Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2017 Nr.: 01 Børn&Unge som e-paper
TEMA: Legeaftaler stressede både børn og forældre. Vi var nødt til at blande os
Pædagoger ser det ikke som deres opgave at blande sig i børnenes legeaftaler i fritiden. Mød pædagogerne, der blev nødt til at tage affære, da legeaftalerne blev et stressende prestigeræs.
Af: Marie Bille og Anne Anthon Andersen
I Vognmandsparkens Børnehave vokser pejsestue, samtalekøkken og klaverstue sammen i store åbne rum, som mere ligner et hjem end en institution.
Børnene må selv bestemme, hvem de vil lege med, hvor de vil lege, spise og deltage i aktiviteter, og hverken børn eller voksne er inddelt på stuer. Heller ikke legeaftalerne i fritiden ville pædagogerne blande sig i. Tænkte de tidligere.
»Det var ikke vores område. Vi mente, at legeaftaler var forældrenes domæne,« forklarer leder Lillian Gregersen, mens hun byder indenfor i børnehavens lave gulstensbygning i Roskilde.
Sådan tænker mange andre pædagoger også, viser en rundringning, som Børn&Unge har foretaget. 11 ud af 15 pædagoger svarer, at de ikke ser det som deres rolle at blande sig i legeaftaler udenfor institutionstiden.
I Vognmandsparkens Børnehave tager forældrene ofte hinandens børn med hjem, og det er vigtigt for børnenes venskaber, mener pædagogerne.
Men da legeaftalerne pludselig begyndte at fylde så meget for børnene, at de gav anledning til stress og konflikter i børnehaven, blev pædagogerne enige om at undersøge, hvordan legeaftalerne blev etableret, og hvad de betød for børnenes hverdag i institutionen. Det blev en del af et større forskningsprojekt om børns venskaber og relationer, som forskere fra Roskilde Universitet stod for.

Kamp om aftaler. Da jagten efter legeaftaler var på sit højeste, var det ikke unormalt, at 5-10 forældre flokkedes om telefonlisten på væggen ude i garderoben for at ringe en aftale hjem.
Gitte Guldager husker en situation, hvor en gruppe børn overfaldt en far i entréen for at få en legeaftale i hus.
»Han stod og rodede efter sin telefon i lommen, tøvede og sagde, at de jo egentlig skulle have været ude og købe gave til mor, som havde fødselsdag. Da jeg sagde, at det var helt okay at sige nej, var det tydeligt, at hans skuldre sænkede sig. Han blev helt lettet over at få at vide, at det var okay ikke at lave legeaftaler hver anden dag,« forklarer Gitte Guldager.
Mange forældre mødte børnenes ønsker om legeaftaler med henholdende svar i stil med: ’Det passer ikke så godt i dag, men lad os aftale en dag i næste uge’. Svar, som var vanskelige for børnene at forholde sig til – det var jo lige nu, de ville lege. Så også børnene blev stressede over legeaftalerne, oplevede pædagogerne.
»De gik og bekymrede sig om legeaftalerne hele dagen. Det blev en kamp om at gøre sig attraktiv og en konkurrence om at få en aftale. Som dagen skred frem, blev det mindre og mindre vigtigt, hvem det var med, hvis bare der var en aftale,« forklarer Lillian Gregersen.
Der var også børn, der brugte aftalerne til at ekskludere hinanden ved for eksempel at bryde aftaler, som de allerede havde med hinanden. Børnenes fokus på legeaftalerne tog overhånd, og det blev tydeligt for pædagogerne, at de var nødt til at gribe ind.

Griber ind. Forældrene op­levede det slet ikke som grænseoverskridende, at pædagogerne blandede sig. Tværtimod var mange forældre glade og så det som en hjælp, at legeaftalerne kom op på et forældremøde, at pædagogerne begyndte at hjælpe forældrene til at sige nej, når aftalerne ikke passede, og at de i højere grad end tidligere guidede forældrene.
»Jo mere vi gik ind i de konkrete sager, jo mere fik vi ud af det hele vejen rundt,« forklarer Lillian Gregersen. For eksempel sagde pædagogerne til et par forældre, at det ville være bedre at lave legeaftalen hjemme hos dem end hos et andet forældrepar, der i øjeblikket havde nok at se til med sygdom i familien. Det gav anledning til, at forældrene, der endte med at huse legeaftalen, tilbød at hjælpe den sygdomsramte familie i hverdagen. Andre gange har pædagogerne direkte opfordret forældre til at invitere et andet barn med hjem for at få gang i legeaftalerne for deres barn.

Hør børnene. Det blev også tydeligt for pædagogerne, at børnenes oplevelse af, hvad der giver legeaftalen værdi, ofte er en anden end de voksnes. Mens forældrene måske tænker, at der skal ske en hel masse, glæder børnene sig bare til køreturen hjem i Christianiacyklen, makrelmaden, de ikke får derhjemme, eller at få lov til at spise koldskål i sofaen.
»Forældrene tænker for meget i at parre børnene praktisk og fornuftigt i forhold til skolestart og så videre og har ofte svært ved at se, hvad en 3-årig og 5-årig kan få ud af at lege sammen,« siger Lillian Gregersen og fortæller om en episode, hvor en af de største piger ville have en af de mindste drenge med hjem og lege. Det viste sig, at det var, fordi hun vidste, at han var vild med traktorer, og hun havde en flot John Deer-model derhjemme.
»Som en mor meget rammende sagde: Jamen, kan de det?« forklarer Gitte Guldager.
Den slags eksempler indvier pædagogerne forældrene i for at guide dem og skrue ned for presset omkring legeaftalerne.
»For børnene handler det sjældent om, at der skal ske en masse. Det er også okay bare at sidde i sofaen stille og roligt, spise en ostemad og falde ned efter en lang dag.«
Kim Rasmussen, forsker i børns relationer og venskaber, Roskilde Universitet, kan genkende tendensen til, at pædagoger tøver med at blande sig i legeaftaler af frygt for at overskride forældrenes grænser. Men erfaringerne fra Vognmandsparken understreger, hvor vigtig en rolle pædagogerne har i forhold til børns venskaber, og at det er en rigtig god idé, at de blander sig, vurderer han.
»Pædagogerne har en anden position i forhold til børnene end forældrene. De kan se noget andet og rådgive ved at stille sig til rådighed med superviserende spørgsmål,« siger han.

Skaber tryghed. Det er netop, hvad pædagogerne i Vognmandsparken har oplevet.
»Vi er som pædagoger nødt til at blande os. Vi er ikke følelsesmæssigt involverede som forældrene, der nogle gange siger ja, fordi de føler, at det er et krav for at være en god mor eller far. Vi kan hjælpe dem til at tage beslutningen – også fordi vi har været sammen med deres børn hele dagen og ved, hvad der er gået forud, og hvad børnene har behov for i den konkrete situation,« siger Lillian Gregersen.
Nina Ringsted, mor til femårige Cornelius, er en af de forældre, der har været glad for, at pædagogerne har blandet sig meget direkte i legeaftalerne.
»Det er rigtigt rart. Pædagogerne er sammen med vores børn i så mange timer og kender deres relationer godt. Jeg opfatter det ikke som grænseoverskridende, men som et sundhedstegn og udtryk for opmærksomhed, at de tager stilling. Det skaber tryghed for os forældre,« siger Nina Ringsted, som oplever, at pædagogernes indgriben har været med til at bane vejen for nye venskaber mellem børnene.

Trin for trin: Sådan blandede vi os

1. Pædagogerne i Vognmandsparkens Børnehave satte sig først for at undersøge børnenes legeaftaler. De talte med børnene om, hvad de fik ud af at tage med hinanden hjem og lege. Det gav pædagogerne nye perspektiver på, hvad børnene tillagde værdi, fx at få lov til at køre i Christianiacykel eller spise koldskål i sofaen hos en anden familie.
2. De tog legeaftalerne op med forældrene på et forældremøde for at indvie forældrene i børnenes perspektiver.
3. De gjorde det klart for forældrene, at det er okay at sige nej til en legeaftale, hvis den ikke passer ind i dagens program. De fortalte også, at en legeaftale ikke behøver at indebære, at der sker en masse, som kræver forberedelse og tid.
4. De begyndte at rådgive forældrene. Fx kom de med gode råd til, hvor det ville være bedst at lege, hvis en familie var udfordret af sygdom eller andet.
5. De opfordrede forældrene, hvis børn sjældent eller aldrig havde legeaftaler, til at begynde med at invitere et andet barn hjem.