Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2002 Nr.: 36
Hvad skal vi gøre ved ham?
Mange pædagoger skælder ud på de urolige og besværlige børn. Drop det, siger Jesper Juul og Helle Jensen i ny bog.
Pædagoger skal hellere bruge kræfterne på at blive interesserede og troværdige voksne, der ser børnene på disses præmisser.
Og i højere grad tage ansvar for deres egen del af relationen.
Af: Vibeke Bye Jensen
Det eneste alternativ til formynderiet er samtalens mulighed", har forfatteren Villy Sørensen sagt. Citatet står i Jesper Juuls og Helle Jensens nye bog "Pædagogisk relationskompetence - fra lydighed til ansvarlighed" og beskriver fint budskabet fra de to forfattere og familieterapeuter fra Kemplerinstituttet.
De mener, at pædagoger skal bliver bedre til at indgå i ligeværdige relationer/samtaler med det enkelte barn. For kun på den måde kan de finde ud af, hvad barnet tænker og føler, hvordan dets virkelighed ser ud og hvilken hjælp, det har behov for. Der bruges for mange kræfter blandt pædagoger, lærere og andre professionelle på børneområdet på at sige, at der er "noget galt med børn i dag". Det gør børn til syndebukke og fører ikke til bedre udviklingsmuligheder for dem.
Jesper Juul og Helle Jensen mener, at pædagoger skal udvikle deres relationskompetence. De skal i højere grad se på deres egen del af relationen. Hvis pædagoger i stedet for at sige: "Hvad skal vi gøre ved Peter?", sagde: "Hvad kan jeg gøre for at forstå, hvad Peter vil, og hvordan han ser på tingene?", kan de komme væk fra udelukkende at se på barnet som ét, der skal makke ret. Men se på barnet som én, der kan bidrage med noget vigtigt til det fælles liv, så daginstitutionen bliver et udviklende sted at være for både børn og voksne.
»Selv om specielt daginstitutioner har ændret deres børnesyn fortløbende, så er vi altså i den lidt pinlige situation, at rapporter og observationer fra institutionerne ikke er relationsorienterede. De beskriver aldrig den pædagogiske del af relationen, og de problematiserer aldrig de voksnes adfærd. Så det ender uværgerligt ovre på børnene. Ikke af ond vilje fra pædagogernes side, men fordi den tradition er så solid,« siger Jesper Juul.
»Vi har manglet en definition af relationen mellem barn og voksen efter, at det er holdt op med at være sådan, at det er de voksnes autoritet, der er bestemmende,« siger Helle Jensen.
De to forfattere tror, at pædagoger ved at arbejde på at ændre deres relationer til børnene vil opleve større succes i arbejdet.
»Specielt selvfølgelig omkring de fem procent af børnene, som vi kalder udfordrende. Desuden at man får løst det etiske problem, at det altid er børnene, der sidder med sorteper. Det er for pinligt,« siger Jesper Juul.

Pædagogiske relationer. Relationskompetence er udelukkende noget, der bør forbeholdes professionelle relationer, mener de to forfattere. Den væsentligste begrundelse er, at den centrale kvalitet i forældres og bedsteforældres relationer til børn er af irrationel og emotionel karakter. Og selv om det i en vis udstrækning også gælder for fagfolk, stilles der anderledes og større krav til disses rationalitet, indsigt og overblik.
De mener, at professionelles relationskompetence tidligere er blevet taget for givet eller ikke tillagt betydning. Men ny viden om børns kompetencer og udvikling og om relationens betydning for begge parters trivsel gør det nødvendigt at etablere relationskompetence som en ny disciplin. Til gengæld mener forfatterne ikke, at man behøver at være født med kompetencen, den kan læres.
Fra nyere forskning gennem de sidste 50 år ved man, at børn er født sociale, børns reaktioner altid er meningsfulde, og at børn kan tage et personligt ansvar. Man ved også, at børn trives bedst og udvikler sig bedst i en relation, hvor det opfattes og behandles som et selvstændigt væsen, som kan være aktivt medskabende i relationen, fra det er ganske lille. Samtidig ser den pædagogiske og opdragelsesmæssige tradition barnet som ét, de voksne gør noget med og ved. Så selv om man ved meget mere om børn og relationer, er det stadig vanskeligt for mange at inddrage den viden i praksis.
»Det er en kollektiv usikkerhed i hele verden, hvordan vi bærer os ad med at fastholde en nødvendig autoritet uden at være autoritær,« siger Jesper Juul.
Derfor er det sådan, at selv om pædagoger gerne vil tage børnenes ideer og behov alvorligt, ender børnene ofte med at være de problematiske. For eksempel i en samlingsstund, hvor udgangspunktet er, at man hører på børnene og lader dem komme til orde, ender man i formaninger og restriktioner til det barn, der ikke kan finde ud af det: "Sæt dig nu ned på numsen" og "lad være med at forstyrre". Det er forfatternes erfaring, når de snakker med pædagoger om det, at de giver et fint billede af, hvordan de tror, det urolige barn har det. Men det er ikke faldet pædagogerne ind at snakke med barnet om det. Pædagogerne forsvarer sig med, at de har nogle rammer og regler, de er ansvarlige for, så alle kan være der, og ingen kommer til skade. Men i stedet kommer både de og børnene netop til skade.
»"Hvad skal vi gøre ved ham?", er jo et klassisk spørgsmål. Det er ikke fejlfinding, og der er også en masse forståelse omkring barnet. Men hvis man i stedet ser sig selv som en del af relationen, at den opførsel, barnet har, er afhængig af, hvordan man møder ham, vil det ændre meget. Først når de to ting kommer til at veje lige meget, eller når den voksnes betydning kommer til at veje mere, som den jo reelt gør, kan vi sige, at vi er kommet ud af vadestedet,« siger Helle Jensen.

Fra lydighed til ansvarlighed. Meget få gør sig klart, hvor vanskeligt det er at være barn i en dagligdag, hvor de voksne skifter værdier hvert femte minut og vel at mærke værdier, som er helt uforenelige.
»De professionelle fagfolk vil gerne have ligeværdige relationer med børnene og tage deres kompetencer alvorligt, men når det ikke lykkes, griber de tilbage i de gamle værdier. Og det gør forældre også. De forsøger at være søde og rare det første kvarter, når barnet ikke vil have tøj på om morgenen, men så slår de til med den gammeldags autoritet. Der er alt for lidt forståelse for, hvor pinefuldt det er for børnene. Men det er jo også et enormt dilemma for de voksne. Vi er på vej henimod at tage relationerne alvorligt, men vi er der ikke endnu. Det eneste, vi ved, er, at vi har forladt lydighedskulturen,« siger Jesper Juul.
»De modsatrettede værdier viser sig jo også i det, som pædagoger gerne vil have børnene til at gøre indbyrdes. For eksempel at børnene skal respektere hinanden, og det stiller de så som et krav på en meget respektløs måde. Derfor bliver det totalt modsatrettet og svært at finde ud af for børnene,« siger Helle Jensen.
Den med de to værdier er alle vesteuropæeres betingelse. Det nytter ikke at drømme sig tilbage, mener Jesper Juul. Men det er heller ikke nok bare at være positiv eller børnevenlig, der skal mere substans i det, de voksne stiller op med.
»Bogen er et forsøg på at svare på det spørgsmål, som er stillet masser af gange: "Ja, men hvad skal vi så gøre, når vi ikke kan gøre det, vi plejer at gøre",« siger Helle Jensen.
Jesper Juul synes, at de fleste pædagoger er velformulerede, stærke og ved, hvad de mener, og hvad de vil. Men når de skal forholde sig relationsorienteret til børn, unge eller forældre, bliver de små i stemmen og siger for eksempel: "Jeg kunne være lidt bekymret for, at det lidt kunne udvikle sig til..."
»De kan godt høre, at det lyder forkert, når andre siger det, men de kan ikke høre sig selv. Jeg tror, at det er et kollektivt, fagligt selvbillede, der forhindrer det. Jeg har lige nu nogle folk på kursus i relationer. Og det slår mig, at det, de spørger mig om, og det, de giver udtryk for, er præcis det, de skal sige, når de sidder sammen med børnene eller forældrene. Men det gør de bare ikke. Det er mere en tradition eller et selvbillede af, hvordan man er en ansvarlig pædagog,« siger han.

Se barnet, som det er. At "se" et barn er at kunne se, hvordan det barn, der måske ikke lige indordner sig, har det. Ifølge Jesper Juul er det vigtigt at huske, at børn gør de ting, de gør, for sig selv, ikke imod de voksne. Derfor handler det om at se børn på deres egne præmisser. Man skal ikke overgive sig til deres præmisser, men man skal se dem. Lige som voksne forventer børn at få deres forventninger, ønsker og behov taget alvorligt.
»Det eneste, man behøver at gøre, er at interessere sig for, hvordan deres verden ser ud. De voksnes og børnenes verdener er blevet konkurrerende og spørgsmålet, man stiller, er: "Skal det være børnene eller de voksne, der bestemmer?". Men det er jo begge verdener, der skal tilgodeses. At "se" er både at kunne få øje på og anerkende betydningen af børnenes egen virkelighed, før man eventuelt forsøger at lave om på den,« siger han.
»At se dem er også at tage dem alvorligt og anerkende, at barnet er, som det er, og dets virkelighed er, som den er. Det er vigtigt at lære sig anerkendende kommunikation, for det er en tradition af være belærende over for børn - også i daginstitutioner,« siger Helle Jensen.
Forfatterne mener, at den egentlige revolution i deres budskab er at erstatte det vurderende sprog med det anerkendende.
»Det vurderende sprog gør, at relationen bliver mellem et subjekt - den voksne, som har magten, og objektet - barnet, der skal gøres noget ved. Mens det anerkendende sprog giver muligheden for "et møde" mellem to ligestillede,« siger Helle Jensen.

Ansvar, lederskab og autenticitet. Hvis man vil arbejde med relationen, er det vigtigt at være bevidst om sit ansvar for den. Så børnene ikke altid får skylden for, hvilken kvalitet relationen har.
Pædagoger skal ikke trække sig væk og blive usynlige, fordi de vil give plads til børnene. Børn har brug for voksenledelse for at have det godt. Men man skal ikke kun lede, når børnene ikke kan finde ud af det. Eller når de gør noget forkert.
»Børn har brug for, at de voksne er der, og det betyder, at man også som professionel voksen skal være så autentisk, som det er muligt at være, og så skal man være oprigtigt interesseret. Men det falder ikke de fleste let at interessere sig for, hvem børn er. I stedet bliver det nemt til interviews, man spørger ind til og forhører børnene. Meningen er, at det skal udtrykke engagement og interesse, men det føles ofte langt fra sådan i den anden ende,« siger Jesper Juul.
At være autentisk betyder, at man er så tro mod sig selv, som man kan. Autenticitet forstås som den voksnes evne til at være fagpersonligt nærværende i situtationen.
»For børn er det blevet deres ultimative krav til voksne, at hvis de skal have respekt for os og samarbejde med os, skal vi være troværdige. Hvis voksne ikke er det, så står de af. De står sidst af hos deres forældre, de professionelle får fingeren meget før. Børn er ubønhørlige på det punkt, de vil ikke indordne sig under voksne, der ikke er troværdige. Men forskellen er, at det er blevet mere legalt for at sige fra over for utroværdige voksne,« siger Jesper Juul.

Fagpersonlig udvikling. Netop det, at børn siger fra over for voksne, er problematisk for mange. De oplever, at der bliver trådt på deres personlige integritet, og derfor griber de tilbage i en autoritær pædagogik blottet for ligeværdige relationer. Jesper Juul og Helle Jensen beskriver i bogen, at det værktøj, pædagoger har, er en blanding af viden, metoder og deres "person". Og derfor bliver den fagpersonlige udvikling på linje med den teoretiske og metodiske vigtig for at kunne indgå i ligeværdige relationer.
Forfatterne mener ikke, at det er en forudsætning, at pædagoger går i personlig terapi for at kunne udøve deres fag, selv om mange har haft stor glæde af at gøre det. De mener derimod, at en fagpersonlig udvikling er nødvendig. Udgangspunktet beskriver de som følger: "I alt professionelt arbejde med mennesker spiller fagpersonens udstråling, væremåde og gennemslagskraft en vigtig rolle for kvaliteten af den professionelle relation." Og de definerer herefter fagpersonlig udvikling som: "En fortløbende, struktureret proces, hvor vi undersøger, erkender og bearbejder de tanke- og handlemønstre, som hindrer os i at realisere vores faglige engagement, mål og potentiale i professionelle relationer."
Jesper Juul og Helle Jensen mener, at den fagpersonlige udvikling skal spille en vigtigere rolle i de pædagogiske fag, end den gør i dag.
»Den fagpersonlige udvikling er vigtig, fordi de overlevelsesstrategier, man har lavet sig som menneske, ofte arbejder imod det faglige. Det er ikke så vigtigt, hvis man er buschauffør, men i det øjeblik, man har ansvaret for andre mennesker, bliver det vigtigere,« siger Jesper Juul.

"Pædagogisk relationskompetence - fra lydighed til ansvarlighed" udkommer på forlaget Apostrof 25. september. Bogen koster kr. 299 og er på 286 sider.