Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2013 Nr.: 20
TEMA. BØRNEMOBNING: Mobning handler ikke om skurke og ofre
Hvis pædagoger vil forebygge mobning, skal de vide, at mobning ikke handler om skurke og ofre. Det udspringer af onde mønstre i børns kamp om adgang til fællesskabet, lyder det fra den norske mobbeforsker Mai Brit Helgesen.
Af: Marie Bille og Anne Anthon Andersen
Når lille Oskar eller Dagmar bliver holdt ude af legen på rød stue, er det ikke et spørgsmål om, at de er lette ofre, at de ikke er stærke nok til at tvinge sig vej til fællesskabet, eller at de er stille og indesluttede børn, der sniger sig langs væggene.
Og når Felix eller Alberte hvisker i krogene, stjæler de andres legetøj eller nægter at holde i hånd med Oskar på turen, er det ikke, fordi de er kyniske og vil gøre andre ondt. For mobning handler ikke om onde hensigter blandt børn, der fungerer dårligt, men om mønstre, der opstår i en kamp om at være en del af fællesskabet – også blandt ressourcestærke børn. Sådan lyder hovedkonklusionerne i den norske forsker i pædagogik Mai Brit Helgesens forskning. Hun har studeret såkaldte mobbe­mønstre i norske børnehaver, er forfatter til ph.d.-afhandlingen ’Relasjonell mobbing blant jenter i barnehagen’ og er aktuel med en ny nordisk antologi om mobning.

Ingen skurke. Mobning knytter sig altså ikke til særligt udfordrede børn.
»En af de vigtige konklusioner er, at mobning altid sker i grupper – også blandt velfungerende børn, hvor man tidligere har fokuseret på mobning som et problem blandt børn, der også havde andre udfordringer,« siger Mai Brit Helgesen.
Og det er en ganske vigtig pointe, hvis man vil mobningen til livs, mener den norske forsker. Den nye viden tydeliggør, at det ikke er nok at sætte ind over for enkelte ’stride’ eller ’indesluttede’ børn, som man tidligere ville have betragtet som henholdsvis skurke eller ofre. De voksne skal i stedet lede efter mønstre i hele den involverede børnegruppe.
»Børnene gør det ikke, fordi de vil være onde, men fordi de er bange for at miste tilknytningen til fællesskabet. Hvis man ­anskuer mobning som et spørgsmål om godt og ondt, gør man mobningen til et problem, der knytter sig til enkelte børn,« siger hun.
»Men i virkeligheden er det gruppen som helhed, der skal arbejdes med, hvis man vil mobningen til livs.«

Kræver gruppe. For de børn, der ofte havner i rollen som mobbere eller medmobbere, er i lige så høj grad bange for at ryge ud af fællesskabet.
»Den, der er havnet i rollen som mobber, kan for eksempel i den givne situation pludselig opleve, at positionen som leder i legen er truet, og det udløser en angst for at blive ekskluderet. For at holde fast i fællesskabet forsøger mobberen at mobilisere afsky for et andet medlem af gruppen ved for eksempel at ignorere det eller bagtale og at få resten af gruppen med sig. Alt sammen handler om frygt for at havne udenfor,« siger Mai Brit Helgesen.
De såkaldte medløberes frygt for at miste fodfæste i gruppen bliver deres motivation for ubevidst at gå med mobberen. Afgørende er det, at fænomenet mobning kræver en gruppe, og at det er mekanismerne mellem alle medlemmerne i gruppen, der skal ses og forstås af den voksne, forklarer hun. »De voksne er nødt til at involvere sig i børnenes forhandlinger, gribe ind og korrigere,« siger Mai Brit Helgesen.

Farvel til tabu. Det bedste, man som pædagog eller forældre kan gøre, er ifølge forskeren gennem længere tid at betragte gruppen, hvor der opstår konflikter.
»Hvis man først ser problemet, når et barn græder, ser man ikke handlingerne, der er gået forud. Så kan man forståeligt nok tro, at det handler om, at børn mangler kompetencer til at løse konflikter, eller at det handler om drillerier, som er almindeligt blandt børn,« siger hun. Da risikerer man som voksen at cementere et uheldigt mønster, hvor nogle ender som ofre og andre som mobbere. Det kan skabe en ond cirkel, hvor de, der oplever mobning, ikke tør indvie de voksne, fordi det bliver tabubelagt. Men mobningen er et ondt mønster, der kan brydes, netop fordi rollerne ikke er faste, lyder pointen fra Norge.
»Det kan virke forebyggende at give børnene muligheder for at indgå i mange forskellige relationer. Derfor er det godt, når institutionerne arbejder med mindre faste børnegrupper og gør det muligt for børnene at indgå i de grupper, hvor de befinder sig bedst. Her kan de forhandle sig til nye positioner og roller i legen,« forklarer Mai Brit Helgesen. For mønstret er aldrig mere fast, end at det kan brydes, hvis det bliver opdaget, og voksne hjælper børnene på vej. »Det er nok, at en anden person i gruppen støtter den udstødte – da falder konstruktionen sammen. For så er det destruktive mønster og fundamentet for mobningen brudt.«