dk/c4mk
Rend og hop med Oliver er udviklet af KFUM’s Idrætsforbund, DIF og DR. Børnehaver kan tilmelde sig projektet gratis og modtager så et materiale med beskrivelser af lege og fysiske aktiviteter for de 3-6-årige inddelt i tre niveauer. Det er muligt at få besøg af en konsulent, som kan instruere børn eller voksne i aktiviteterne. Projektet suppleres af spil og aktiviteter på dr.dk/b/Oline/rend-og-hop.
rendoghop.info
Skolesport Leg, Liv & Læring er et tilbud til børn i specialklasser eller på specialskoler om at dyrke idræt i SFO-tiden. Eleverne går til idræt i et trygt idrætsmiljø, ofte på deres egen skole eller SFO, og en pædagog eller lærer, som børnene i forvejen kender, står for aktiviteten sammen med instruk­tører fra det frivillige foreningsliv. kortlink.dk/c4mn

Prøv kræfter med en sportsgren
Danmarks Idrætsforbunds specialforbund tilbyder aktiviteter til institutioner på kortlink.dk/c4mp
Danmarks Basketball-Forbund har udviklet et DVD-materiale kaldet Easybasket, som henvender sig til blandt andre SFO-pædagoger.
Danmarks Brydeforbund har udviklet et brydepas til børn. Brydepasset  er bygget op omkring kamplege, bryderelaterede øvelser samt en præsentation af brydning som idrætsgren. Desuden tilbyder forbundet kurser i brydning og slåskultur til blandt andre pædagoger.
Danmarks Gymnastik Forbund tilbyder træningskoncepterne ’Kvalitet i børnegymnastikken’, der skal sikre en god stimulation af den motoriske udvikling hos børn i alderen 5-8 år, og ’Motorikmaskinen’, der er inspiration til den motoriske basistræning med børn i alderen 7-13 år.
Dansk Boldspil-Union har projektet ’Kom ud af PomFRITTEN – brug bolden’, som er en rekrutterings – og sundhedsaktivitet, hvor SFO’er og fritidshjem tilbydes et samarbejde om fodboldaktiviteter og -træning med en lokal fodboldklub.
Dansk Cricket-Forbund har projektet ’Spil Cricket – Alle er med’ som retter sig mod børn, pædagoger og lærere. Desuden afholder cricketforbundet gratis kurser for pædagoger i institutionen. Her introduceres fire forskellige cricketspil målrettet børn i 0.-5. klasse.
Dansk Håndbold Forbund har koncepterne totalhåndbold, streethåndbold, ’Håndboldkaravanen’ og ’MATCH!’ som egner sig til SFO’er. Desuden har de konceptet ’Trille og Trolle i Underskoven’ til de 2-5-årige, som kan inspirere til boldaktiviteter for de helt små.
Dansk Svømme Union tilbyder kurser i vandaktiviteter og svømning samt hjælp til at planlægge og afholde svømmestævner.

FIND MERE INSPIRATION TIL IDRÆT, LEG OG BEVÆGELSE
fdf.dk/aktivitetsideer/legedatabasen/
Legedatabase med hundredevis af lege opdelt i kategorier.
gerlevlegepark.dk
Legepark, som tilbyder inspirationsarrangementer og kurser i gamle lege, samt er åben for besøg, hvor man kan booke en lege­instruktør eller lege på egen hånd.
getmoving.dk
Sundhedsstyrelsens kampagne, som skal gøre unge mere fysisk aktive. Hjemmesiden indeholder viden og inspiration til fysisk aktivitet.
kroppenpaatoppen.dk
Et sundhedsfremmeprojekt i Aalborg Kommune fra 2007 til 2010. Hjemmesiden har forslag til lege opdelt i kategorier og efter alder.
legepatruljen.dk og gameboosters.dk
Ældre skoleelever uddannes til at lege med yngre elever. På hjemmesiderne findes der forslag til lege og aktiviteter.
skolesport.com
Et tilbud til børn, der ikke dyrker idræt i forening, særligt de idrætsusikre børn. Aktiviteterne foregår efter skoletid på egen skole sammen med andre børn og en kendt voksen.
saetskolenibevaegelse.dk
Et initiativ fra Dansk Skoleidræt og Nordea-fonden. I uge 15-20 kan skolerne afholde aktivitetsuger, hvor der fokuseres særligt på bevægelse.
skoleidraet.dk
Dansk Skoleidræt tilbyder et hav af aktiviteter for landets skoler, blandt andre Skolernes Motionsdag.
Kilder: Birgitte Møs, bevægelseskonsulent, ’Bevægelsesteam København’. Grethe Sandholm, master i læreprocesser og lektor, VIA UC Pædagoguddannelsen Peter Sabroe. Nina Bundgaard, konsulent, DIF. Katja Bødtger, konsulent, DGI.

TO GODE LEGE
1. Anders And Tik/Disney fange
En eller flere fangere forsøger at fange de andre. Er man ved at blive taget, kan man sige navnet på en Disneyfigur. Så har man helle. Hvis man kommer til at sige Anders And, er man ny fanger. Man må ikke sige den samme figur to gange i træk.
Disneyfigurerne kan skiftes ud, så man i stedet skal sige lande, frugter, vokaler, tal i tretabellen, og reglerne kan ændres, så ingen må nævne en figur, der tidligere er nævnt.
Legen er en løbeleg, der træner kondition og udholdenhed. Legen træner kognitive færdigheder, når man skal huske, hvilke figurer man tidligere har nævnt og finde på ting, der passer i den aktuelle kategori.
2. Gulerod
Et eller flere børn er bonde. De andre børn er gulerødder. Gulerødderne lægger sig på gulvet, og holder fast i hinanden. Det er nu bøndernes opgave at trække de enkelte gulerødder fri af de andre. Når en gulerod bliver trukket fri, bliver den til bonde i stedet.
Der kan laves regler for, om gulerødderne må lave armkrog eller kun holde i hånden, og om bønderne må kilde og prikke eller kun hive.
Legen er en kampleg, som træner styrke. Legen træner samarbejde, når gulerødderne skal holde sammen, og bønderne skal hjælpes ad med at hive gulerødderne fri. Desuden arbejdes der med grænser: Hvornår synes gulerødderne, det bliver så hårdt, at de giver op?